L 126 Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.

(Aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger m. v.).

Af: Indenrigsminister Henning Rasmussen ()
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 274 af 16-06-1980
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Formålet med loven, der træder i kraft den 1. januar 1981, er at gennemføre en ordning, der sikrer visitationen til lands- og landsdelssygehuse i forbindelse med, at den hidtidige benyttelsesafgift for de statslige og statsbetalte sygehuse afløses af en egentlig takstbetaling, samt at de hidtidige statstilskud til amtskommunale neuroafdelinger, radiumstationer og tidligere undervisningssenge i Århus påbegyndes afviklet. Samtidig gennemføres en række ændringer, der må betragtes som en konsekvens af iværksættelsen af en egentlig takstbetaling på de statslige og statsbetalte sygehuse samt afviklingen af de nævnte statstilskud til amtskommunale sygehusafdelinger m. v.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om statens overtagelse af Finseninstitutet og forslag til lov om de fysiurgiske hospitaler i Hornbæk og Hald (se de 2 nærmest følgende sager), og om baggrunden m. v. for disse 3 lovforslag udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Disse 3 lovforslag skal ses i sammenhæng med undervisningsministerens lovforslag om rigshospitalets styrelse. Alle 4 lovforslag er nemlig led i gennemførelsen af en overordnet sygehusplan for hovedstadsområdet i løbet af 1980 på grundlag af den af hovedstadsrådet vedtagne grovskitse til denne plan, der er godkendt af indenrigsministeriet i juli 1979.

Allerede for en halv snes år siden begyndte man at indse, at der var et stadigt stigende behov for et planlægningsmæssigt samarbejde mellem hovedstadsområdets sygehuskommuner (Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner) samt mellem disse og de statslige og private sygehuse i området. Det var derfor en af de hovedopgaver, hovedstadsrådet blev pålagt ved hovedstadsreformen.

Samtidig fastlagde indenrigsministeriet en vis foreløbig ramme for den samlede sygehuskapacitet i hele hovedstadsområdet nogenlunde svarende til kapaciteten pr. indbygger i det øvrige land. Indenrigsministeriet fremhævede tillige, at de konkrete nedlæggelser måtte vurderes i lyset af bl. a. en kvalitetsmæssig vurdering af de enkelte sygehuse.

Den af hovedstadsrådet vedtagne grovskitse til den overordnede sygehusplan har opfyldt de af indenrigsministeriet stillede krav.

I forbindelse med drøftelserne om godkendelsen af grovskitsen til den overordnede sygehusplan for hovedstadsområdet opnåedes enighed mellem regeringen og hovedstadsrådet, Amtsrådsforeningen samt Københavns og Frederiksberg kommuner om indpasningen af den statslige sygehuskapacitet. Dette skete i overensstemmelse med en samlet plan for de statslige sygehuse, som var udarbejdet af en styringsgruppe med repræsentanter fra alle ministerier involveret i de statslige sygehuses forhold. Denne af regeringen godkendte samlede plan indebærer, at kapaciteten på de statslige sygehuse reduceres til 2.100 senge, som samtidig samles på rigshospitalet. Finseninstitutet og Fysiurgisk Hospital i Hornbæk lægges efter planen sammen med rigshospitalet, og disse hospitalers funktioner overflyttes i løbet af 1980erne til rigshospitalet.

Med henblik på at skabe de bygningsmæssige forudsætninger for at overflytte funktionerne til rigshospitalet er der udarbejdet et skitseprojekt til nybyggeri på rigshospitalets Tagensvejområde. Projektet indeholder en nybygning indeholdende sengeafsnit og ambulatorier. Dertil kommer underjordiske anlæg til strålebehandlingsfaciliteter samt en ombygning af en eksisterende bygning på området til laboratorier.

Der har på grundlag af dette projekt været udarbejdet et udkast til lovforslag om nybyggeri på rigshospitalets Tagensvejområde. Dette lovforslag fremsættes imidlertid ikke på nuværende tidspunkt. Regeringen har ønsket i den nuværende økonomiske situation nærmere at vurdere de økonomiske sider af nybyggeriet. Det er imidlertid regeringens opfattelse, at det udarbejdede projekt indebærer den bedste løsning af indpasningen af funktionerne fra Finseninstitutet og Fysiurgisk Hospital i Hornbæk på rigshospitalet, og det er derfor regeringens hensigt at søge denne løsning gennemført på længere sigt. Regeringen vil derfor på et senere tidspunkt, tidligst i næste folketingssamling, fremsætte lovforslag herom.

Sygehuskommunerne og hovedstadsrådet opfyldte ved vedtagelsen af den nævnte grovskitse deres del af den fælles opgave med planlægningen for sygehusvæsenet i hovedstadsområdet. Samtidig med, at man opfylder et længe næret ønske hos sygehuskommunerne om en ligestilling mellem de statslige og de kommunale sygehuse, vil de her fremsatte lovforslag gøre det muligt for staten at opfylde sin del. Uanset at planen om nybyggeri på rigshospitalet indtil videre udskydes, vil staten også i denne overgangsperiode kunne stille de ydelser til rådighed for kommunerne, som hidtil har været forudsat.

Lovforslaget om ændring af sygehusloven har imidlertid betydning for sygehusplanlægningen i hele landet, nemlig den del, der vedrører planlægningen af sygehusvæsenets lands- og landsdelsfunktioner. Lovforslaget tilsigter således at gennemføre en ordning, hvorefter visitationen (henvisningen) af patienter til lands- og landsdelssygehuse for fremtiden skal baseres på aftaler mellem vedkommende sygehusmyndigheder.

Sygehusvæsenets lands- og landdelsfunktioner varetages fortrinsvis på rigshospitalet og Finseninstitutet samt på de store kommunale sygehuse i Århus, Odense, Ålborg og i hovedstadsområdet og har hidtil i væsentligt omfang været statsfinansieret, enten gennem statslig drift eller ved tilskudsordninger. Som en konsekvens heraf har amtskommunerne heller ikke haft formel indflydelse på visitationen til og dermed omfanget af benyttelsen af statslige sygehuse og statsbetalte amtskommunale lands- og landsdelsafdelinger.

Med hjemmel i en bestemmelse, der blev indsat i sygehusloven allerede i 1975, agtes med virkning fra 1. januar 1981 iværksat en egentlig takstbetalingsordning for det løbende aktuelle forbrug på statslige sygehuse. Samtidig påbegyndes afviklingen af de hidtidige tilskudsordninger til visse amtskommunale lands- og landsdelsafdelinger. Over en overgangsperiode indtil 1985 vil amtskommunerne herefter overtage det fulde økonomiske ansvar, også for sygehusvæsenets lands- og landsdelsfunktioner. Visitationssystemet må følgelig indrettes herefter.

Det foreslåede aftalesystem opfylder såvel de kommunale parters interesse i, at amtskommunerne, som skal betale, får direkte indflydelse på visitationen, som statens interesse i, at visitationen af patienter til lands- og landsdelssygehuse ikke bliver vanskeliggjort af en betalingsordning. Specielt er det fra statens side tillagt afgørende betydning, at visitationsordningen kan sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af rigshospitalets kapacitet.

De anførte principper for den fremtidige betalings- og visitationsordning, som de kommunale parter har tilsluttet sig, har været en væsentlig forudsætning for, at der er blevet opnået enighed om indpasningen af de statslige sygehuse i den overordnede sygehusplanlægning for hovedstadsområdet.«

Med hensyn til den af indenrigsministeren nævnte lovændring fra 1975 kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1974-75, side 256 ff.

Lovforslaget kom til 1. og senere 2. behandling sammen med de 2 ovenfor anførte lovforslag af indenrigsministeren samt det af indenrigsministeren i hans fremsættelsestale omtalte af undervisningsministeren fremsatte forslag til lov om rigshospitalets styrelse, (se A. I. nr. 158). Også den af udvalget afgivne betænkning var fælles for de 4 lovforslag.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget uændret med 160 stemmer mod 6 (VS).
Partiernes ordførere
Helmar Sørensen (S), Svend Erik Hovmand (V), Uffe Thorndahl (FP), Karen Thurøe Hansen (KF), Birthe Nielsen (SF), Tage Dræbye (RV), Carl Thio Tyroll (VS), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Ole Flygaard (DR)