B 52 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af traktat mellem Danmark og Den Tyske Demokratiske Republik om afgrænsningen af kontinentalsoklen og fiskerizonerne undertegnet i Berlin den 14. september 1988.

Af: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1988-89
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1.beh henvist til Udenrigsudvalget. 2.(sidste) beh afbrudt og forsl henvist til Udenrigsudvalget.

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd: »Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Berlin den 14. september 1988 undertegnede traktat mellem Danmark og Den Tyske Demokratiske Republik om afgrænsningen af kontinentalsoklen og fiskerizonerne.«

Ved 1. behandling udtrykte ordføreren for S kritik af de oplysninger, der var givet til Det Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse med drøftelsen af aftalen med DDR om afgrænsningen. I forlængelse heraf blev der under Udenrigsudvalgets behandling af forslaget stillet en lang række spørgsmål vedrørende aftalen.

I betænkningen og i tilføjelsen til betænkningen udtrykte S og SF kritik bl.a. af fastlæggelsen af den ny grænse over for fiskerne, inden Folketingets samtykke til indgåelsen af aftalen var givet, og af de oplysninger, der var givet i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Beslutningsforslaget vedtaget med 106 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 16 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Per Stig Møller (KF), Jens Peter Jensen (V), Inger Harms (SF), Mogens Houmann Elvensø (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV) og Knud Glønborg (KrF)