B 88 Forslag til folketingsbeslutning om regnskabslov for kommunerne.

Samling: 1992-93
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Det pålægges indenrigsministeren senest i folketingssamlingen 1993-94 at fremsætte lovforslag, der styrker regnskabsaflæggelsen og revisionen i kommunerne efter følgende retningslinier:

1. Der bør ikke være principiel forskel mellem den statslige og den kommunale revision, hvad angår

- revisionens omfang,

- revisionskompetencen,

- rapporteringen til det folkevalgte organ,

- offentlighedens adgang til revisionsberetningerne.

2. Den kommunale revision skal omfatte kritisk-økonomisk efterprøvning af gennemførelsen af beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen. Revisionen skal ikke omfatte kommunalbestyrelsens politiske beslutninger, men skal alene efterprøve, om der ved gennemførelsen af disse beslutninger og ved forvaltningen er taget skyldige økonomiske hensyn.

3. Lovforslaget skal i videst muligt omfang tage hensyn til beretning 8/91 om revision af kommunernes regnskaber m.v., der er afgivet i 1993 af de af Folketinget valgte statsrevisorer.«

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at formålet med dette var at sikre ændringer i den kommunale revision, således at der i fremtiden skulle udøves forvaltningsrevision (kritisk-økonomisk revision) ved efterprøvningen af den kommunale forvaltning.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 33 (KF, SF og FP) stemte for, 80 (S, V, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Holger Graversen (S), Erik Larsen (V), Karen Højte Jensen (KF), Pernille Frahm (SF), Poul Nødgaard (FP), Ebbe Lundgaard (RV), Charlotte Enevoldsen (CD) og Knud Glønborg (KrF)