Beh sammen med L 220.
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget.
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Loven går ud på at indføre udpantningsret for en række offentlige tilgodehavender. De krav, det drejer sig om, er tvangsbøder efter skattekontrollovens §§ 4 og 9, boligindskudslån og kaution for disse lån, uretmæssigt oppebåret børnetilskud/ungdomsydelse, børnefamilieydelse og pensionsudbetaling, tilbagebetalingspligtig hjælp efter § 42 i lov om social bistand vedrørende hjælp til etablering af selvstændig virksomhed/indkøb af værktøj m.v. og § 58, stk. 3, vedrørende indkøb af invalidekøretøjer.
De krav, der tilkommer kommuner eller amtskommuner, er herefter umiddelbart omfattet af de kommunale pantefogders kompetence, mens de øvrige krav vil kunne overføres administrativt til de kommunale pantefogder.
Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for dette var, at en arbejdsgruppe med repræsentanter for Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Foreningen af Danske Pantefogeder samt Finansministeriet i en rapport af 29. november 1988 blandt andet havde foreslået, at der blev indført en øget adgang til inddrivelse ved de kommunale pantefogder med henblik på en effektivisering af inddrivelsen af det offentliges restancer.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 122 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD, KRF og Steenholdt (Grønl.)).