Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven er enhver, der antages til i en arbejdsgivers tjeneste at udføre arbejde her i landet eller på dansk skib, forsikret mod følgerne af arbejdsskade efter visse nærmere bestemmelser. Forsikringspligten påhviler arbejdsgiveren, jvf. lovens § 5.

I kapitel 2 defineres arbejdsskade, hvorved forstås

1) ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

2) skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, eller

3) erhvervssygdomme og andre sygdomme som nævnt i § 10.

Lovens kapitel 3 indeholder regler om anmeldelse og sagsoplysning.

De ydelser, der kan udbetales efter loven, angives i kapitel 4 og omfatter

1) sygebehandling, optræning og hjælpemidler m. m.,

2) erstatning for tab af erhvervsevne,

3) erstatning for varigt mén,

4) overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,

5) erstatning for tab af forsørger.

Om nr. 2 og 3 skal særligt fremhæves, at ménerstatningen fastsættes ud fra skadens medicinske art og omfang på grundlag af tabelsatser på lignende måde som den nuværende invaliditetserstatning. Erstatningen foreslås ydet for méngrader på 5 pct. eller derover.

Ménerstatningen ydes principielt som en kapitalerstatning, beregnet ud fra en årlig ydelse.

Ydelsen er ved en méngrad på 100 pct. fastsat til 13.000 kr. svarende til ca. 1/4 af den højeste invaliditetserstatning efter nugældende lov. Ved lavere méngrader reduceres erstatningen forholdsmæssigt. Ved særlig alvorlige skader kan der ydes et tillæg på 20 pct.

Ménerstatningen fastsættes uajhængigt af skadelidtes indtægt, idet alene de medicinske følger af arbejdsskaden erstattes.

Er der samtidig opstået en forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder, vil skadelidte yderligere være berettiget til en erhvervsevnetabserstatning.

Denne erstatning fastsættes efter et skøn over skadens betydning i det enkelte tilfælde.

Vedr. nr. 4 og 5 skal fremhæves, at

Erstatning til ægtefællen er opdelt i 2 erstatningsformer:

En egentlig erstatning til de efterladte afhængig af det påviste økonomiske tab.

En overgangshjælp, der ydes for de udokumenterbare udgifter m. v. i forbindelse med en ægtefælles (samlevers) død.

Lovens § 31 erstatter tidligere lovs formelle forsørgertabskriterium med et økonomisk kriterium. Enkens erstatningsret er herefter betinget af, om hun som følge af ægtemandens død må antages at have fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet. Ydelsen tilkendes for en tidsbestemt periode, hvis længde fastsættes under hensyn til behovet i det enkelte tilfælde. Længste periode er 10 år. Der kan tilkendes yderligere perioder, såfremt forholdene taler herfor. Afgørende for retten til erstatning og erstatningens varighed bliver herefter forhold som den efterladtes alder, helbred, uddannelse, erhvervsaktivitet, erhvervsevne, forsørgerpligter og økonomi.

Loven medfører ligestilling af efterladt enke og enkemand. I relation til efterladteerstatning er fastsat ligestilling af ægteskabet og et ægteskabslignende forhold af mindst 5 års varighed.

En ægtefælles (eller samlevers) død vil selv i tilfælde, hvor en egentlig forringelse af den forsørgelsesmæssige stilling ikke foreligger, medføre en række ændringer i den efterladtes tilværelse, som, uden at det måske kan dokumenteres, medfører udgifter for den efterladte.

Ifølge § 30 ydes til en efterladt ægtefælle samt til visse samlevere et overgangsbeløb. Denne erstatning ydes med et fast beløb på 17.000 kr. til alle uanset den afdødes indtægtsforhold. Ved fastsættelsen af overgangsbeløbets størrelse er bl. a. taget hensyn til, at gældende lovs begravelseshjælp foreslås afskaffet. Der vil. fortsat kunne ydes begravelseshjælp efter sygesikringsloven (pr. 1. april 1977 1.600 kr. for en voksen person).

Løbende ydelser for tab af erhvervsevne og forsørgertabserstatning ophører ved ydelsesmodtagerens 67. år mod udbetaling af et engangsbeløb på 2 års ydelse.

Ved fastsættelsen af et årslønsmaksimum er der sat en grænse for størrelsen af den faktiske indtægt, der kan indgå i erstatningsfastsættelsen.

Årslønsmaksimum er i ydelsesniveau april 1977 fastsat til 107.500 kr., jvf. § 37.

Ifølge lovens kapitel 7 om forsikringspligtens ordning er forsikringspligtige arbejdsgivere (bortset fra staten, kommunerne og civillisten) forpligtet til at overføre deres risiko efter loven til et forsikringsselskab, der er godkendt af socialministeren, medmindre de er medlemmer af et forsikringsforbund som nævnt i § 49.

Afgørelse af alle spørgsmål efter loven træffes ifølge § 53 af sikringsstyrelsen, medmindre andet er fastsat. Sikringsstyrelsens afgørelser kan indbringes for den sociale ankestyrelse.

Loven trådte i kraft den 1. april 1978 med virkning på arbejdsskader indtruffet efter lovens ikrafttræden. Fra samme tidspunkt ophævedes lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde (lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968).

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring, afgivet af et af socialministeren den 5. marts 1974 nedsat udvalg, hvori bl. a. arbejdsmarkedets parter var repræsenteret.

Ved 1. og 2. behandling blev lovforslaget behandlet sammen med socialministerens samtidig fremsatte forslag til lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m. fl. og forslag til lov om ændring i lov om invalideforsørgelse. (Om opregulering af forsørgelser), se de nærmest følgende sager. Socialudvalget afgav en samlet betænkning over forslagene.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 129 stemmer, mens 23 (SF, DKP, VS og DR) undlod at stemme.