Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven, der i hovedsagen trådte i kraft den 1. juli 1979, gennemføres en række ændringer i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v., der kan gengives således:

1. Der indføres en ordning, hvorefter arbejdsgiveren skal betale et beløb for ledighed, som opstår i forbindelse med jul, påske, Kristi himmelfartsdag, 1. maj og grundlovsdag. Beløbet, der beregnes på grundlag af de arbejdsløshedsdagpenge, som er udbetalt som følge af ledigheden, kan ikke overstige betaling for 40 timer for hver ansat inden for den enkelte lukningsperiode.

Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, hvis den ansatte vender tilbage til virksomheden, og kun hvis ledigheden har medført udbetaling af dagpenge.

2. Arbejdsdirektørens ret til at fastsætte særlige regler om retten til dagpenge for et medlem, hvis ægtefælle driver selvstændig virksomhed, ophæves, hvorved den hidtil gældende såkaldte 130 dages regel bortfalder.

3. Der gives arbejdsdirektøren ret til efter forhandling med landsarbejdsnævnet at fastsætte nærmere regler om retten til dagpenge i forbindelse med arbejdsfordelingsordninger. I den bestemmelse, der også på en række andre områder giver arbejdsdirektøren ret til efter forhandling med landsarbejdsnævnet at fastsætte særlige regler, præciseres det, at såvel arbejde som indtægt under ledighed kan medføre fradrag i dagpengene.

4. Der indsættes en bestemmelse, hvorefter det påhviler arbejdsformidlingen under medvirken af vedkommende arbejdsmarkedsnævn regelmæssigt at søge oplysninger fra arbejdsgivere om det forventede forbrug af arbejdskraft. Nærmere regler herom fastsættes af arbejdsdirektøren efter forhandling med landsarbejdsnævnet.

5. Reglerne om betingelserne for retten fil dagpenge ændres således, at kun det arbejde, som er udfort i perioder, hvor medlemmet har været medlem af en arbejdsløshedskasse, medregnes til opfyldelse af de arbejdskrav - normalt 26 uger inden for de sidste 3 eller 4 år - som opstilles i loven, eller som fastsættes administrativt med hjemmel i loven.

6. Arbejdsløshedslovens § 62, der efter den hidtil gældende formulering indeholdt nogle klare eksempler på situationer, hvor et medlem ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, ændres således, at forudsætningen om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fremgår klart af lovteksten, og således at det også af lovteksten fremgår, at der normalt ikke kan udbetales dagpenge under uddannelse. Samtidig gives der hjemmel til at udstede regler om, hvad der kræves, for at et medlem kan betragtes som stående til rådighed for arbejdsmarkedet.

7. Der gives hjemmel til, at arbejdsdirektøren efter forhandling med landsarbejdsnævnet kan udstede regler om, hvornår vægring foreligger, og sanktionerne herimod. Reglerne om sanktioner har hidtil stået i standardvedtægten for arbejdsløshedskasser.

8. Der gives adgang til, at medlemmer, der i optjeningsåret har modtaget dagpenge på grund af ledighed eller fravær på grund af sygdom eller fødsel uden samtidig at have optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn, kan få arbejdsløshedsdagpenge, når de, efter at være kommet i arbejde, holder ferie. Denne ændring trådte i kraft ved lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

9. Antallet af medlemmer i en arbejdsløshedskasse som betingelse for statsanerkendelse forhøjes fra 1.000 til 5.000 medlemmer.

For at sikre, at ingen gruppe i forbindelse med denne omlægning kommer til at stå uden forsikringsmulighed, gives der arbejdsdirektøren mulighed for efter forhandling med landsarbejdsnævnet at pålægge en kasse at optage medlemmer, som ikke har kunnet opnå optagelse i en anerkendt kasse.

Endvidere vil kasser, der ved lovens ikrafttræden er anerkendt, kunne bevare anerkendelsen til 1. januar 1985 under forudsætning af, at de stadig har over 1.000 medlemmer.

10. Der gives arbejdsdirektøren og arbejdsformidlingen udtrykkelig hjemmel til at kræve oplysninger fra offentlige myndigheder til brug ved administrationen af arbejdsløshedsforsikringen.

11. Reglerne om arbejdsgiverbidrag til arbejdsløshedsforsikringen ændres således, at der skal ydes bidrag af alle arbejdsgivere, der er forsikringspligtige efter arbejdsskadeforsikringsloven, dog med de undtagelser, der følger af arbejdsløshedslovens § 84.

Alle arbejdsgivere skal herefter betale fuldt bidrag for hver forsikret helårsarbejder. Dog skal der ikke betales bidrag for en helårsarbejder i hvert foretagende.

12. Der indføres en regel, hvorefter timer, hvormed beskæftigelsen har oversteget fagets normale arbejdstid - for deltidsforsikrede timer udover medlemmets gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før ledigheden - overføres til den følgende uge og dermed nedsætter muligheden for at få udbetalt dagpenge i denne uge. I særlige tilfælde kan overskydende timer dog overføres over en længere periode.

13. Der indføres en begrænsning i deltidsforsikredes adgang til supplerende dagpenge i form af begrænsning af den tid, hvori medlemmet kan få supplerende dagpenge. Herefter kan supplerende dagpenge i sådanne tilfælde, hvor der efter aftale arbejdes i mindre omfang end den hidtidige gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, men dog mindst 15 timer om ugen, højst udbetales i 13 uger inden for 1 år. Retten til at få udbetalt supplerende dagpenge kan dog generhverves gennem 13 ugers arbejde af mindst samme omfang som før ledighedens indtræden.

Samtidig ændres beregningsmetoden for supplerende dagpenge til deltidsforsikrede, således at beregningen ligesom for fuldtidsforsikrede som hovedregel sker på grundlag af den tid, som er anvendt til arbejdet.

14. Reglen i § 61, stk. 3, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v., der bestemmer, at såfremt mindst 65 pct. af de medlemmer af en arbejdsløshedskasse eller afdeling heraf, som er i arbejde ved iværksættelsen af en strejke eller lock-out, anses for omfattet af konflikten, skal der normalt lukkes for udbetaling af dagpenge til kassens (afdelingens) øvrige medlemmer, ændres således, at den kun finder anvendelse ved ikke overenskomststridige konflikter.

15. Endelig tydeliggøres, at tilsynsmyndighedernes ret til at kræve oplysninger fra kasserne og til at fastsætte, hvorledes oplysningerne skal gives, også omfatter oplysninger med rent statistisk formål.

Det bemærkes, at den ovenfor under 2. beskrevne ændring ikke var indeholdt i det fremsatte lovforslag, samt at der i bemærkningerne til lovforslaget udover de omtalte lovændringer er redegjort for en række administrative ændringer, herunder indførelsen af en særlig sanktionsregel ved arbejdsvægring i situationer, hvor der udbetales supplerende dagpenge. Disse administrativt gennemførte regler blev under lovforslagets behandling i folketingssalen og i arbejdsmarkedsudvalget såvel som i offentligheden gjort til genstand for drøftelse på lige fod med de egentlige lovændringer.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Lovforslaget indeholder en række elementer af forskellig art og vægt og dermed også med noget forskellig baggrund. Hovedformålet er imidlertid at foretage justeringer af forsikringssystemet, således at det kommer til at svare bedre til de gældende forhold på arbejdsmarkedet. Dette indebærer ændringer af loven og af administrative regler, der kan medvirke både til at undgå utilsigtet anvendelse af systemet, til at sikre hensigtsmæssige forhold for de mennesker, som rammes af arbejdsløshed, og til at sikre et effektivt og hensigtsmæssigt forsikringssystem.

Baggrunden for lovforslaget er således i høj grad, at der er sket en udvikling på arbejdsmarkedet, som gør visse gældende regler mindre hensigtsmæssige. Det er i denne sammenhæng meget vigtigt at være klar over, at der er en vekselvirkning mellem dagpengereglerne og ansættelses- og arbejdsforholdene, således at dagpengereglerne kan være med til at fremme eller hæmme tendenser på arbejdsmarkedet. Dette er særlig tydeligt i perioder med dårlig beskæftigelse, hvor visse af de mekanismer, som ellers forhindrer utilsigtet anvendelse af dagpengene, ikke virker fuldt ud.

Det er regeringens ønske at søge at begrænse antallet af situationer, hvor dagpengereglerne indvirker på arbejdsmarkedets forhold, fordi ændringer på dette område bør fremkomme som tilsigtede følger af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller af lovgivning og ikke som mere eller mindre tilfældige resultater af udbetaling af dagpenge. Lovforslagets formål er derfor også at medvirke til at opretholde de arbejdsvilkår m. v., som er aftalt gennem de kollektive overenskomster.«

I den af udvalget afgivne betænkning blev lovforslaget af et flertal (S, V, CD og RV) indstillet til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag, hvorefter den ovenfor under 2. beskrevne ændring gennemførtes, lovens ikrafttræden blev udskudt fra 1. april til som hovedregel 1. juli 1979 og fristen for bevarelse af anerkendelsen af arbejdsløshedskasser med mellem 1.000 og 5.000 medlemmer blev forlænget fra 1. januar 1982 til 1. januar 1985. Med hensyn til den førstnævnte ændring var flertallet enig om, at nettoudgiften herved, der ansloges til ca. 50 mill. kr., skulle tilvejebringes ved besparelser inden for arbejdsministeriets område, og om, at beslutning herom skulle træffes inden 1. oktober 1979. Om indholdet af flertalsindstillingen i øvrigt, de afgivne mindretalsudtalelser samt de af en række mindretal stillede ændringsforslag henvises til den af udvalget afgivne betænkning.

Ved 2. behandling blev de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag vedtaget, medens de af mindretallene stillede ændringsforslag blev forkastet, hvorefter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Efter at udvalgets formand ved 3. behandling på udvalgets vegne havde afgivet mundtlig indstilling over lovforslaget, blev dette vedtaget med 99 stemmer (S, V, CD, RV og KrF) mod 55 (FP, KF, SF, DKP og VS), medens 6 medlemmer (DR) hverken stemte for eller imod.