L 1 Finanslov for finansåret 1980.

Af: Finansminister Svend Jakobsen (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. B 5 af 21-12-1979
Lov nr. B. 5 af 21. december 1979.

Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovforslaget var ved fremsættelsen enslydende med det den 15. august 1979 og det den 2. oktober 1979 fremsatte lovforslag.

Finanslovforslaget indeholdt ved fremsættelsen samlede udgifter på godt 118,9 mia kr. og samlede indtægter på knap 108,2 mia kr., således at underskuddet på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet udgjorde godt 10,7 mia kr.

Om lovforslaget oplyste finansministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:

»Ved fremsættelsen af finanslovforslaget i august måned blev det fremhævet, at forslaget var udarbejdet på grundlag af skøn over den økonomiske udvikling, som den blev vurderet i maj-juni 1979.

Pris- og beskæftigelsesvirkningerne af de i juni og senere indtrufne oliepriser indgår således ikke i forslaget. Der må derfor forudses væsentlige korrektioner af nogle hovedposter i forbindelse med finanslovforslagets behandling.«

Tallene for den vedtagne finanslov blev: indtægter ca. 110,4 mia kr. og udgifter ca. 121,1 mia kr., således at underskuddet udgjorde 10,6 mia kr.

Finanslovforslaget blev efter 1. behandling henvist til finansudvalget. Den af udvalget afgivne betænkning indeholdt i et bilagshæfte de af ministrene afgivne svar på de af udvalget stillede spørgsmål, hvorimod der ikke i betænkningen var stillet ændringsforslag.

Betænkningen indeholdt følgende indstilling:

»Herefter indstiller udvalget finanslovforslaget for 1980 til vedtagelse ved 2. behandling med de af industriministeren og energiministeren stillede ændringsforslag, men fremhæver, at der med afgivelsen af nærværende betænkning ikke fra nogen side i udvalget er taget stilling til den endelige udformning af de enkelte paragraffer. Partiernes stilling til finanslovforslaget og de enkelte dele af dette vil som i tidligere år afhænge af det videre udvalgsarbejde, herunder de ændringsforslag, der stilles til lovforslaget ved dets 3. behandling.«

Efter 2. behandling af finanslovforslaget henvistes dette på ny til finansudvalget, der afgav tillægsbetænkning med 424 ændringsforslag fra ministrene og 276 ændringsforslag fra forskellige mindretal. Uden for tillægsbetænkningen var der stillet 6 ændringsforslag af finansministeren og 1382 ændringsforslag af forskellige mindretal. 3 ændringsforslag var taget tilbage. I alt var der således til 3. behandling stillet 2.085 ændringsforslag. 3. behandling af finanslovforslaget blev på grund af de mange ændringsforslag meget omfattende. Foruden de nævnte partiordførere havde følgende medlemmer ordet: Albertsen (S), Lindenskov (S), Brixtofte (V), Ellefsen (V), Svend Erik Hovmand (V), Arentoft (FP), Erlendsson (FP), Askjær Jørgensen (FP), Maisted (FP), Poulsgaard (FP), Margrete Auken (SF), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Hanne Engberg (SF), Bolvig (RV), Steen Folke (VS) og Steenholdt (Grønl.). Af ministrene deltog foruden finansministeren også statsministeren og forsvarsministeren i debatten. Efter afstemningen om ændringsforslagene blev det således ændrede finanslovforslag vedtaget med 137 stemmer imod 25 (FP og VS), medens 11 (SF) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Bertel Haarder (V), Leif Glensgård (FP), Palle Simonsen (KF), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Arne Melchior (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS), Christian Christensen (KrF) og Ole Flygaard (DR)