L 91 Lov om udbygning af motorvejen vest om København.

Af: Minister for offentlige arbejder Kai Lindberg (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 166 af 27-05-1964
Ved loven, der gennemførtes uændret i folketinget, bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til som motorvej at lade anlægge en hovedlandevej vest om København i en linje fra Vestmotorvejens sydlige gren syd for Brøndbyvester til Kagså nord for Herlev.

Ministeren bemyndiges til at erhverve de arealer, der udkræves hertil, om fornødent ved ekspropriation. Udgifterne ved anlægget samt dets fremtidige vedligeholdelse afholdes af vejfonden.

Anlægget af en motorvej på denne strækning indgik i lov nr. 168 af 11. april 1942 om anlæg af en motorvej vest om København samt udbygning af Hørsholmvejen som motorvej, men ved lov nr. 222 af 11. juni 1954 blev det bestemt, at motorvejen indtil videre ikke skulle udføres på strækningen syd for Ringvej B3, idet Københavns amtsråd allerede på daværende tidspunkt havde gennemført anlægget af Ringvej B3 på strækningen fra Glostrup til Gladsakse. Loven af 1954 forudsatte i overensstemmelse med en indstilling fra et af ministeriet nedsat udvalg med repræsentanter for rigsdagen, de interesserede kommuner og ministeriet, at man reserverede sig muligheden for senere at kunne gennemføre anlægget af motorvejen også på strækningen fra Brøndbyvester til Ringvej B3 ved Kagså, og det er dette anlæg, der omhandles i loven.

Anlægsudgifterne for vejanlægget, der har en længde på i alt 12,6 km, med tilhørende broer for Vestbanen og Frederikssundsbanen samt broer for skærende veje og inklusive tilslutningsanlæg, var på grundlag af de foreliggende projekter skønsmæssigt anslået til ca. 50 mill. kr., eksklusive det eventuelle tilslutningsanlæg ved Slotsherrensvej, med prisniveau januar 1964. Drifts- og vedligeholdelsesudgifterne ansloges til ca. 500.000 kr. årligt.

Ved 1. behandling, der foretoges sammen med 1. behandling af den følgende sag — lov om visse hovedvejsanlæg i og ved København — og hvorunder der diskuteredes trafikproblemer i almindelighed, modtoges lovforslaget velvilligt.

Det henvistes til behandling i et udvalg, der indstillede det til vedtagelse uændret. I betænkningen redegjordes for en henvendelse fra „Avedøreudvalget", der ønskede forundersøgelse og projektering af en videreførelse af motorvejen vest om København over Avedøre Holme til de inddæmmede arealer på Amager, hvor den skulle tilsluttes det planlagte hovedlandevejssystem på Amager. I ministerens besvarelse udtaltes, at så længe de byplanmæssige forhold i disse områder var uafklarede, ville det ikke være muligt at foretage yderligere projektering til forberedelse af anlægget af en sådan vejlinje.

Udvalget tog ministerens redegørelse til efterretning, da anlæggene ifølge forslag til lov om udbygning af motorvejen vest om København ikke forskertser mulighederne for at imødekomme de planer, Avedøreudvalget omtaler i sin henvendelse.

Udvalget lagde stor vægt på, at de statslige og kommunale myndigheder fremmer indretning af parkeringspladser i hovedstadsområdet, herunder anlæg i forbindelse med S-banestationerne.

Der var i øvrigt enighed mellem udvalget og ministeren om, at fremme af den kollektive trafik gennem anlæg af tunnelbaner er en nødvendig betingelse for, at Storkøbenhavn kan få rimelige trafikforhold.

Betænkningen indeholdt følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal (Arne Larsen) kan give fuld tilslutning til lovforslaget om udbygning af motorvejen vest om København og er i øvrigt enig med ministeren for offentlige arbejder i dennes svar til foreningerne Industrikvarteret Avedøre Holme, Landsforeningen Dansk Arbejde og Industrirådet angående en eventuel forundersøgelse og projektering af en videreførelse af motorvejen vest om København over Avedøre Holme til de inddæmmede arealer på Amager. Så længe der ikke er taget stilling til hele Sydhavnsproblemet, til lufthavnens udvidelse eller flytning og hele det inddæmmede areals udnyttelse og bebyggelse, vil det ikke være hensigtsmæssigt at fastlægge linjeføringen for en videreførelse af motorvejen vest om København."

Efter 2. behandling, hvor Rimstad (Uafh) støttede udvalgsindstillingen, gik lovforslaget tilbage til udvalget uden at dette medførte ændringer. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 129 stemmer. 1 medlem (Rosing) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Svend Horn (S), Gustav Holmberg (V), E. Juul-Madsen (KF), Arne Larsen (SF), Else-Merete Ross (RV) og I. A. Rimstad (U)