L 85 Forslag til lov om ændring af lov om Københavns Fondsbørs, lov om aktieselskaber og lov om forsikringsvirksomhed.

(Insiderhandel).

Af: Industriminister Anne Birgitte Lundholt (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Titel ændret 7/5 91 fra: Forslag til lov om ændring af lov om Københavns Fondsbørs. (Insiderhandel).

Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Hovedelementerne i loven er:

- en udvidelse af insiderforbudet til ud over handel også at omfatte tilskyndelse og medvirken til handel,

- en udvidelse af de omfattede værdipapirer til ud over værdipapirer, der er optaget til notering på Københavns Fondsbørs, også at omfattte værdipapirer, der er optaget til notering på børser m.m. i andre EF-lande eller de nordiske lande, samt unoterede finansielle kontrakter, hvor det underliggende værdipapir er optaget til notering på Københavns Fondsbørs og

- en udvidelse af begrebet intern viden til ud over oplysninger om udstederen også at omfatte oplysninger om værdipapiret eller markedsforhold vedrørende værdipapiret eller udstederen.

Loven indeholder herudover en række ændringer, der bl.a. medfører krav om identificering ved værdipapirhandel, krav til visse personer om navnenotering samt en udvidet hjemmel til Finanstilsynet til at kræve oplysninger.

Ved lovforslaget gennemførtes Rådets direktiv (89/592/EØF) om samordning af retsforskrifterne vedrørende insiderhandel; dvs. regler, der forbyder insiderhandel og videregivelse af intern viden.

Om baggrunden for lovforslaget anførte industriministeren i den skriftlige fremsættelse bl.a. følgende : 'Efter folketingsdebatterne om insiderhandel i foråret 1990 nedsatte jeg et børsudvalg, der blandt andet skulle komme med forslag til nye regler om insiderhandel. Udvalget har endnu ikke afsluttet sit arbejde og må forventes at fremkomme med forslag til yderligere ændringer. Af hensyn til gennemsigtigheden i den danske værdipapirhandel og dermed tilliden til Københavns Fondsbørs har regeringen imidlertid ønsket at fremskynde gennemførelsen af EF-direktivet. Vi har selvfølgelig her taget meget hensyn til arbejdet i børsudvalget.

Jeg vil dog understrege, at den gældende lov et langt stykke ad vejen realiserer de mål, som også direktivet har.

Den vigtigste nydannelse som følge af direktivet bliver et forbud mod videregivelse af insiderviden, uanset om der er nogen bagtanke hermed eller ej.'

Forinden lovforslaget blev færdigbehandlet, afgav Børsudvalget sin betænkning om indsiderhandel (betænkning nr. 1216/91). Dette medførte, at industriministeren stillede en række ændringsforslag, som blev vedtaget ved lovforslagets 2. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Poul Nyrup Rasmussen (S), Pia Larsen (V), Flemming Hansen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Annette Just (FP), Sonja Albrink (CD), Lone Dybkjær (RV) og Henning Lysholm (KrF)