L 32 Lov om ændring af ligningsloven.

(Ændringer vedrørende frigørelsesafgift m. v.).

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 326 af 18-06-1969
Loven, der må ses i sammenhæng med lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom og lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme, har følgende indhold:

„§ 1. I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 424 af 19. december 1968, som ændret ved lov nr. 19 af 24. januar 1969, indsættes som nye paragraffer efter § 4:

„§ 4 A. Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved salg af fast ejendom efter § 5, stk. 1, litra a, i statsskattelov nr. 149 af 10. april 1922 kan sælgeren fradrage frigørelsesafgift, der i henhold til lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom er pålagt ejendommen i hans ejertid.

§ 4 B. Ejendomme, der omfattes af § 14, stk. 5, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue med ejendomsværdien efter fradrag af det differencebeløb, der er nævnt i vurderingslovens § 14, stk. 6.

Stk. 2. Har den nuværende eller tidligere ejer af en ejendom, der omfattes af vurderingslovens § 14, stk. 7, afgivet erklæring efter § 6 B i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, medregnes ejendommen ved opgørelsen af den skattepligtige formue med ejendomsværdien efter fradrag af det differencebeløb, der er nævnt i vurderingslovens § 14, stk. 7. Differencebeløbet kan dog kun fradrages, såfremt erklæring efter § 6 B i loven om kommunal ejendomsskat er afgivet inden skæringsdagen for opgørelsen af den skattepligtige formue."

§ 2. Reglerne i § 1 anvendes første gang ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1969 samt ved opgørelsen af den skattepligtige formue ved udgangen af indkomståret 1970."

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom og forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v., jfr. omtalen nedenfor og side 121.

Lovforslagets behandling i folketinget gav ikke anledning til særlige bemærkninger. Udvalgsarbejdet resulterede i to ændringsforslag, hvoraf det ene var af redaktionel karakter, mens det andet indeholdt en mindre væsentlig ændring af beskatningsreglerne i den foreslåede § 4 B. Endvidere stillede finansministeren uden for betænkningen ændringsforslag til samme paragraf, hvorved det blev præciseret, hvornår skatteyderen skal afgive erklæring efter den kommunale ejendomsskattelovs § 6 B, for at erklæringen kan få formueskattemæssig virkning efter ligningsloven.

Ved 3. behandling blev det således ændrede forslag vedtaget enstemmigt med 153 stemmer; 5 medlemmer (VS, Fanger (KF), Djurhuus (Færøerne) og Rosing (Grønl.)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Poul Schlüter (KF), Viggo Hauch (V), Niels Helveg Petersen (RV), Gert Petersen (SF) og Erik Sigsgaard (VS)