L 13 Lov om ændring af borgerlig straffelov.

(Skattesvig og indsmugling).

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 550 af 22-12-1971
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ved loven indsættes en ny bestemmelse (§ 289) i straffelovens kapitel om berigelsesforbrydelser om straf for skattesvig og indsmugjling m. v. af særlig grov haralder. Bestemmelsen giver domstolene mulighed for at idømme straf af fængsel indtil 4 år.

Endvidere er indført en bestemmelse (§ 93, stk. 3) om en forældelsesfrist på 10 år for strafansvaret for overtrædelse af de væsentligste af bestemmelserne om straf for skatteunddragelse, herunder den nye bestemmelse i straffeloven.

Loven må ses i sammenhæng med den samtidig vedtagne lov om ændring af skattekontrolloven (se side 75). Tilsammen åbner de to love mulighed for at anlægge en strengere kurs over for de grovere former af skatteunddragelser.

Om indførelse af en forældelsesregel siges det i ministerens fremsættelse:

„I modsætning til andre lovovertrædelser har strafansvaret for overtrædelse af de vigtigste af skattekontrollovens straffebestemmelser hidtil været uforældeligt. Denne forskel er ikke tilstrækkeligt begrundet. Det må dog samtidig fremhæves, at overtrædelser af skattekontrolloven ofte angår skatteunddragelser, der er fortsat over en længere årrække, og som først konstateres eller bringes til ophør lang tid efter, at den strafbare virksomhed er ophørt. En anvendelse af de almindelige bestemmelser om forældelse i straffeloven på overtrædelser af hovedparten af straffebestemmelserne i skattekontrolloven og den nye bestemmelse i straffelovens § 289 ville derfor kunne medføre, at overtrædelserne ikke helt sjældent måtte anses for forældet. Dette ville selvsagt indebære en uacceptabel svækkelse af straffereglernes præventive virkning. På denne baggrund foreslås forældelsesfristen for disse forbrydelser sat til 10 år."

Lovforslaget fik ved 1. behandling en meget positiv modtagelse fra alle partiers ordførere.

Lütken (SF) savnede dog en tilsvarende straffebestemmelse for afgiftsunddragelser af særlig grov karakter.

I udvalgets betænkning fremsatte et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) et ændringsforslag, som gik ud på at medtage afgiftsunddragelser af særlig grov karakter i den foreslåede straffebestemmelse. Ændringsforslaget forkastedes ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uforandret og enstemmigt med 170 stemmer.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Hanne Budtz (KF), Per Gudme (RV), Kurt Brauer (SF), Henning Philipsen (SF) og Rolf Lütken (SF)