L 9 Forslag til lov om ændring af lov om apoteksvirksomhed.

(Udligningssystemet).

Af: Sundhedsminister Ester Larsen ()
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Sundhedsudvalget (SUU).

Ved loven ændres udligningssystemet mellem apotekerne, således at indtjeningen for apoteker med stor omsætning forbedres. Da udligningsordningen balancerer i sig selv, medfører forbedringen af vilkårene for større apoteker en forringelse for mindre apoteker.

Samtidig med ændringerne i udligningssystemet ændres apotekernes avancestruktur administrativt med henblik på, at dyrere lægemidler bliver billigere, og at billigere lægemidler bliver dyrere. Herved bliver omkostningerne ved den enkelte ekspedition i højere grad end nu dækket ind gennem avancen på det enkelte lægemiddel.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at baggrunden for forslaget om at ændre apotekernes udligningsordning var, at det i en årrække havde været nødvendigt at yde ekstraordinært tilskud til en række effektivt drevne apoteker med en stor omsætning for at sikre de pågældende et positivt driftsresultat. Udligningssystemet var blevet for gunstigt for de små apoteker, hvilket nødvendiggjorde en ændring af systemet.

Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, KF, V, CD, RV og KRF) mod 20 (SF og FP).
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Mariann Fischer Boel (V), Karen Højte Jensen (KF), Jørgen Lenger (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Lis H. Noer (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Jørgen Kvist (KrF)