Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Lovforslaget er i princippet en konsekvensændring som følge af den nye folkeskolelov (lov nr. 313 af 26. juni 1975).
Ifølge lovforslaget foretages bl. a. følgende ændringer i. lov om gymnasieskoler og studenterkursus, jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af 10. juli 1970, som ændret ved lov nr. 67 af 3. marts 1971, lov nr. 291 af 9. juni 1971 og lov nr. 113 af 28. februar 1973:
Som konsekvens af bortfaldet af folkeskolens realafdeling foreslås adgangen til gymnasieskolen gjort fri, idet der iflg. lovforslaget kun stilles krav om, at eleven skal have fulgt folkeskolens undervisning på 9. klassetrin eller tilsvarende undervisning. Eleverne skal dog have fulgt undervisningen i tysk på 7.-9. klassetrin. Elever, der søger optagelse på en sproglig linie, skal endvidere have fulgt undervisningen i latin på 9. klassetrin. Det bemærkes, at den afleverende skole ikke længere skal afgive en udtalelse om elevens egnethed for gymnasiet.
Efter en under udvalgsbehandlingen foreslået ændring indføjedes en bestemmelse i lovforslaget om, at kun elever, der tilhører et trossamfund uden for folkekirken, kan fritages for religionsundervisningen i gymnasiet.
Det nævnte ændringsforslag, der vedtoges ved lovforslagets 2. behandling, var stillet af undervisningsministeren og tiltrådt af udvalget med undtagelse af Steen Folke (VS).
Et flertal (venstres, fremskridtspartiets, kristeligt folkepartis, det konservative folkepartis og centrum-demokraternes medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag om, at optagelse i gymnasiet gøres betinget af, at eleven
1. har afsluttet 9. klassetrin i grundskolen,
2. har gennemgået udvidet kursus eller ikke-kursusdelt undervisning i regning/matematik, engelsk, tysk og fysik/kemi på 9. klassetrin i grundskolen eller på kursus, der forbereder til folkeskolens afgangsprøve i de nævnte fag,
3. har aflagt folkeskolens afgangsprøve i dansk og de under nr. 2 nævnte fag med et tilfredsstillende resultat og
4. efter den hidtidige skoles opfattelse forventes at kunne følge undervisningen i gymnasiet på tilfredsstillende måde og fuldføre denne på normal tid.
Optagelse i 1. gymnasieklasse på en sproglig linje er endvidere betinget af, at eleven har aflagt folkeskolens afgangsprøve i latin med et tilfredsstillende resultat.
Ved lovforslagets 2. behandling bortfaldt udvalgsflertallets ændringsforslag om optagelseskriterierne som følge af stemmelighed.
Ved 3. behandling forkastedes lovforslaget med 79 stemmer (V, FP, KF, KrF og CD) mod 66 (S, SF, DKP og VS), medens 15 (RV og Lembourn) undlod at stemme.