L 126 Lov om indførelse af elektrisk drift på fjerntrafikstrækningerne ved DSB.

Af: Minister for offentlige arbejder Ivar Hansen (V)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 206 af 23-05-1979
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven har følgende ordlyd:

»Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at gennemføre de fornødne foranstaltninger til indførelse af elektrisk drift på de fjerntrafikstrækninger ved DSB, hvor forholdene efter ministerens skøn taler herfor.«

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at elektrificeringen er forudsat etableret på stort set alle persontrafikstrækninger på Sjælland, Lolland og Falster samt på strækningerne Nyborg-Esbjerg og Frederikshavn-Padborg. Elektrificeringen påbegyndes øst for Store Bælt.

Af udvalgets betænkning fremgår, at udvalget har drøftet mulighederne for at fremskynde elektrificeringen samt at ministeren for offentlige arbejder hertil har oplyst, at det næppe er praktisk muligt at fremskynde de indledende faser (til indtil 1984) væsentligt, men at det er teknisk muligt at fremskynde alle senere faser, således at den forventede anlægsperiode på 15 år afkortes med 3 år.

Et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) gav i betænkningen udtryk for, at det kunne tilslutte sig, at anlægsperioden blev søgt reduceret med de 3 år.

Lovforslaget fik en yderst positiv modtagelse i folketinget og blev ved 3. behandling vedtaget med 130 stemmer imod 21 (FP).
Partiernes ordførere
Jørgen Damgaard (S), Leif Glensgård (FP), Gustav Holmberg (V), Ib Langsted (CD), Henning Grove (KF), Ole Henriksen (SF), Karl Møller (DKP), Alfred Hansen (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Kurt Hansen (VS)