L 30 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Ændrede regler for nyuddannede, fastere tilknytning til arbejdsmarkedet, dagpengesats ved længerevarende ledighed, feriedagpenge m.v.).

Af: Arbejdsminister Knud Erik Kirkegaard (KF)
Samling: 1991-92
Status: Tilbagetaget
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Lovforslagets formål var at sikre, at medlemmer af en arbejdsløshedskasse skulle have en fastere og mere reel tilknytning til arbejdsmarkedet, før der kunne opnås ret til dagpenge og hermed til de øvrige ydelser, som er knyttet til arbejdsløshedsforsikringen.

Hensigten med lovforslaget var samtidig at understøtte indsatsen for at mindske arbejdsmarkedets strukturproblemer gennem øget tilskyndelse til mobilitet.

Lovforslaget indeholdt følgende hovedelementer:

- afskaffelse af de særlige optagelsesregler for bogligt uddannede og nedsættelse af dagpengesatsen m.v. for erhvervsuddannede og værnepligtige,

- ændring af arbejdskravet fra 26 uger til 52 uger første gang, der skal opnås dagpengeret efter indmeldelse,

- nedsatte dagpenge efter sammenlagt 40 ugers ledighed inden for 65 uger,

- bortfald af supplerende dagpenge til deltidsforsikrede samt ophævelse af de særlige regler for supplerende dagpenge for fagområder med mange kortvarige arbejdsforhold (15-timers-reglen),

- fast sats for feriedagpenge og beregning af feriedagpenge på grundlag af udbetalinger fra arbejdsløshedskassen.

Ifølge forslaget skulle den særlig lempelige adgang for bogligt nyuddannede til at opnå dagpengeret ophæves.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Helge Sander (V), Pia Christmas-Møller (KF), Jes Lunde (SF), Poul Nødgaard (FP), Kirsten Madsen (FP), Bente Juncker (CD), Lone Dybkjær (RV) og Knud Glønborg (KrF)