L 218 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

(Reklame i lokal-tv m.v.).

Af: Kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff ()
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

I forbindelse med Folketingets behandling i juni 1988 af lovforslaget om reklame i lokalradio tilkendegav regeringen, at spørgsmålet om reklame i lokal-tv ville blive taget op med henblik på en lovmæssig afklaring inden den 1. marts 1989. Det blev samtidig tilkendegivet, at dette burde ske i sammenhæng med en revision af bestemmelserne om TV 2.

Det er lovens hovedformål at skabe hjemmel for reklamering som finansieringskilde for lokal-tv. Ordningen er udformet således, at risikoen for TV 2's økonomiske grundlag begrænses, idet det samtidig er tilstræbt, at de enkelte tv-stationers tilknytning til lokalområdet fremmes.

På denne baggrund foretages kun en mindre justering af reglerne vedrørende reklamering i TV 2, idet der øvrigt lægges vægt på en hurtig videreførelse af etableringen af virksomhedens regionale enheder.

For så vidt angår TV 2's organisation udvides på grundlag af de indhøstede erfaringer den regionale repræsentation i den centrale bestyrelse fra 1 til 2, og alle medlemmer i bestyrelsen inkl. medarbejderrepræsentanten får stemmeret.

Endvidere indebærer loven, at den centrale bestyrelses ansvar for overordnede beslutninger præciseres, og at den administrerende direktørs ansvar for den daglige virksomhed understreges.

Endelig foretages nogle mindre justeringer af ordensmæssig karakter, bl.a. vedrørende de lokale radio- og fjernsynsnævn.

Det var oprindelig foreslået, at hjemmelen for TV 2 til at modtage sponsorbidrag blev tydeliggjort i lovteksten. Denne tydeliggørelse udgik dog efter forhandling mellem kommunikationsministeren og en række politiske partier.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (S, KF, V, FP, RV, CD og KRF) mod 22 (SF).
Partiernes ordførere
Helge Mortensen (S), Connie Hedegaard (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Kim Behnke (FP), Marianne Jelved (RV), Niels Bollmann (CD) og Henning Lysholm (KrF)