L 199 Lov om ændring af lov om afgift af benzin.

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 435 af 06-09-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven går ud på at forhøje benzinafgiften med 10 øre pr. liter fra 122 øre til 132 øre pr. liter.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 82 stemmer for (S, V, KF og RV), medens 56 stemte imod og 5 (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)