L 112 Lov om bemyndigelse til optagelse af indenlandske statslån.

Af: Finansminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 36 af 12-02-1979
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven bemyndiges finansministeren til at udstede indenlandske obligationer til et samlet beløb af indtil 21 mia. kr. (§ 1) samt til at udstede indenlandske gældsbeviser til et samlet beløb af indtil 4 mia kr. (§ 2).

I lovforslagets skriftlige fremsættelse anfører finansministeren følgende: »Ifølge det finanslovforslag for finansåret 1979, som regeringen har fremsat, og som skal færdigbehandles inden jul, må vi regne med et betydeligt bruttokasseunderskud i 1979. Det er fortsat regeringens opfattelse, at det er nødvendigt i tilstrækkeligt omfang at neutralisere den likviditetsudvidelse, der herigennem finder sted, således at uønskede virkninger på den valutapolitiske stabilitet og den hjemlige efterspørgsels- og inflationsudvikling kan undgås. Især lægger regeringen vægt på at sikre den nødvendige refinansiering af den betydelige private gæld i udlandet og finansieringen af det løbende betalingsbalanceunderskud.«

I udvalgets tillægsbetænkning stillede et mindretal (Glensgård (FP) og Askjær Jørgensen (FP)) ændringsforslag, hvorefter der ikke skulle kunne indføres restriktioner for de i § 1 nævnte obligationer ved salg til udlændinge.

Ændringsforslaget blev forkastet ved 3. behandling, hvorefter lovforslaget blev vedtaget med 92 stemmer (S, V, CD, RV, KrF og Steenholdt (Grønl.)) imod 52 stemmer (FP, KF, DKP, DR og VS). 4 (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om optagelse af statslån i udlandet. (Se A. I. nr. 25).
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Jens Kristian Hansen (S), Erling Askjær Jørgensen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Ib Langsted (CD), Hagen Hagensen (KF), Ole Olsen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Alfred Hansen (DR), Bent Honoré (KrF), Grethe Philip (RV) og Preben Wilhjelm (VS)