L 87 Lov om ændring af afskrivningsloven og forskellige andre skattelove.

(Begrænsning af fradragsretten i visse lejeforhold (leasing)).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel ()
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 576 af 15-12-1983
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Formålet med loven er at begrænse de skattemæssige fordele ved at overføre retten til skattemæssig afskrivning fra brugeren af et afskrivningsberettiget aktiv til en kreds af leasinginvestorer med høj marginalskat.

Som udgangspunkt omfatter loven enhver form for udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, der har mere end to ejere. Driftsmidler til en værdi af under 25.000 kr. og udlejning under 6 måneder undtages dog.

For så vidt angår skibe og bygninger omfatter loven de tilfælde, hvor aktivet købes og udlejes til en tidligere ejer. Hvis et driftsmiddel udlejes til en tidligere ejer, der ikke er skattepligtig her i landet, eller som beskattes efter de særlige regler for andelsforetagender, er antallet af ejere uden betydning.

Endelig omfattes udlejning af bygninger fra et personligt firma med mere end to ejere til lejere, der enten beskattes efter de særlige regler for andelsforetagender, eller som ikke er skattepligtige her i landet.

Indgrebet består i, at pristalsreguleringen og afskrivningsretten ophæves for de omfattede aktiver.

Loven har kun virkning for leasingandele eller aktiver, der er erhvervet den 30. november 1983 eller senere.

Ved 1. behandling blev lovforslaget behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m.v. (Skattemæssig behandling af finansiel leasing) (af Tastesen (S) m.fl.), se A.ll. nr. 73, 1. samling.

Udvalgsbetænkningen indeholdt bl.a. en række mindretalsændringsforslag fra S og SF. Betænkningen indeholdt endvidere flertalsændringsforslag fra S, SF og RV, som blev vedtaget, men som atter udgik ved ændringsforslag fra S, KF, V, CD og KrF i tillægsbetænkningen, idet følgende fremgik af tillægsbetænkningen:

»Ministeren for skatter og afgifter har i et samråd over for udvalget oplyst, at regeringen overensstemmende med lovkataloget snarest i begyndelsen af 1984 vil fremsætte forslag til lov om ændring af investeringsfondsloven og etableringskontoloven til præcision af arbejdskravets opfyldelse samt om løsning af problemerne ved frigivelse af midler, der ikke opfylder de i lovene indeholdte betingelser for frigivelse.«

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 162 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV, VS, KrF, Preben Lange (Grønl.), Steenholdt (Grønl.), Barsøe-Carnfeldt (UP), Askjær Jørgensen (UP), Tang Sørensen (UP) og Thorndahl (UP)) mod 11 (FP). Ingen stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Bernhardt Tastesen (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Villy Jørgensen (CD), John Lawaetz (FP), Erling Askjær Jørgensen (UFG), Bernhard Baunsgaard (RV) og Preben Wilhjelm (VS)