L 195 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Forældrebestyrelser i kommunale daginstitutioner og kommunal dagpleje for børn).

Af: Socialminister Else Winther Andersen (V)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ændrer reglerne for styrelsen af kommunale daginstitutioner.

Ved hver daginstitution skal der oprettes bestyrelser bestående af et flertal af valgte forældre. Forældrebestyrelserne skal blandt andet have kompetence til følgende:

- fastsættelse af principper for daginstitutionernes virksomhed,

- indflydelse på en del af den økonomiske ramme for daginstitutionens drift,

- afgivelse af indstillinger til kommunalbestyrelsen ved ansættelse af personale.

Herudover kan kommunalbestyrelsen delegere yderligere kompetence til forældrebestyrelsen.

Ved den kommunale dagpleje skal der oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre, hvis mere end halvdelen af forældrene anmoder derom.

Det fremgik af de skriftlige bemærkninger til lovforslaget, at der i maj 1991 blev indgået en politisk aftale om forbedring af børnefamiliernes vilkår (børnepakken).

I børnepakken blev det aftalt, at der skulle gennemføres en reform af styrelsen af daginstitutioner, således at forældrene fik en reel indflydelse på den enkelte institutions drift. Lovforslaget var en udmøntning af denne aftale.

Regeringen havde derudover foreslået, at ordningen med forældrebestyrelser i visse tilfælde også skulle fungere ved kommunal dagpleje, da det var et dagtilbud på linje med daginstitutioner.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 112 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Helge Sander (V), Pia Christmas-Møller (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Tom Behnke (FP), Bente Juncker (CD), Lone Dybkjær (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)