L 61 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

Af: E. Juul-Madsen (KF) , Hans Kjær (KF) , Erik Ninn-Hansen (KF) , Poul Schlüter (KF) , Ib Stetter (KF) og H. C. Toft (KF)
Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget. Lovforslaget omhandler enkelte ændringer i lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 431 af 13. september 1971.

Den vigtigste af ændringerne søger at modvirke de navnlig for pensionister alvorlige skattemæssige virkninger af, at gælden på deres parcelhus eller ejerlejlighed i visse tilfælde efterhånden nedbringes så stærkt, at ejendomsskemaet udviser et overskud, der medregnes til ejerens skattepligtige indkomst. Ifølge lovforslaget skal et sådant overskud på ejendomsskemaet for parcelhuse og ejerlejligheder kun medregnes i den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed det overstiger 4.000 kr. Lovforslaget er ikke begrænset til at gælde pensionister.

Samtidig foreslås der for ejerlejligheder indført samme regler om standardfradrag, som gælder for parcelhuse.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget afvistes det af finansministeren og Hans Lund (S), Bernhard Baunsgaard (RV) og Lütken (SF). Heller ikke Jens Foged (V) kunne tilslutte sig forslaget vedrørende den skattemæssige behandling af overskud på ejendomsskemaet. Han henviste i stedet til det af ham m. fl. fremsatte forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger til fremme af den private opsparing. Man erkendte dog fra alle sider, at der kunne foreligge et problem for pensionisterne, og man erklærede sig villig til nærmere at drøfte en løsning af dette problem.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til skatteudvalget, men udvalgets behandling af forslaget blev ikke tilendebragt inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Hans Lund (S), E. Juul-Madsen (KF), J. E. Foged (V), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)