Loven har 4 paragraffer.
§ 1 i loven beskriver kommissionens opgaver, § 2 bestemmer dens sammensætning, § 3 fastsætter, at det er ministeren for offentlige arbejder, der udnævner sekretærer for kommissionen, og endelig siges det i § 4, at den ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Kommissionen skal bestå af repræsentanter fra de politiske partier, de interesserede ministerier og styrelser under staten, de kommunale organisationer, de berørte fag- og tjenestemandsorganisationer samt erhvervs- og interesseorganisationer på transportområdet.
Kommissionens arbejde er beskrevet således i § 1:
„Der nedsættes en kommission med den opgave at undersøge, om den gældende lovgivning om jernbaner, biler og luftfart er tilstrækkelig til at sikre samfundet den mest effektive trafikbetjening med de lavest mulige omkostninger, og, såfremt kommissionen efter sine undersøgelser finder, at dette ikke eller ikke fuldt ud er tilfældet, at udarbejde forslag til en mere rationel udnyttelse af det indenlandske transportapparat, derunder til en eventuel yderligere udbygning af koordineringen mellem jernbane-, landevejs- og lufttransporten.
Stk. 2. Kommissionen skal under sit arbejde have opmærksomlieden henledt også på de enkelte transportmidlers drift under den gældende lovgivning og kan, såfremt der efter kommissionens skøn foreligger rimelig grund til at antage, at der ved hensigtsmæssig driftsomlægning eller andre foranstaltninger kan opnås økonomiske og trafikale forbedringer af betydning, iværksætte nærmere undersøgelser heraf."
I sin fremsættelsestale udtalte ministeren bl. a., at hensigten med forslaget skulle være gennem et kommissionsarbejde at nå frem til en bedre erkendelse af de faktiske forhold og de mål, staten med sin transportpolitik burde forfølge.
Der var forudsat en vis afgrænsning af kommissionens opgave, idet det var transportsystemets funktion som sådan, kommissionen skulle bedømme, og de principielle og generelle spørgsmål i forbindelse hermed.
Ministeren nævnede endvidere spørgsmålet om dansk transportpolitiks eventuelle indpasning i et større europæisk markedsområde.
Ved 1. behandlingen fik forslaget en velvillig behandling.
Lindberg (S) anbefalede forslaget. Han mente ikke, at man på nuværende tidspunkt skulle gå ind i en principdiskussion om vort transportsystem.
Holmberg (V) kunne ligeledes i princippet tiltræde forslaget. Han mente, at det i første række ville blive forholdet mellem bane og biler, kommissionen skulle beskæftige sig med.
Ninn-Hansen (KF) kunne anbefale en trafikkommission. Hvilke problemer en sådan kommission skulle behandle, måtte nærmere diskuteres. Han kunne ikke se, at man kunne komme uden om forbindelsen imellem trafikplanlægningen og landsplanlægningen.
Arne Larsen (SF) fandt det ligeledes nødvendigt, „at vor trafikpolitik indpasses i landsplanmæssige aspekter". Han savnede i kommissoriet noget om transportforskning. København og Frederiksberg burde repræsenteres. Han kunne i øvrigt anbefale forslaget.
Niels Helveg Petersen (RV) kunne i princippet give tilslutning, men han var ikke overbevist om, at det var rigtigt at udelade egnsplanlægningsmæssige synspunkter af kommissionens arbejde.
Niels Westerby (LC) kunne gå ind for nedsættelse af en trafikkommission, men fandt det forkert, at de politiske partier og interesseorganisationerne var repræsenteret. Kommissionsprocessen burde have 3 faser: Problemerne skulle stilles op af en række objektive og kyndige personer, der søgte at komme det objektive så nær som overhovedet muligt, dernæst kom interesseorganisationernes udtalelser, hvorigennem man fik de forskellige organisationers interesser belyst, og endelig den politiske stillingtagen.
I sit svar sagde ministeren for offentlige arbejder om de politiske partiers repræsentation i kommissionen bl. a.: „I dette tilfælde, hvor der er al grund til at antage, at der vil blive anlagt en række forskellige politiske vurderinger i kommissionsarbejdet, tror jeg, det vil være nyttigt, at selve kommissionen og dermed det resultat, den kommer til, har nogen, for ikke at sige en ikke ringe føling med de politiske muligheder, der måtte foreligge, når den kommer med sine indstillinger."
Det fremgik af det nedsatte udvalgs betænkning, at der mellem ministeren og udvalget var enighed om, „at trafikplanlægningen må ses i relation til egns- og landsplanlægningen, hvorfor kommissionen bør kontakte de udvalg, som beskæftiger sig med sådanne opgaver." Ministeren for offentlige arbejder havde stillet et ændringsforslag, der var tiltrådt af hele udvalget, hvorefter en repræsentant for Københavns og Frederiksberg kommuner samt repræsentanter for Danske Privatbaners Fællesrepræsentation, Privatbanepersonalets Fællesråd og Erhvervenes Trafikudvalg skulle indtræde i kommissionen. Endvidere havde det konservative folkepartis medlemmer af udvalget stillet et ændringsforslag, hvorefter de politiske repræsentanter ikke skulle med i kommissionen.
Det af mindretallet stillede ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandlingen med 106 stemmer mod 33, idet forslaget udover' støtte fra medlemmer af det konservative folkeparti fik støtte fra liberalt centrum. Ministerens ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.
Ved 3. behandlingen blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 143 stemmer.