L 15 Lov om offentlig fiskeauktion m.v.

Af: Fiskeriminister Henning Grove (KF)
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 621 af 21-12-1983
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Formålet med loven er et revidere den gældende lov fra 1969 om salg af fisk ved offentlig auktion i lyset af de under denne lov indhøstede erfaringer.

I de senere år har den hidtidige mangeårige praksis for så vidt angår reguleringen af fiskeauktionsmestrenes indtægter reelt været sat ud af kraft, idet fiskeriministeriet har ment at måtte erkende, at den gældende auktionslov ikke giver klar hjemmel til, at fiskeriministeren på basis af årlige forhandlinger mellem Foreningen af fiskeauktionsmestre i Danmark, rigsrevisionen og fiskeriministeriet fastsætter et maksimum for den enkelte fiskeauktionsmesters årsindtægt.

I forbindelse med lovens gennemførelse er det hensigten at indlede en praksis, hvorefter det ved individuel salærtakstfastsættelse sikres, at den enkelte fiskeauktionsmester kan opnå en rimelig årsindtjening, der også afhængiggøres af omkostningerne, hvorved der lægges op til en større omkostningsbevidsthed til gavn for fiskerne og fiskerierhvervet.

Loven tilsigter endvidere bl.a. at åbne større mulighed for fiskeriministeren for kontrol med forskellige andre forhold angående landets fiskeauktioner, hvilket gælder både selve fiskeauktionsvirksomheden og de eventuelle andre erhvervsmæssige aktiviteter, som fiskeauktionsmestrene udøver eller måtte ønske at udøve.

I betænkningen blev der af fiskeriministeren stillet ændringsforslag, hvorefter der indføres en aldersgrænse på 67 år. Disse ændringsforslag blev tiltrådt af udvalget.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 124 stemmer.
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Henning Andersen (KF), Svend Heiselberg (V), Erik Hove Sørensen (SF), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Børge Halvgaard (FP) og Hans Larsen-Ledet (RV)