Loven, der skal afløse den hidtidige lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfredning, svarer med enkelte ændringer til et i folketingsåret 1964-65 fremsat lovforslag, som ikke nåede at blive færdigbehandlet, se årbog 1964-65, side 521.

Der kan om den almindelige baggrund for lovforslaget henvises til lovforslagets bemærkninger og til anførte sted i årbogen for 1964-65, hvor væsentlige dele af ministerens fremsættelsestale er citeret. Heri fremhæves navnlig den vanskelige økonomiske stilling for bygningsbevaringsarbejdet som helhed og den relativt ringe beskyttelse, som de B-fredede bygninger hidtil har haft.

De hidtil meget begrænsede midler, der har været til rådighed som statslige tilskud til opretholdelse af fredede bygninger, for tiden 220.000 kr. årlig, forslår — selv i forbindelse med et stort arbejde og tilskud fra private bevaringsforeninger — overhovedet ikke til at skadesløsholde bygningernes ejere for de merudgifter ved opretholdelse og vedligeholdelse, som selve fredningen forpligter ejerne til. Lovens hovedidé er derfor oprettelsen af et særligt fond gennem årlige statsbevillinger på indtil videre 400.000 kr., der først og fremmest skal anvendes til overtagelse af truede fredede ejendomme og til istandsættelse i forbindelse med overtagelsen, jfr. lovens § 16.

Endvidere medfører loven en øget beskyttelse af facaderne på de B-fredede ejendomme.

Endelig indebærer loven en omredaktion og ajourføring af den hidtidige lovs bestemmelser.

§§ 1 og 2 svarer med enkelte ændringer til den hidtidige lovs bestemmelser og åbner mulighed for fredning af bygninger eller bygningsdele, hvis bevaring på grund af deres særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske værdi er af væsentlig betydning. Den hidtidige bestemmelse, hvorefter som regel kun sådanne bygninger eller bygningsdele, der er over 100 år gamle, fredes, er uændret i forhold til den gamle lov.

Bygninger, hvis arkitektoniske eller kulturhistoriske værdi er særlig stor, fredes i klasse A. Andre bygninger kan fredes i klasse B. Bestemmelsen svarer i princippet til den hidtidige lov.

I § 3 omhandles det særlige bygningssyn, der på bygningsfredningens område principielt udgør den højeste sagkundskab og derfor normalt er eneste instans, et forhold, der ved lovens bestemmelser dog modificeres derved, at visse centrale afgørelser kan indbringes for ministeren.

Under behandlingen af det i 1964-65 fremsatte lovforslag fremkom dels tanken om en overinstans for bygningssynet, dels ønsket om udvidelse af dets medlemskreds specielt med henblik på lokale interesser og på ejerinteresser. Bestemmelsen om bygningssynets sammensætning (§ 3, stk. 2) var allerede ved fremsættelsen af lovforslaget ændret i forhold til det tidligere lovforslag med henblik på en udvidelse af medlemstallet, og bestemmelsen ændredes yderligere under lovforslagets behandling.

I sin endelige form fik bestemmelsen følgende ordlyd:

„Det særlige bygningssyn består af rigsantikvaren som formand samt 6 medlemmer beskikket af ministeren, heraf 1 arkitekt efter indstilling af akademirådet ved det kongelige akademi for de skønne kunster, 1 indstillet af Københavns kommune og Den danske Købstadforening i fællesskab og 1 af De samvirkende Sognerådsforeninger og Bymæssige Kommuner i fællesskab. De 2 sidstnævnte medlemmer udpeges blandt ejere eller brugere af de fredede ejendomme. Af de øvrige medlemmer skal det ene opfylde de almindelige betingelser for udnævnelse til landsdommer. Beskikkelserne gælder for 4 år."

Ifølge § 4 får fredningen som hidtil prioritet forud for alle andre rettigheder over den pågældende ejendom. Den tinglyses på ejendommen på bygningssynets begæring. Ministeren fastsætter de nærmere forskrifter om meddelelse til ejeren m. v., jfr. nedenstående bemærkninger i forbindelse med omtalen af folketingsudvalgets betænkning.

§ 6 omhandler bygningsarbeide ved fredede bygninger. Mens såvel beskyttelsen af den fredede bygning som ejerens retsstilling i det væsentlige er uændret i forhold til den hidtidige lov for de A-fredede bygninger, er der for de B-fredede bygningers facader gennemført en øget beskyttelse. Ifølge stk. 1 kræver således alle bygningsarbejder vedrørende A-fredede bygninger og bygningsarbejder vedrørende B-fredede bygningers facader, herunder tagflader, mod gade, vej eller plads i bymæssige bebyggelser tilladelse fra bygningssynet, hvis arbejderne går ud over almindelig vedligeholdelse. Det samme gælder udvendig skiltning.

Paragraffen giver i øvrigt nærmere regler om fremgangsmåden ved indsendelse og behandling af forslag og om godtgørelse til ejeren for merudgifter ved en af bygningssynet ændret plan.

Det bemærkes, at beskyttelsen af en B-fredet bygning mod skæmmende ændringer ved bygningens indre eller facader og tagflader, som ikke vender mod gade, vej eller plads, ikke er søgt styrket, men stadig kun består i, at det pålægges ejeren at tilstille bygningssynet en redegørelse for de planlagte arbejder, hvis disse går ud over almindelig vedligeholdelse.

De følgende paragraffer (7-15) svarer med enkelte ændringer til den hidtidige lovs bestemmelser. De omhandler bl. a. ejerens retableringspligt, vanrøgt, skade ved brand eller anden ulykke, nedrivningstilladelse og tilskud til en sagkyndig istandsættelse mod tinglysning af en særlig bevaringsservitut.

Ifølge § 16 oprettes under ministeren for kulturelle anliggender en "Statens bygningsfredningsfond". Fondens midler tilvejebringes gennem årlige statstilskud, første gang i finansåret 1966-67, på 400.000 kr., der står til fondens rådighed, således at besparede beløb overføres til følgende finansår.

Fonden har til opgave at løse særlige frednings- og bevaringsopgaver, hvortil udgifterne ikke kan afholdes af de midler, der stilles til rådighed på de årlige finanslove.

Der er herved tænkt på sådanne opgaver, som økonomisk overstiger, hvad der kan gennemføres med støtte af bygningssynets ordinære finanslovbevillinger. Det er således ikke meningen, at der af fonden skal ydes støtte til mindre istandsættelsesarbejder eller til undersøgelses- og projekteringsarbejder, men midlerne tænkes i første række anvendt til ejendomserhvervelser med eventuel istandsættelse og videresalg til tredjemand for øje og til større hovedistandsættelsesarbejder, hvorved værdifulde bygninger kan bevares.

Forslag til revision af det nævnte beløb på 400.000 kr. skal forelægges folketinget til revision senest i folketingsåret 1969-70.

Fonden administreres ifølge § 17 af en bestyrelse, bestående af samtlige medlemmer af det særlige bygningssyn samt 1 repræsentant for finansministeriet, 1 repræsentant for boligministeriet og 1 repræsentant for statens ligningsdirektorat. Formanden for det særlige bygningssyn er tillige formand for fonden.

§ 18 indeholder straffebestemmelser, der i forhold til den hidtidige lov er præciseret og ajourført.

Loven trådte ifølge § 20 i kraft 1. juli 1966. Loven af 1918 ophæves, men de efter nævnte lov gennemførte fredninger opretholdes, så at retsvirkningerne af fredningerne vil være de i nærværende lov indeholdte.

Loven gælder ifølge § 21 ikke for Færøerne. Den kan ved kgl. anordning sættes i kraft i Grønland med de afvigelser, som landsdelens særlige forhold tilsiger.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse fra alle partiers ordførere, idet det fra alle sider erkendtes, at en bedre sikring af de gamle bevaringsværdige bygninger var påkrævet.

Per Møller (V) og Hanne Budtz (KF) beskæftigede sig bl. a. med spørgsmålet om bygningssynets sammensætning, et spørgsmål, som der ikke opnåedes enighed om under forhandlingerne om lovforslaget i sidste folketingsår. Ministeren havde ved lovforslagets fremsættelse vist en vis imødekommenhed, men var efter de to ordføreres opfattelse ikke gået vidt nok i retning af en beskyttelse af ejeres og brugeres interesser. Som nævnt ændredes bestemmelsen om bygningssynets sammensætning yderligere under sagens behandling (jfr. § 3, stk. 2), hvorved det blev slået fast, at de af de kommunale organisationer udpegede medlemmer skulle være ejere eller brugere af de fredede ejendomme.

Poul Dam (SF) gik stærkt imod denne og enkelte ændringer. Bygningssynets arbejde burde foregå uden indblanding af uvedkommende synspunkter, d.v.s. synspunkter, der ikke var begrundet i en særlig sagkundskab med hensyn til bygningernes arkitektoniske, historiske og øvrige kulturelle værdi.

I udvalgets betænkning stillede ministeren enkelte ændringsforslag, hvoraf det væsentligste er omtalt i det foregående. Ministerens ændringsforslag, der var tiltrådt af udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Poul Dam), vedtoges ved 2. behandling.

Udvalgets mindretal (Poul Dam) stillede ændringsforslag, som tilsigtede dels en sammensætning af bygningssynet, som svarede til den, der af ministeren var foreslået i det oprindelige (i 1964-65) fremsatte lovforslag, dels en beskyttelse af samtlige B-fredede bygningers facader. Disse ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling.

I udvalgets betænkning udtales i øvrigt bl. a.:

„Udvalget er i øvrigt af den opfattelse, at der i videst muligt omfang bør tages hensyn til ejeres og brugeres praktiske udnyttelse af fredede bygninger, dog således, at denne udnyttelse ikke er uforenelig med fredningsformålet. En herpå sigtende bestemmelse vil blive optaget i instruksen for det i henhold til loven nedsatte særlige bygningssyn, jfr. § 1 i udkast til instruks, som er optrykt som bilag til betænkningen.

Det nævnte udkast til instruks indeholder endvidere i § 3 en bestemmelse, hvorefter en af det særlige bygningssyn til fredning foreslået bygning forudsættes besigtiget, ligesom bygningens ejer skal underrettes om, at fredning påtænkes, således at han kan fremføre eventuelle indvendinger over for ministeren, inden denne træffer sin afgørelse. Bestemmelsen er et resultat af de i samrådet førte forhandlinger."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 137 stemmer; 10 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.