L 52 Forslag til lov om kommunal beskæftigelsesindsats.

Af: Arbejdsminister Knud Erik Kirkegaard (KF)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven lægger ansvaret for beskæftigelsesindsatsen over for ledige, der tilhører særlige grupper af udsatte, herunder unge, over til kommuner og amtskommuner og indebærer, at indsatsen bl.a. finansieres ved generelle statslige tilskud til kommuner og amtskommuner.

Samtidig ændres en række betingelser for opnåelse af tilskud sådan, at dette i højere grad overlades til et kommunalt skøn.

Endvidere tillægger loven arbejdsmarkedsnævnene en koordinerende indsats på det regionale plan.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag, som stilledes af arbejdsministeren og tiltrådtes af Arbejdsmarkedsudvalget med undtagelse af Fremskridtspartiet. Ændringsforslagene udsprang af en aftale af 18. maj 1990 mellem regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti om supplerende tilbud til unge, der efter perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende foranstaltninger.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med de af henholdsvis arbejdsministeren og socialministeren fremsatte lovforslag nr. L 62 og L 237 og det af undervisnings- og forskningsministeren fremsatte lovforslag nr. L 239.

Lovforslaget vedtaget med 104 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF, Steenholdt (Grønl.) og Hugo Holm (UP)) mod 9 (FP).
Partiernes ordførere
Lone Møller (S), Jette Thomsen (KF), Laue Traberg Smidt (V), Aage Frandsen (SF), Jane Oksen (FP), Jørgen Estrup (RV) og Herluf Rasmussen (CD)