L 193 Lov om ændring af borgerlig straffelov.

(Mindre berigelsesforbrydelser m. m.).

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 319 af 13-06-1973
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Loven tilsigter i første række en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet på en række væsentlige områder inden for strafferetten. Loven bygger på betænkning nr. 650/1972 vedrørende nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål samt på de udtalelser, som justitsministeriet har indhentet over betænkningen, herunder navnlig en indstilling af 5. januar 1973 fra straffelovrådet.

Udover de ændringer, der bygger på den nævnte betænkning, indeholder loven yderligere ændringer. Det er således efter loven overladt til domstolene at træffe afgørelse om, hvilke retsfølger der skal være knyttet til overtrædelse af vilkår for løsladelse på prøve i tilfælde, hvor den prøveløsladte har begået ny kriminalitet i prøvetiden.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1973.

Udvalgsbehandlingen resulterede i ændringsforslag fra justitsministeren, hvorefter forslag om ophævelse af blasfemibestemmelsen og nedsættelsen af den seksuelle lavalder vil blive fremsat næste samling 1973-74. Desuden stillede ministeren ændringsforslag om bibeholdelse af en højere strafferamme for mindre berigelsesforbrydelser i gentagelsestilfælde, men således at denne strafferamme samt strafferammen for førstegangstilfældene sænkedes med 6 måneder i forhold til gældende ret. Udvalget indstillede enstemmigt lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag.

Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget enstemmigt med 169 stemmer.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Bernhardt Tastesen (S), Hanne Budtz (KF), Nathalie Lind (V), Else-Merete Ross (RV) og Ruth Olsen (SF)