Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsikring mod tølger af ulykkestilfælde. (Ophævelse af regler om dagpenge m. m.), forslag til lov om ændring af lov om erstatning til tilskadelcomne værnepligtige m. fl. (Ophævelse af regler om dagpenge m. m.),

forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser. (Barseldagpenge), forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Kommunens adgang til at rejse sag om tilkendelse af pension),

forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m. v. (Kommunens adgang til at rejse sag om tilkendelse af pension) samt

forslag til lov om ændring af lov om pension og hjælp til enker m. fl, (Kommunens adgang til at rejse sag om tilkendelse af pension ).

Indholdet af dagpengeloven, der bygger på socialreformkommissionens 1. betænkning, og som træder i kraft 1. april 1973, kan kort gengives således under fremhævelse af de mest betydningsfulde ændringer i forhold til den gældende sygeforsikringslov m. v.:

Det fremgår forudsætningsvis af indledningsbestemmelserne i kapitel 1, at loven omfatter hele den erhvervsaktive del af befolkningen, idet dagpenge ydes på grundlag af lønindtægt og anden erhvervsindtægt, således at selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer og tjenestemænd inddrages under dagpengeordningen. Det bestemmes endvidere, at dagpengene ydes som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvad enten uarbejdsdygtigheden skyldes sygdom, herunder tilskadekomst, eller fødsel. Ved disse bestemmelser opnås den ligestilling, der har været fremhævet som en væsentlig del af målsætningen.

Lovens bestemmelser i øvrigt er opdelt i afsnit I (kapitlerne 2-5), der omhandler dagpenge ved sygdom i arbejdsgiverperioden, og afsnit II (kapitlerne 6-19), der omhandler dagpenge i øvrigt og fælles bestemmelser.

Afsnit I. Dagpenge ved sygdom i arbeidsgiverperioden.

I kapitel 2, der omhandler betingelserne for udbetaling, bestemmes, at lønmodtagere, der har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 40 timer inden for de sidste 4 uger, og som ikke har ret til fuld løn under sygdom, skal have udbetalt dagpenge af arbejdsgiveren i 5 uger regnet fra 1. fraværsdag (arbejdsgiverperioden). Det fremgår af dette kapitel, at karensdagene, hvoraf der efter gældende lov er 6 ved sygdom og 3 ved arbejdsulykke, bortfalder. Arbejdsgiveren får ikke refunderet de udbetalte dagpenge, men den gældende pligt til at betale et ørebeløb pr. arbejdstime til dagpengeordningen for lønarbejdere bortfalder. Visse arbejdsgivere kan dog forsikre sig mod risikoen, jfr. nedenfor.

Dagpengenes størrelse er omhandlet i kapitel 3, hvorefter beregningsgrundlaget er lønmodtagerens gennemsnitlige ugentlige lønindtægt hos arbejdsgiveren i de sidste 4 uger før sygdommens indtræden. Dagpengene udgør 90 pct. af dette indtægtsgrulldlag, men kan dog ikke overstige 90 pct. af ugelønnen ved fuld, sædvanlig arbejdstid med den af Danmarks Statistik offentliggjorte timefortjeneste for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i nærmest forudgående april kvartal. Herved videreføres den forhøjelse af dagpengene, som blev indført med virkning fra 1. april 1972 ved lov nr. 127 af 26. april 1972 (se side 318).

Der er intet til hinder for, at en dagpengeberettiget i arbeidsgiverperioden kan oppebære dagpenge beregnet i forhold til lønnen hos flere arbejdsgivere og således overskride det i kroner fastsatte maksimum (for tiden 106 kr. pr. dag).

Den hidtil gældende forskel i satserne for forsørgere og ikke-forsørgere er bortfaldet.

Ifølge bestemmelserne i kapitel 4 fastsætter socialministeren regler om, at visse grupper af arbejdsgivere kan frigøre sig fra forpligtelsen til at udbetale dagpenge mod at betale bidrag til dagpengefonden, idet forpligtelsen i så fald overgår til det sociale udvalg. I lovforslaget var det bestemt, at denne adgang var åben for alle arbejdsgivere, men denne bestemmelse blev begrænset ved et ændringsforslag i tillægsbetænkningen, da man efter de seneste oplysninger måtte forvente, at også andre end de mindre arbejdsgivere, for hvem fritagelsesadgangen navnlig var bestemt, ville benytte sig heraf.

I kapitel 5 er fastsat bestemmelser om klageadgang m. v., hvorefter tvistigheder kan indbringes for dagpengeudvalget, hvori en repræsentant for henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark har sæde.

Afsnit II. Dagpenge i øvrigt og fælles bestemmelser.

Ifølge kapitel 6 udbetaler det sociale udvalg dagpenge til lønmodtagere ved sygdom ud over arbejdsgiverperioden samt dagpenge i alle andre tilfælde.

Af kapitlerne 7 og 8, der omhandler henholdsvis betingelserne for udbetaling og dagpengenes størrelse, fremgår, at personer med anden dagpengegivende erhvervsindtægt (end lønindtægt) har ret til dagpenge fra 1. fraværsdag efter 5 ugers sygdom, at personer, der udfører husligt arbejde i eget hjem, og som har tegnet frivillig forsikring efter § 29, har ret til dagpenge fra 1. fraværsdag efter 1 uges sygdom.

Ifølge den gældende ordning er disse grupper kun dækket af en frivillig forsikring.

Det fremgår endvidere, at beregningsgrundlaget for dagpengenes størrelse er den pågældendes årlige løn- eller anden erhvervsindtægt på grundlag af indtægtsoplysninger fra skattevæsenet, samt at der gælder tilsvarende bestemmelser om maksimum og regulering som de ovenfor anførte. Vedrørende medhjælpende hustruer bemærkes, at disse har ret til dagpenge på grundlag af den andel af ægtefællernes samlede anden erhvervsindtægt, som anses for indtjent af hustruen ved beregningen af indkomstskat.

Ophørsbestemmelserne findes i kapitel 9, hvorefter dagpengene ophører den dag, den sikrede er arbejdsdygtig. Man har herved afskaffet den hidtidige varighedsbegrænsning på 1 år, idet man samtidig i § 47 har pålagt det sociale udvalg i den tid, hvori udvalget yder dagpenge, at påse, at betingelserne for at yde dagpenge fortsat er opfyldt, og vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige foranstaltninger. For pensionister m. v. gælder særlige varighedsbegrænsninger.

I kapitel 10 er fastsat, at en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdom i tiden efter arbejdsgiverperiodens udløb, er berettiget til at få udbetalt de dagpenge, den sikrede ellers ville være berettiget til. Ved denne bestemmelse formindskes arbejdsgiverens tilskyndelse til at afskedige funktionærerne i tilfælde af langvarig sygdom.

I henhold til kapitel 11 kan personer med anden dagpengegivende indtægt end lønindtægt frivilligt sikre sig dagpenge i de første 5 uger af sygdomsperioden, således at de herved tidsmæssigt dækkes fuldt ud i forbindelse med den ovennævnte nye obligatoriske sikring for tiden efter de første 5 uger.

Efter kapitel 12 har kvinder med lønindtægt normalt ret til dagpenge i 14 uger under fravær fra arbejdet på grund af svangerskab og fødsel, medens en kvinde med anden dagpengegivende erhvervsindtægt samt kvinder, der har tegnet frivillig forsikring efter § 29 (husligt arbejde i eget hjem) har ret til dagpenge i 4 uger efter fødslen.

I kapitel 13 er givet bestemmelser om særlige tilfælde omfattet af ulykkesforsikringslovgivningen.

Bestemmelserne om finansieringen finder man i kapitel 14. Som ovenfor nævnt afholdes udgifterne til dagpenge i arbejdsgiverperioden af arbejdsgiveren uden refusion. De øvrige udgifter til dagpenge afholdes af den kommune, hvori den sikrede har bopæl. Af kommunens samlede udgifter refunderes 75 pct. af dagpengefonden, hvis midler tilvejebringes ved personlige bidrag, bidrag til den frivillige sikring og bidrag fra arbejdsgivere samt ved tilskud fra staten. Det personlige bidrag udgør 1 pct. af det beløb, hvoraf indkomstskat til staten beregnes, og opkræves efter samme regler som folkepensionsbidraget. Bidraget til den frivillige sikring fastsættes af chefen for sikringsstyrelsen i forhold til størrelsen af de sikrede dagpenge og således, at de samlede bidrag skønnes at dække 3/4 af udgifterne til den frivillige sikring. Bidraget for arbejdsgivere, der har frigjort sig fra forpligtelsen til at udbetale dagpenge i arbejdsgiverperioden, fastsættes af socialministeren således, at de samlede bidrag skønnes at dække alle udgifterne, som det sociale udvalg påtager sig ved at overtage forpligtelsen. Endelig bemærkes, at staten yder et tilskud til dagpengefonden, der udgør forskellen mellem fondens udgifter og indtægter, samt at dagpengefonden refunderer 75 pct. af kommunens samlede udgifter.

Bestemmelserne om administration m. v. findes i kapitel 15, hvorefter der til bistand for kommunerne oprettes en sikringsstyrelse, der tillige i henhold til kapitel 16 er rekursmyndighed i forbindelse med de afgørelser, det sociale udvalg træffer i dagpengespørgsmål. Sikringsstyrelsens afgørelse kan indbringes for socialministeren. Klage over andre afgørelser finder sted til amtmanden og videre til sikringsstyrelsen, som har den endelige administrative afgørelse.

Kapitlerne 17-19 indeholder bestemmelser om stral, internationale forpligtelser, ikrafttræden samt overgangsbestemmelser.

I bemærkningerne til lovforslaget er der givet en fyldig redegørelse for lovens forventede økonomiske konsekvenser. Dette spørgsmål, der indtog en fremtrædende plads i debatten, blev også indgående behandlet i mindretalsudtalelsen i betænkningen.

I den skriftlige fremsættelse understregede socialministeren, at det lovgivningsarbejde, der var lagt op til i socialreformkommissionens 1. betænkning, ville være tilendebragt ved gennemførelsen af dette lovforslag og af forslaget til lov om den sociale ankestyrelse, hvorved det erindres, at lovene om styrelsen af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender og om den offentlige sygesikring blev gennemført i henholdsvis 1970 og 1971. Socialministeren fremhævede endvidere også forskellene mellem lovforslaget og det tilsvarende lovforslag, der i 1971 blev fremsat af den tidligere regering, og som navnlig vedrører karensdagene, varighedsbegrænsningen, størrelsen af dagpengene, arbejdsgiverperiodens længde og egetbidragets størrelse.

Ved lovforslagets 1. behandling fik det en velvillig modtagelse af Finn Christensen (S) og Kurt Brauer (SF), idet dog sidstnævnte havde kritiske bemærkninger til finansieringsformen. Simonsen (KF) kunne tilslutte sig hovedprincipperne i reformen, men fandt det uforeneligt med den økonomiske situation at afskaffe karensdagene helt. Han kædede i nogen grad sin stillingtagen til lovforslaget sammen med det videre forløb af behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om offentlige sygeforsikring (se side 318). Robert Christensen (V) var også betænkelig ved karensdagenes fuldstændige afskaffelse på dette tidspunkt og ønskede gunstigere bestemmelser i lovforslaget for de selvstændige i form af nedbringelse af ventetiden på 5 uger. Valbak (RV) fandt, at der måtte næres en vis frygt for, at man ikke ville være i stand til fuldt ud at løse de meget krævende administrative opgaver, der følger af, at ikrafttrædelsestidspunktet for såvel dagpengereformen som loven om den offentlige sygesikring er sammenfaldende, nemlig den 1. april 1973, ligesom han også nærede en vis betænkelighed ved den totale afskaffelse af karensdagene. Herudover omtalte han indgående de økonomiske konsekvenser af de lovforslag inden for det sociale område, hvortil der skulle tages stilling i den resterende del af folketingssamlingen, og ønskede på baggrund af de meget store beløb indgående drøftelser af prioriteringsspørgsmål .

I betænkningen udtalte et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) bl. a.:

„Mindretallet er principielt enig i lovforslagets hovedsigte, herunder det ønskelige i at tilnærme de forskellige erhvervsaktive gruppers sikring under sygdom mest muligt.

Mindretallet må imidlertid af finansielle og administrative grunde alvorligt advare imod på én gang at tage så vidtgående skridt, som lovforslaget er udtryk for.

Mindretallet har derfor stillet en række ændringsforslag, der som formål har at gennemføre den foreslåede reform etapevis på en finansielt og administrativt afbalanceret måde."

Disse ændringsforslag gik ud på følgende: karensdage fastholdes, men deres antal begrænses til 3, arbejdsgiverperioden fastsættes til 6 uger for derved at tilnærme dagpengesikringen mest muligt de bestemmelser, der gælder for løn under sygdom inden for funktionærområdet, dagpenge, der kommer til udbetaling på grundlag af samtidig bibeskæftigelse hos flere arbejdsgivere, kan ikke overstige lovens maksimumsbeløb, jfr. det ovenfor om dagpengenes størrelse anførte, personer med anden dagpengegivende indtægt skal have ret til dagpenge efter 4 ugers sygdom i stedet for som foreslået efter 5 ugers sygdom, varighedsbegrænsningen fastholdes i en overgangsperiode, det personlige bidrag fastsættes til 1/2 pct. af skalaindkomsten, samt loven optages til revision i folketingsåret 1974-75 med henblik på ophævelse af varighedsbegrænsningen.

Disse ændringsforslag blev forkastet ved afstemningen efter
2. behandling.

Socialministeren fremsatte ligeledes en række ændringsforslag tiltrådt af udvalget, af hvilke følgende bør fremhæves:

Bestemmelsen om, at arbejdsgiveren kan forlange en lægeerklæring som betingelse for udbetaling af dagpenge, erstattes af en bestemmelse om, at arbejdsgiveren kan forlange, at lønmodtageren dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom. I bemærkningerne til ændringsforslaget henvises til praksis efter funktionærloven, hvorefter lægeerklæring først kan kræves efter et par dages sygdom, og bestemmelsen om, at det sociale udvalg i tilfælde af arbejdsgiverens uberettigede vægring af at udbetale dagpenge kan udrede disse forskudsvis.

Ved 2. behandling udspandt der sig en langvarig debat, overvejende vedrørende lovforslagets økonomiske konsekvenser samt de bestemmelser, hvortil mindretallet havde stillet ændringsforslag. Foruden ordførerne tog Nathalie Lind (V), Anker Jørgensen (S), Poul Dam (SF) og Grethe Philip (RV) del i debatten.

I tillægsbetænkningen stillede socialministeren som ovenfor nævnt et ændringsforslag, tiltrådt af et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) vedrørende begrænsning af fritagelsesadgangen for arbejdsgiverne samt et ændringsforslag, tiltrådt af udvalget, hvorefter staten for regnskabsåret 1973-74 til kommunerne yder et tilskud på i alt 205 mill. kr., svarende til statens besparelse ved lovforslaget.

Førstnævnte ændringsforslag blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt; 80 medlemmer, KF, V og RV, tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Sidstnævnte ændringsforslag vedtoges uden afstemning.

Efter yderligere debat om lovforslaget som helhed, hvori foruden oppositionens ordførere deltog statsministeren, Henry Christensen (V), Ninn-Hansen (KF), Morten Lange (SF) og arbejdsministeren, blev lovforslaget vedtaget med 83 stemmer (S og SF) mod 78 (KF, V og RV), medens 2 medlemmer (Skytte og Nordqvist (RV)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.