Lovforslaget var ved sin fremsættelse identisk med et i folketingsåret 1964-65 fremsat forslag, som ikke nåede at komme til behandling i folketinget. Der kan derfor om lovens nærmere indhold og baggrund i alt væsentligt henvises til omtalen af det nævnte lovforslag i årbog 1964-65, side 467 ff.

Lovforslaget ændredes imidlertid under behandlingen i folketinget, navnlig som følge af de boligpolitiske aftaler af 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre (se det ovenfor under nr. 56 omtalte forslag til lov om ændring i lov om boligbyggeri).

I det følgende vil disse ændringer blive omtalt i forbindelse med en kort redegørelse for lovens hovedtræk.

Ifølge loven kan ejerlejligheder oprettes i ejendomme, som i deres helhed opdeles i ejerlejligheder, d. v. s. lejligheder, der ejes særskilt.

Hver ejerlejlighed anses som en selvstændig fast ejendom. De nærmere bestemmelser om tinglysning skal fastsættes af justitsministeren.

Der er tale om en egentlig ejendomsret, som er kombineret med en andel i det nødvendige fællesskab mellem ejerne i en ejerlejlighedsejendom (ejerforeningen). De nærmere bestemmelser for dennes ledelse, regnskabsaflæggelse, revision m. v. fastsættes i en af boligministeren udarbejdet normalvedtægt.

Den væsentligste ændring, der fandt sted under behandlingen i folketinget — som nævnt som følge af boligforliget — var en ændring i lovens anvendelsesområde (§ 10).

Efter det oprindelige lovforslag skulle loven kun finde anvendelse på lejligheder i ejendomme, hvis opførelse påbegyndtes efter lovens ikrafttræden med opdeling i ejerlejligheder som formål.

Dens bestemmelser skulle endvidere ikke finde anvendelse på landbrugsejendomme.

Undtaget var således hele den bestående boligmasse og det sociale byggeri, som opføres til udleje eller til brug for medlemmerne.

§ 10 fik i sin endelige udformning følgende ordlyd:

„Loven finder ikke anvendelse på:

1. Landbrugsejendomme, jfr. § 1 i lov om landbrugsejendomme.

2. Ejendomme, som er opført til brug for medlemmer eller til udleje af sociale boligforetagender, jfr. kap. XV i lov om boligbyggeri.

3. Beboelsesejendomme, hvis opførelse er påbegyndt før 1890, medmindre de er fredet i henhold til lov om bygningsfredning, eller det stedlige boligtilsyn skønner, at de ikke er uegnede til fortsat anvendelse som boliger for mennesker, jfr. §§ 8-10 i lov om boligtilsyn. Såfremt ejendommen omfattes af lov om boligtilsyn §§ 8-10, men manglerne kan afhjælpes, og dette sker ved ejerens eller lejernes foranstaltning, finder loven anvendelse."

§ 9 gav i sin oprindelige form erhververen af en endnu ikke fuldført lejlighed adgang til at træde tilbage i alle tilfælde, hvor han ikke var gjort bekendt med en beregning af opførelsesudgifterne og en opstilling over finansiering og drift. Bestemmelsen ændredes således, at den alene fastslår en egentlig oplysningspligt.

Ikrafttrædelsestidspunktet fastsattes til den 1. juli 1966.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af en betænkning, afgivet af det såkaldte ejerlejlighedsudvalg (betænkning nr. 395, 1965), der var nedsat på initiativ af venstre og det konservative folkeparti. Boligministeren gav i marts 1965 tilsagn om at fremsætte lovforslaget, men gav ved fremsættelsen i maj måned 1965 udtryk for den opfattelse, at den gældende retstilstand rummede tilstrækkelige muligheder for, at brugerne af en etageejendom kunne komme til at eje ejendommen, og at der ikke var behov for særlig lovgivning om disse kollektive former for ejerlejligheder.

Ved 1. behandling af nærværende lovforslag bemærkede Axel Ivan Pedersen (S), at hans parti ikke var tilhænger af ejerlejlighedssystemet og kun havde givet tilslutning til et lovforslag med en konkret afgrænsning af systemets anvendelse. Han fremhævede en række efter hans opfattelse åbenbare ulemper ved forslaget af inflatorisk, skattemæssig og administrativ karakter, men fandt ingen fordele. Hvis man trods dette ønskede systemet gennemført, ville hans parti dog være indforstået med, at det skete.

Såvel venstres som det konservative folkepartis ordfører (Ib Thyregod og Thestrup) fremhævede fordelene ved ejerlejlighedssystemet, som navnlig gav sig udslag i en øget opsparing og en øget beskyttelse mod opsigelser. De fandt imidlertid, at lovforslaget på usaglig måde og i alt for høj grad begrænsede systemets anvendelsesområde, og ville i udvalget arbejde for en udvidelse af lovforslaget.

Også Else-Merete Boss (RV) var positivt indstillet til tanken om at indføre ejerlejlighedsinstituttet ikke mindst af hensyn til mulighederne for værdisikret opsparing, ligesom det ville kunne medføre en forbedret vedligeholdelse af ejendommene. Heller ikke hun ønskede det begrænset til byggeri, der opføres efter lovens ikrafttræden.

Arne Larsen (SF) fandt lovforslaget i bedste fald helt overflødigt og i værste fald direkte skadeligt, idet det tilsigtede at splitte det spekulationsfrie sociale byggeri og ville give forøgede muligheder for på legal vis at udnytte bolignøden. Alle gode kræfter burde forenes for at forhindre lovforslagets gennemførelse.

Bækgaard (Uafh) anbefalede lovforslaget, som han dog ønskede udvidet til også at omfatte ældre ejendomme.

Niels Westerby (LC) var tilhænger af, at princippet om selvejerlejligheder gennemførtes i så vidt omfang som overhovedet muligt. Loven burde derfor også gælde for de lejligheder, der allerede var opført, og burde også omfatte lejligheder i de sociale boligforetagender, bortset fra de socialfilantropiske. Han efterlyste i øvrigt regler, som gav lejerne en vis forkøbsret til ejendommene.

Som nævnt i det foregående blev der med hensyn til lovens område ved de boligpolitiske aftaler af 18. januar mellem forligspartierne opnået enighed om, at der skulle åbnes adgang til også at etablere ejerlejligheder i hele den eksisterende boligmasse bortset fra det almennyttige byggeri.

Udvalgsbetænkningen indeholdt et herpå sigtende ændringsforslag til lovforslagets § 10. Ændringsforslaget var tiltrådt af udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Arne Larsen).

Betænkningen indeholdt i øvrigt bl. a. en redegørelse for de problemer, der knytter sig til tinglysningen af rettigheder over ejerlejligheder, og — som bilag — ministerens besvarelser af de af udvalget skriftligt stillede spørgsmål.

Ved et til 3. behandling stillet ændringsforslag ændredes § 10 yderligere, så at loven ikke skal finde anvendelse på ejendomme fra før 1890 af så ringe kvalitet, at de bør saneres. Bestemmelsen er i sin helhed citeret foran i forbindelse med gennemgangen af loven.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 134 stemmer mod 11 (SF og Holger Eriksen (S)); 1 medlem (Rosing) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.