L 16 Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af lov om udskrivning af skat til amtskommunen.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1970-71
Status: Stadfæstet
Lov nr. 283 af 09-06-1971
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om udskrivning af skat til amtskommunen, se side 190.

Ved loven tilpasses visse bestemmelser i de gældende skattelove til bestemmelserne i lov nr. 70 af 3. marts 1971 om udskrivning af skat til amtskommunen. Det drejer sig om kildeskatteloven, udskrivningsloven, ligningsloven, sømandsskatteloven og kontrolloven og omhandler stort set kun konsekvensændringer.

Herudover blev der under lovforslagets behandling i folketinget ved ændringsforslag i betænkningen gennemført en reduktion af statens foreløbige udbetalinger til de enkelte kommuner i januar, februar og marts 1972, svarende til den lettelse på omkring 0,5 mia. kr., som kommunerne opnår ved amtsfondsbidragets bortfald fra 1. januar 1972.

Endelig blev der under lovforslagets behandling i folketinget gennemført en ændring af fristen for den endelige vedtagelse af amtskommunernes budget fra 15. september til 1. oktober.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget. Det henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede forslaget til vedtagelse med 4 af finansministeren stillede ændringsforslag, hvoraf de to væsentlige er omtalt foran. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) anførte, at det ikke kunne tiltræde forslaget om en reduktion af statens foreløbige udbetalinger til de enkelte kommuner. Ved 2. behandling betegnede Ove Hansen (S) det som utilgiveligt, at man på denne måde midt i et regnskabsår greb ind i kommunernes dispositioner. Gert Petersen (SF), der helt kunne tilslutte sig Ove Hansens betragtninger, oplyste, at hans parti ved 3. behandling ville undlade at stemme for lovforslaget, idet det ikke under nogen form ville medvirke til indførelse af skat til amtskommunen. Finansministeren afviste den fra oppositionens side fremførte kritik, idet den foreslåede ændring efter hans opfattelse ikke ville bringe kommunerne i en vanskelig finansiel stilling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 134 stemmer; 10 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Erik Hansen (KF), A. C. Andersen (V), Martin Pedersen (RV), Sigurd Ømann (SF) og Gert Petersen (SF)