Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved lovforslaget foresloges i ligningsloven som en ny § 28 indsat en bestemmelse, hvorefter den ansatte skattepligtige indtægt for personer ikke gennem afskrivninger og henlæggelser skulle kunne bringes ned under den skattepligtiges privatforbrug. Hvor den skattepligtige indkomst efter afskrivninger m. m. ville være mindre end privatforbruget, skulle indkomsten derfor ansættes til et til privatforbruget svarende beløb. Forhøjelsen af den ansatte indkomst skulle dog ikke kunne overstige de foretagne afskrivninger og henlæggelser.

Om formålet med lovforslaget udtaltes i bemærkningerne til lovforslaget bl. a. følgende:

"Forslaget tilsigter at hindre urimelig udnyttelse af adgangen til skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger og henlæggelser. Efter de gældende regler kan der afskrives m. m. uden hensyn til, hvor langt den skattepligtige indkomst herved nedbringes. Det åbner under visse omstændigheder mulighed for at bringe indkomsten længere ned, end det af det store flertal af befolkningen findes rimeligt — i nogle tilfælde endog ned til nul — således at indkomstbeskatning helt undgås.

Den foreslåede lovbestemmelse skal ikke omfatte afskrivninger, der er bundet til det pågældende indkomstår, idet disse ellers fortabes. Det drejer sig bl. a. om visse bygningsafskrivninger.

Det privatforbrug, som skal være mindstegrænse for, hvad den skattepligtige indtægt kan nedbringes til gennem afskrivninger og henlæggelser, er det samme, som normalt opgøres og anvendes af skattemyndighederne ved kontrollen med de erhvervsdrivendes skatteregnskaber. Det angiver det privatforbrug, som den skattepligtige indkomst, sammenholdt med formuebevægelserne i det pågældende indkomstår, giver plads til. Der bliver således ikke tale om at pålægge skattemyndighederne nye arbejdskrævende opgaver. Heller ikke de erhvervsdrivende bliver pålagt nye arbejdsopgaver, idet privatforbruget allerede nu skal kunne ses af regnskaberne."

Ved 1. behandling udtrykte finansministeren forståelse for den tankegang, der lå bag forslaget, men han advarede mod en gennemførelse af lovforslaget i den foreliggende form, idet det ville medføre en lang række problemer — først og fremmest med hensyn til fastlæggelse af en entydig definition af begrebet privatforbrug — ligesom det ville forøge antallet af skattesager stærkt.

Lovforslaget opnåede dog under behandlingen i folketinget tilslutning fra socialdemokratiet, det radikale venstre, centrum-demokraterne, socialistisk folkeparti og kristeligt folkeparti, der tilsammen repræsenterede et flertal i folketinget. I en betænkning fra skatte- og afgiftsudvalget fremkom de nævnte partiers repræsentanter i udvalget med følgende indstilling:

"Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres, centrum-demokraternes, socialistisk folkepartis og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af flertallet stillede ændringsforslag.

Flertallet har dog ikke villet afvise at tage hensyn til, at der fra det af finansministeren nedsatte udvalg kan fremkomme forslag, som eventuelt kan give anledning til ændringer. Man er derfor indforstået med, at 3. behandling af lovforslaget udskydes til september samlingen, idet flertallet allerede nu ønsker at præcisere, at man ved 3. behandling vil stemme for lovforslagets endelige vedtagelse med de eventuelle ændringer, som flertallet til den tid måtte blive enig om."

Ved lovforslagets 3. behandling vedtoges et ændringsforslag om en ændret affattelse af lovforslagets hovedbestemmelse, således at den foreslåede nye § 28 i ligningsloven fik følgende affattelse:

"§ 28. Hvor en skattepligtig person har foretaget skattemæssig afskrivning, henlæggelse til investeringsfond eller beløbsmæssigt har forøget sin nedskrivning på varelagre og varepartier indkøbt på bindende kontrakt i forhold til det foregående år og den skattepligtige indtægt derved bliver mindre end det ligningsmæssigt opgjorte privatforbrug, ansættes den skattepligtige indkomst til dette beløb, jfr. dog stk. 4. Forhøjelsen af indkomsten skal dog ikke kunne overstige de samlede afskrivnings-, nedskrivnings- og henlæggelsesbeløb.

Stk. 2. Finansministeren fastsætter de nærmere regler for opgørelsen af privatforbruget.

Stk. 3. De skattemæssige afskrivninger i stk. 1 omfatter ikke afskrivninger, der er bundet til det enkelte år, og som fortabes, hvis de ikke foretages i det pågældende år. I øvrigt kan begrænsningen af afskrivning på driftsmidler kun ske inden for den del af afskrivningen, der overstiger 10 pct. af saldoværdien, og begrænsningen af afskrivning på bygninger og særlige installationer i bygninger kun inden for den del, der overstiger 2 pct. af anskaffelsessummen.

Stk. 4. Begrænsning af afskrivninger m. v. efter stk. 1 skal dog kun ske, hvor privatforbruget, nedrundet med 5.000 kr., overstiger 50.000 kr.

Stk. 5. En skattepligtig, hvis skattepligtige indtægt er forhøjet efter reglerne i denne lov, fortaber ikke derved de pågældende afskrivninger m. m., idet disse umiddelbart af den skattepligtige kan overføres til et senere regnskabsår."

Bestemmelsen, der har virkning fra og med indkomståret 1975, optages til revision i folketingsåret 1977-78.

Loven blev ved 3. behandling vedtaget med 103 stemmer mod 28 (FP og U), medens 42 medlemmer (V og KF samt Dagmar Andreasen (RV), Gudme (RV) og Poul Dam (SF)) undlod at stemme.