L 91 Lov om ændring af lov om tipning.

(Øget medarbejderrepræsentation).

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 107 af 11-03-1981
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ændringen af tipsloven går ud på at ændre tipslovens regel om sammensætningen af bestyrelsen for Dansk Tipstjeneste A/S, således at medarbejderrepræsentationen i dette selskab bringes i overensstemmelse med de nye regler i aktieselskabsloven om øget medarbejderrepræsentation.

Bestyrelsen udvides således, at den består af 1 formand og indtil 14 medlemmer.

Ved 1. behandling blev lovforslaget positivt modtaget af ordførerne for S, SF, RV og DR.

Ved ændringsforslag af ministeren i udvalgets betænkning udvidedes bestyrelsen fra de oprindeligt foreslåede 13 medlemmer til 14 medlemmer. Endvidere blev Dansk Firmaidrætsforbunds og De danske Gymnastik- og Ungdomsforeningers ønske om repræsentation i bestyrelsen imødekommet.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 91 stemmer mod 63 (V, KF, FP, CD og KrF).
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Anders Christian Poulsen (V), Leif Glensgård (FP), Karl Kjelgaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Aase Olesen (RV), Niels Bollmann (CD), Preben Wilhjelm (VS) og Ole Flygaard (DR)