Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Ved loven indføres et vederlag (afgift) for uindspillede lyd- og videobånd på kr. 0,045 pr. minut spilletid for lydbånd og kr. 0,0625 pr. minut for videobånd (1993-niveau). Et 90-minutters lydbånd pålægges således et vederlag på ca. 4 kr. og et 240-minutters videobånd et vederlag på ca. 15 kr. ekskl. moms. Vederlaget reguleres med satsreguleringsprocenten.
Pligten til betaling af vederlag påhviler den, der erhvervsmæssigt indfører eller fremstiller bånd. Undtaget fra vederlag er bånd, der anvendes af syns- og hørehandicappede, samt bånd med særlig kort spilletid, dvs. under 15 minutter, som hovedsageligt benyttes professionelt af f.eks. reklamebureauer og på forlag.
Administrationen af vederlagsordningen henlægges til en fælles organisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, f.eks. fremstillere af grammofonplader og fotografer. Fællesorganisationen fastsætter retningslinier for udbetalingen af vederlaget til de berettigede. En tredjedel af det årlige beløb skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene.
Loven tages op til revision i folketingsåret 1995-96.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at forslagsstillernes begrundelse for indførelsen af et vederlag for uindspillede bånd var, at uindspillede bånd ofte anvendes af private til at indspille lyd eller billeder fra radio, tv og fra lånte grammofonplader og bånd. Det var derfor påkrævet at yde en kompensation for de indtægter, kunstnerne og producenterne mistede ved denne private indspilning.
Loven fik sin endelige udformning ved en række ændringsforslag stillet i Kulturudvalgets betænkning af et flertal bestående af S, SF og RV. Ændringsforslagene havde bl.a. til formål at sikre, at vederlagsordningen ville kunne fungere efter indførelsen af det indre marked i EF, og at undgå, at ordningen ville medføre nogen belastning af de statslige told- og skattemyndigheder.
Lovforslaget var i hovedtrækkene en genfremsættelse af lovforslag nr. L 185 fremsat i folketingsåret 1989-90, jf. omtalen i Årbog & Registre 1989-90 side 148.
Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (S, SF og RV) mod 50 (KF, V, FP, CD og KRF).