Efter 1. behandling henvist til det udvalg på 21 medlemmer, som blev nedsat angående forslag til lov om prisstop, se side 156.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

I henhold til § 1 har loven til formål gennem tilsyn med priser og avancer at bidrage til en økonomisk stabilisering.

§§ 2 og 3 indeholder reglerne om indseende med priser og avancer, hvilken opgave er tillagt monopoltilsynet. Medens § 2 omhandler en generel prisovervågning, tager § 3 sigte på specielle vare- og erhvervsområder, hvor der typisk ikke er priskonkurrence, men en konkurrence på varemærker, varedifferentiering og lignende.

§§ 4-7 indeholder lovens regler om fastsættelse af priser m. v.

Lovens § 4 er sålydende:

"§ 4. Indtil 1. september 1971 må priser, takster og honorarer for statslige og kommunale leverancer og ydelser kun forhøjes med beløb, der medgår til dækning af de i § 5, stk. 1, nr. 1, nævnte omkostningsstigninger. Det samme gælder takster for gas, el og telefon, selv om leverandøren er en privat virksomhed. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder dog ikke priser m. v. for leverancer og ydelser, der i henhold til lovgivningen skal godkendes af folketingets finansudvalg, og heller ikke kommunale ydelser, hvortil der ydes statsrefusion.

Stk. 2. Monopoltilsynet kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., hvor der alene er tale om omlægning af priser, takster og honorarer, uden at det samlede provenu forhøjes.

Stk. 3. For leverancer og ydelser vedrørende

el,

gas og biprodukter i forbindelse med fremstilling heraf,

fjernvarme,

offentlig trafik og transport, herunder havneafgifter,

telefon- og telekommunikation,

radio- og fjernsynsspredning,

renovation og for

læge-, tandlæge- og dyrlægeydelser,

hvor priser, takster og honorarer fastsættes eller godkendes af staten eller af en kommune, må vedkommende myndighed fra 1. september 1971 ikke fastsætte eller godkende forhøjelser, der overstiger de i § 5, stk. 1, nr. 1, omhandlede omkostningsstigninger, forinden den fra monopoltilsynet har indhentet en udtalelse med en vurdering af forhøjelsen under hensyn til pris- og indkomstudviklingen i samfundet.

Stk. 4. Udtalelser i henhold til stk. 3 offentliggøres af monopoltilsynet."

Hovedbestemmelsen i loven er kalkulationsreglerne i § 5, som i den endelige udformning fik følgende ordlyd:

"§ 5. Virksomheder inden for industri, håndværk og handel må ved erhvervsmæssigt salg af varer her i landet ikke forhøje de den 28. februar 1971 lovlige priser med mere, end hvad der medgår til dækning af omkostninger, der er indtruffet efter denne dato, og som er en følge af:

1) højere indkøbspriser for færdigvarer, råvarer, hjælpestoffer og emballage samt højere betaling for serviceydelser, herunder transport, leveret af andre virksomheder, og forsikringer,

2) stigninger i offentlige takster og afgifter,

3) øgede afskrivninger på nyinvesteringer, dog kun inden for de skattemæssigt tilladte rammer,

4) lejeforhøjelser i henhold til leje- og boliglovgivningen og øgede lejeudgifter i forbindelse med en virksomheds flytning,

5) lønforbedringer, der er fastlagt i ordinært fornyede kollektive overenskomster, idet prisforhøjelser dog ikke vil kunne foretages for den andel af en lønstigning, der ifølge overenskomsten kan modregnes. For områder, der ikke er omfattet af overenskomster, forholdes som for nærmest tilsvarende ordinært fornyede kollektive overenskomster.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan virksomhederne forhøje priserne med beløb, som monopoltilsynet tidligere har godkendt, men som ikke tidligere er indregnet i priserne.

Stk. 3. Ved fald i de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte omkostninger skal priserne nedsættes tilsvarende.

Stk. 4. Monopoltilsynet kan for bestemte virksomheder undtage fra bestemmelserne i stk. 1 og 3. Endvidere kan tilsynet undtage brancher eller vareområder fra bestemmelserne i stk. 1 og 3, hvor varens karakter, produktions- eller markedsforholdene taler derfor, samt i sådanne tilfælde, hvor gældende overenskomster er ordinært fornyet i tiden fra 22. september 1970 til 1. marts 1971 eller har fastlagt lønstigninger, der er udløst i denne periode."

§ 6 indeholder regler, der giver mulighed for indgreb overfor urimelige prisforhøjelser for tjeneste- og transportydelser, idet monopoltilsynet for indtil 6 måneder kan bestemme 1), at de, på en bestemt dato gældende priser, takster eller honorarer ikke må forhøjes, eller 2) at de på en bestemt dato gældende priser, takster eller honorarer ikke må forhøjes med mere end nærmere angivne beløb eller procenter, eller 3) at nærmere angivne priser, takster eller honorarer ikke må overskrides.

I henhold til § 6, stk. 2, har monopoltilsynet hjemmel til efter forhandling med de pågældende enkeltvirksomheder, brancheorganisationer eller foreninger at forlænge eller ændre de i henhold til stk. 1 fastsatte bestemmelser for indtil 6 måneder ad gangen.

I § 7 fastsættes nærmere retningslinier for monopoltilsynet ved administrationen af §§ 5 og 6. I de tilfælde, hvor monopoltilsynet fastsætter højestepriser, eller hvor monopoltilsynet skal tage stilling til, om der må indregnes omkostningsforhøjelser, der ikke er omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-5, samt i de tilfælde, hvor monopoltilsynet skal tage stilling til, om prisnedsættelser kan undlades trods fald i omkostningerne, skal tilsynet iagttage, at effektive virksomheder sikres dækning for nødvendige direkte omkostninger og et rimeligt bidrag til dækning af indirekte omkostninger og nettoavance, at virksomhedens kapacitet ikke er udnyttet i unormal lav grad, og at kostprisprincippet i almindelighed lægges til grund.

§ 8 indeholder regler om videresalgspriser og -avancer og opretholder den i 1968 indførte anmeldelsespligt for priser og avancer, der er fastsat for videresalg i efterfølgende omsætningsled.

§§ 9 og 10 indeholder regler om mærkning og skiltning m. v., som er overført uændret for prisindseendeloven.

Endelig skal det nævnes, at det af reglerne i afsnittet om almindelige bestemmelser bl. a. fremgår, at loven ikke omfatter løn og arbejdsforhold, omsætning eller udlejning af fast ejendom, vandforsyning, forsikring, bankers og sparekassers renteberegning samt handel med værdipapirer og udnyttelse af ophavsrettigheder og immaterielle ejendomsrettigheder.

Loven trådte i kraft straks ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophævedes lov nr. 180 af 25. maj 1966 om indseende med priser, idet dog de i medfør af nævnte lov fastsatte bestemmelser og trufne afgørelser forbliver i kraft. Endvidere ophævedes § 24 i lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger .

Forslag om revision af loven skal fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1972-73.

Lovforslaget, der blev fremsat som et led i regeringens prispolitik i forbindelse med prisstoplovens bortfald, blev ved folketingets 1. behandling behandlet sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om udbyttebegrænsning m. v. Lovforslaget gav anledning til langvarige debatter både ved 1., 2. og 3. behandling, og der må herom nærmere henvises til referatet i folketingets forhandlinger sp. 4979 ff, sp. 5369 ff samt sp. 5517 ff. — De tre regeringspartiers ordførere kunne alle tilsige lovforslaget en velvillig udvalgsbehandling, men der blev givet udtryk for visse betænkeligheder og også beklagelse af, at de foreslåede indgreb måtte anses for nødvendige. Om socialdemokratiets stilling til lovforslaget skal anføres følgende udtalelse fra den af folketingsudvalget afgivne betænkning:

"Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker at udtale, at det er tilhænger af en fornuftig og smidig prislovgivning, som kan stabilisere prisniveauet. Mindretallet er derfor enig i målsætningen i det af regeringen forelagte lovforslag, men mener, at forslaget medfører unødig administration og i øvrigt tenderer mod at fastlåse priserne omkring en tilfældig dato, uanset om de var rimelige eller ej.

Forslaget griber på visse områder ind i de trufne aftaler på arbejdsmarkedet, og mindretallet mener, at den måde, lovforslaget blander sig i de folkevalgte organers naturlige kompetence på, er urimelig.

Mindretallet må også på det bestemteste tage afstand fra regeringsforslaget om at svække monopolkontrollen her i landet på et tidspunkt, hvor lovforslaget indeholder stærkere indgriben over for det øvrige erhvervsliv.

Endvidere må mindretallet tage afstand fra, at regeringspartierne på forhånd har bundet monopoltilsynets skøn vedrørende beregninger af landbrugets hjemmemarkedspriser, så meget mere som der ikke i udvalget har fundet realitetsdrøftelser sted, der har gjort det muligt for udvalget at vurdere direktivets forsvarlighed sammenholdt med lovens virkninger for det øvrige erhvervsliv."

Socialistisk folkeparti fremkom med følgende mindretalsudtalelse i betænkningen:

"Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) anser ikke lovforslaget for egnet til at fremme det angivne formål: at sikre et stabilt prisniveau. Dels lægges der ufornøden kontrol på konkurrenceprægede områder, medens service- og tjenesteydelser, hvor prisstigninger har været udtalte, i princippet gives fri. Dels holdes inflationsbefængte områder som byggeri og pengevæsen uden for lovens virkefelt. Prisnedsættende tendenser som følge af rationalisering og udviklet teknik får ifølge lovforslaget ikke lov at slå igennem."

Såvel Sigsgaard (VS) som Hanne Reintoft (DK) vendte sig skarpt mod lovforslaget, som man ikke mente kunne få nogen effektiv virkning. Ved 1. behandlingen talte endvidere Erling Dinesen (S), som var af den opfattelse, at man med de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 5 reelt ville medvirke til at sætte minimallønsystemet ud af kraft på meget store overenskomstområder. Om dette spørgsmål siges følgende i udvalgsbetænkningen:

"Under udvalgets drøftelser af de problemer, der knytter sig til bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 5, er det blevet fremhævet, at det er en naturlig bestanddel af minimallønsystemets virkemåde, at der i forbindelse med en forhøjelse af mindstebetalingen finder justeringer sted af lønmodtagernes aflønning i overenskomstperiodens løb, og at sådanne justeringer må anses som en integrerende del af det bevægelige lønsystem. Gennem sådanne justeringer bringes aflønningen inden for minimallønsområdet i niveau med lønstigningerne på normallønsområdet.

Udvalget vil finde det naturligt og i øvrigt stemmende med lovforslagets formål, om også sådanne justeringer inden for minimallønsområdet, der forudsættes at finde sted under iagttagelse af mæglingsforslagets afsnit D b, af virksomhederne kan indregnes i priserne.

Monopoltilsynet giver de berørte virksomheder og erhvervsområder nærmere vejledning om, i hvilket omfang der inden for minimallønsområdet kan indregnes lønstigninger af den foran omhandlede karakter i priserne, idet sådanne retningslinjer forudsættes givet med hjemmel i lovforslagets § 5, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de nedenstående ændringsforslag nr. 3 og 4 med ledsagende bemærkninger stillet henholdsvis af et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) og af handelsministeren."

Ved den af mindretallet foreslåede formulering af ændringsforslaget ønskedes understreget, at ikke enhver lønforhøjelse bør kunne overvæltes på priserne, men at prislovgivningen på den anden side må respektere indholdet af indgåede overenskomster. Det hedder videre i bemærkningerne, at ændringsforslaget derfor tilsigter, at forudsætningerne i det vedtagne mæglingsforslag opretholdes, og at dette gælder såvel adgangen til modregning som sikring af, at minimallønssystemet fortsat kan fungere som aftalt mellem parterne. Med det af handelsministeren stillede ændringsforslag blev det tydeliggjort, at den foreslåede bestemmelse alene vedrører omfanget af lønforbedringers indregning i priserne. Om de øvrige vedtagne ændringsforslag fra betænkningen skal nævnes, at der ved en ændring af den foreslåede § 4, stk. 3, blev foretaget en begrænsning af de takster m. m., der falder ind under bestemmelsen. Endvidere blev formuleringen i lovforslagets § 11, hvorefter "virksomheder, som er omfattet af loven, skal kunne godtgøre, at deres priser er lovlige", ændret til, at virksomhederne skal "dokumentere grundlaget for deres prisfastsættelse". Endelig skal det nævnes, at vandforsyning blev undtaget fra loven, bl. a. under hensyn til de prisfastsættelsesproblemer, der er forbundet med hensynet til foranstaltninger mod vandforurening. I betænkningen stillede socialdemokratiets medlemmer yderligere to ændringsforslag, som ikke blev vedtaget, dels om at lade den foreslåede § 4, stk. 3, helt udgå, dels om at bevare monopollovens § 24. De socialdemokratiske ændringsforslag blev støttet af socialistisk folkepartis medlem af udvalget.

Ved lovforslagets 2. behandling talte følgende medlemmer fra partiet venstre: Anders Andersen, Lennart Larson, Per Federspiel samt Hauch, der alle forbeholdt sig deres stilling til lovforslaget eller til enkeltheder i det. Endvidere talte Erik Hansen (Vejle amt) (KF), der med henvisning til de mange pligter, der efterhånden var pålagt erhvervslivet fra det offentliges side, bad regeringen gennemgå disse pligter med henblik på at søge frem til mulige lettelser.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning stillede handelsministeren forslag om at indføje ordet "senest" i revisionsbestemmelsen, således at forslag om revision af loven skal fremsættes senest i folketingsåret 1972-73. Endvidere stillede et mindretal (socialdemokratiske medlemmer af udvalget) ændringsforslag til § 3, stk. 2, således at det pålægger monopoltilsynet at indkalde forbrugerrepræsentanter til sammen med erhvervsrepræsentanter at tilrettelægge prisundersøgelser efter § 3 i det omfang, forbrugerorganisationer som Forbrugerrådet og FDM måtte være i besiddelse af nyttigt materiale til brug ved tilrettelæggelsen af disse undersøgelser.

Ved 3. behandling anbefalede samtlige oppositionsordførere at stemme imod lovforslaget, mens regeringspartiernes ordførere indstillede lovforslaget til vedtagelse med den af handelsministeren foreslåede ændring; dog havde Anders Andersen (V) i tillægsbetænkningen givet udtryk for, at han ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse. Arne Christiansen, Hauch og Søren Jensen (V) gav udtryk for, at de uden begejstring, men i erkendelse af lovens indkomstpolitiske sigte og med anerkendelse af skete forbedringer ville stemme for lovforslaget. Per Hækkerup (S) gav udtryk for skuffelse over, at en stærkt udtrykt forhandlingsvilje hos socialdemokratiet ikke havde kunnet føre til et resultat i retning af et forlig med regeringspartierne, og han opfordrede statsministeren til ikke at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål. Hanne Reintoft (DK) betegnede Per Hækkerups bestræbelser på "at komme i forlig med borgerskabet til ugunst for lønmodtagerne" som værende både "talentløs" og "et alvorligt svigt overfor lønmodtagerne."

Lovforslaget vedtoges herefter med 90 stemmer mod 75 (S, SF, VS, DK, Fanger og Lennart Larson). 3 medlemmer (Anders Andersen, Per Federspiel og Rosing) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.