Ved loven etableres en tillægspensionsordning med det formål at udbetale lønmodtagere m. fl. tillægspension i overensstemmelse med de i loven nærmere fastsatte regler. Der skal i det følgende gives en oversigt over den ved loven indførte ordning.
Loven omfatter principielt alle lønmodtagere i alderen 18-66 år, såvel arbejdere som medhjælpere og funktionærer, og uanset om de pågældende i forvejen er sikret pension. Undtaget fra ordningen er alene statstjenestemænd og personer med pensionsret efter regler, svarende til statstjenestemændenes, samt lærlinge på lærekontrakt. Undtaget er endvidere lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid hos samme arbejdsgiver under 15 timer eller — såfremt de er månedslønnede — med en månedlig arbejdstid hos samme arbejdsgiver under 65 timer, medmindre der er tale om personer, der typisk har beskæftigelse hos flere arbejdsgivere inden for en enkelt uge (løsarbejdere), for hvem der er fastsat særlige regler.
I det fremsatte lovforslag var det foreslået, at desuden personer, der i forvejen var sikret pension af mindst samme værdi som tillægspensionen, skulle kunne undtages fra lovens regler efter ansøgning herom. I folketingsudvalgets betænkning stillede arbejdsministeren imidlertid forslag om, at denne bestemmelse udgik af lovforslaget. Ændringsforslaget begrundedes med 1) den bestående risiko for, at ensartede ordninger ville blive forskelligt behandlet på grund af parternes afvigende styrkeforhold i de enkelte tilfælde, 2) de administrative lettelser, som ændringsforslaget ville medføre, og 3) muligheden for, at tjenestemændene, hvis pensionsordning som overvejende hovedregel var gunstigere end de private pensionsordninger, senere ville få adgang til tillægspensionsordningen på samme vilkår som andre lønmodtagere. Ændringen vedtoges ved lovforslagets 2. behandling med 155 stemmer mod 1, mens 5 medlemmer undlod at stemme.
Selvstændige erhvervsdrivende omfattes ikke af loven, men loven indeholder en særlig bestemmelse, der giver lønmodtagere, som overgår til at være selvstændige erhvervsdrivende, adgang til at forblive i tillægspensionsordningen, når de har været medlemmer i sammenlagt mindst 3 år. Denne regel betyder i praksis på lidt længere sigt — da næsten alle er lønmodtagere i de unge år — at alle, der ønsker det, kan blive omfattet af ordningen.
Bestemmelserne om bidrag findes i lovens §§ 15-17. Det fremgår heraf, at tillægspensionsordningen hviler i sig selv uden tilskud fra det offentlige, idet midlerne tilvejebringes ved bidrag Ira arbejdsmarkedets to parter. Bidraget er fastsat til 5 kr. 40 øre pr. uge for medlemmer med mindst 30 timers ugentlig beskæftigelse eller 21 kr. 60 øre pr. måned for månedslønnede medlemmer med mindst 130 timers månedlig beskæftigelse. For medlemmer med 15-29 timers ugentlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver og for månedslønnede medlemmer med 65-129 timers månedlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver udgør bidraget det halve. Af bidraget udredes 2/3 af arbejdsgiveren, 1/3 af lønmodtageren. Medlemmer, der har bevaret deres medlemskab, efter at de er blevet selvstændige erhvervsdrivende, betaler selv hele bidraget. Bidragsbetalingen ophører ved medlemmets fyldte 67. år, uanset om den pågældende måtte fortsætte sin beskæftigelse.
Reglerne om tillægspensionens størrelse findes i lovens §§ 5-10. Tillægspensionen ydes fra det fyldte 67. år både for mænd og kvinder. Fuld tillægspension udgør 2.400 kr. årlig, men ved opsættelse af begæringen om pension til det fyldte 70. år vil den årlige pension stige til 3.120 kr.
For lønmodtagere, der indtræder i tillægspensionsordningen inden et år efter dens ikrafttræden, opnås retten til fuld pension efter 27 års anciennitet, men kan lønmodtageren på grund af alder ikke opnå 27 års anciennitet, aftrappes pensionen efter så gunstige regler, at der f. eks. med kun et års anciennitet opnås en pension på 600 kr. Den lønmodtager, der ved sit fyldte 67. år ikke har opnået en til sin indtrædelsesalder svarende anciennitet, opnår kun ret til en forholdsmæssig andel af tillægspensionen.
Lønmodtagere, der først indtræder i ordningen et år efter dens ikrafttræden eller senere, skal have 40 års anciennitet for at få fuld tillægspension. Har de mindre anciennitet, dog mindst 5 år, opnås ret til en forholdsmæssigt fastsat tillægspension. Under folketingsbehandlingen af lovforslaget suppleredes disse regler efter forslag af arbejdsministeren med en bestemmelse om, at personer, der først indtræder i ordningen efter deres fyldte 62. år — hvorfor de efter disse regler aldrig vil kunne opnå ret til tillægspension — ved deres fyldte 67. år skal have tilbagebetalt det for dem i alt indbetalte bidrag med påløbne renter 4½ pct. p. a.
Efter udvalgsbehandlingen foretoges endvidere den vigtige ændring i lovforslaget, at der indføjedes regler om en enke- pensionsordning ifølge ændringsforslag af arbejdsministeren i folketingsudvalgets betænkning. Ordningen vil formentlig medføre, at de i loven fastsatte bidrag på længere sigt ikke vil give fornøden dækning, hvorfor det i den endelige lov blev overladt til ledelsen af Arbejdsmarkedets Tillægspension at tage op til overvejelse, hvorledes og fra hvilket tidspunkt bidragssatserne skal reguleres for at imødegå de øgede finansielle forpligtelser, som enkepensionsordningen vil medføre.
Efter de indføjede bestemmelser bliver den, der bliver enke efter et medlem eller en tillægspensionist, berettiget til pension fra sit fyldte 62. år, hvis ægteskabet har varet mindst 10 år og afdøde havde opnået mindst 10 års anciennitet. Gifter enken sig på ny, bortfalder enkepensionen, men retten genindtræder efter begæring, hvis ægteskabet ophører.
Enkepensionen udgør halvdelen af den tillægspension, som manden modtog eller ville have været berettiget til at modtage fra sit 67. år på grundlag af de indtil dødsfaldet betalte bidrag. Er enken selv medlem af arbejdsmarkedets tillægspension, får hun kun ret til den største af pensionerne.
De gennem tillægspensionsordningen opsparede fondsmidler skal anbringes i obligationer, aktier m. v. samt i fast ejendom, og i lighed med den tilsvarende svenske ordning kan der på nærmere i loven fastsatte vilkår gennem de almindelige pengeinstitutter ydes lån til arbejdsgivere, der har betalt bidrag.
Der er ikke i loven indeholdt nogen automatisk reguleringsbestemmelse for udsving i leveomkostninger, men der er lagt vægt på, at der ved fondsmidlernes placering skal tilstræbes ikke blot en betryggende sikkerhed og den højest mulige forrentning, men også så vidt gørligt en opretholdelse af midlernes realværdi. Ordningens ledelse skal med passende mellemrum optage til overvejelse spørgsmålet om en ajourføring af pensioner og eventuelt af bidrag.
Reglerne om ordningens ledelse og administration findes i §§ 20-25. I konsekvens af, at tillægspensionsordningen forudsættes at skulle hvile i sig selv uden tilskud fra det offentlige, er Arbejdsmarkedets Tillægspension oprettet som en selvstændig, selvejende institution, som ledes af den kreds, der tilvejebringer ordningens midler, d. v. s. de grupper af lønmodtagere og arbejdsgivere, der vil blive berørt af ordningen.
Ifølge lovens § 28 kan afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Tillægspension om medlemskab, bidrag eller pensionsret indbringes for et ankenævn, hvis medlemmer udnævnes af arbejdsministeren efter indstilling af højesterets præsident, af sø- og handelsrettens præsident, af den faste voldgiftsret samt af arbejdsgivernes og lønmodtagernes repræsentanter i repræsentantskabet for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Arbejdsmarkedets Tillægspension står under tilsyn af forsikringsrådet, og der findes i lovens § 27 nærmere regler herom, idet det samtidig er bestemt, at reglerne om tilsyn med pensionskasser ikke gælder for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
I lovens §§ 29-38 er samlet forskellige bestemmelser af spredt indhold, herunder om arbejdsgiveres indberetnings- og indbetalingspligt og om strafansvar for overtrædelse af lovens regler. I § 37 er det bestemt, at ydelser efter loven ikke medtages ved beregningen af de indtægter, der lægges til grund ved fastsættelsen af grundbeløbet for folkepension.
Lovens ikrafttrædelsesbestemmelser findes i §§ 39-44. Det fremgår heraf, at der skal svares bidrag af løn, der indtjenes fra og med 1. april 1964, mens udbetalingen af tillægspension begynder 1. april 1965.
Om baggrunden for lovforslaget oplyste arbejdsministeren i sin mundtlige fremsættelsestale i folketinget bl. a. følgende:
„Tanken om at forbedre indkomsterne for de ældre ved indførelse af en tillægspension er i årene efter den anden verdenskrig dukket op i en række lande. Baggrunden herfor har dels været den kraftige økonomiske udvikling og den dermed følgende velstandsstigning, der har fundet sted i denne periode, dels den udbygning af den almindelige folkepensionering, der efterhånden er sket i disse lande.
Jeg vil også pege på, at i nogle af de lande, som det er mest nærliggende at drage sammenligning med, er der i de seneste år tilvejebragt tillægspensionsordninger. Dette gælder således i Sverige, Norge, Finland og England.
Her i landet blev problemet om indførelse af en tillægspensionsordning i form af en forsikringsmæssig overbygning på alders- og invaliderentelovgivningen allerede behandlet af folkeforsikringskommissionen af 1948, der imidlertid ikke på daværende tidspunkt mente at kunne anbefale indførelse af en sådan ordning, hverken på obligatorisk eller frivilligt grundlag.
Spørgsmålets behandling førte imidlertid til vedtagelsen i 1956 af lovgivningen om pristalsreguleret alderdomsopsparing, hvorved det blev muligt på frivillig basis gennem forsikringsselskab, bank eller sparekasse at sikre et vist beløb i alderdommen, således at beløbet er sikret værdifasthed dels gennem præmieregulering, dels gennem tilsagn om et særligt indekstillæg fra staten.
Tillægspensionstanken blev siden inddraget i overenskomstforhandlingerne i foråret 1961 med henblik på at indføre en
tillægspensionsordning som et led i arbejdsmarkedets kollektive aftaler. På grund af spørgsmålets omfattende og komplicerede karakter kunne overvejelserne herom imidlertid ikke afsluttes på daværende tidspunkt, men et udvalg, der i medfør af mæglingsforslagene nedsattes af Landsorganisationen De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening fik til opgave at undersøge mulighederne for at indføre en sådan ordning. Der var altså på daværende tidspunkt en positiv indstilling hos hovedorganisationerne over for at finde frem til en tillægspensionsordning.
Dette udvalg, der benævntes efterlønsudvalget, afgav i sommeren 1962 sin redegørelse, der indeholdt en teknisk gennemgang af de problemer, der knytter sig til indførelsen af en tillægspensionsordning.
Under overenskomstforhandlingerne i vinteren 1962-63 viste det sig ikke muligt at tilvejebringe aftale om indførelse af en tillægspensionsordning som led i de kollektive overenskomsters fornyelse. I erkendelse af problemets betydning og ud fra ønsket om, at den personkreds, der skulle omfattes af en sådan ordning, blev videre, end det ville have været tilfældet efter aftale mellem de to nævnte hovedorganisationer, blev problemet inddraget i den af regeringen foreslåede og af folketinget vedtagne plan til en samlet løsning af landets økonomiske problemer ved bestemmelsen i § 5 i overenskomstloven.
Ifølge § 5, stk. 1, i denne lov påhviler det arbejdsministeren i folketingsåret 1963-64 for folketinget at fremsætte lovforslag om gennemførelse af en tillægspensionsordning, der baseres på indbetalinger fra arbejdsgivere og lønmodtagere med virkning fra den 1. marts 1964. Til forberedelse af dette lovforslag blev der i medfør af § 5, stk. 2, nedsat et sagkyndigt udvalg, der skulle afgive indstilling senest den 1. december 1963.
Tillægspensionsudvalget af 1963 blev herefter nedsat den 18. april og har ved udgangen af november måned i år afgivet en betænkning, der er omdelt til tingets medlemmer.
Forslaget til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension svarer bortset fra enkelte redaktionelle ændringer af lovteknisk karakter ganske til det af tillægspensionsudvalget i denne betænkning udarbejdede lovforslag."
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget modtoges det med tilslutning fra regeringspartiernes side. Hans Rasmussen (S) var dog ikke uenig med dem, der havde fremført, at det ville have været bedre, hvis arbejdsmarkedets parter selv havde kunnet klare spørgsmålet. Lovforslaget måtte betragtes som et led i bestræbelserne for at sikre de flest mulige en retfærdig og rimelig andel i det forhøjede velstandsniveau. Der var enkelte detaljer i lovforslaget, som man burde se på i folketingsudvalget. Dispensationsbestemmelsen vedrørende funktionærerne burde strammes, og man måtte sikre sig, at de mange, der i forvejen havde opnået en efterlønsordning, ikke blev ramt økonomisk ved overgangen til tillægspensionen.
Henry Christensen (V) var positivt indstillet over for tillægspensionstanken, og han betragtede det som noget positivt, at den foreslåede ordning hvilede i sig selv uden tilskud fra det offentlige. Lovforslaget havde dog alvorlige mangler. Alle burde stilles lige for loven, og derfor var en tillægspensionsordning, der kun omfattede lønmodtagere, ikke tilfredsstillende. Funktionærernes stilling var efter lovforslaget for usikker, og dette spørgsmål måtte ligeledes klares. Det var uforsvarligt, at der ikke i lovforslaget var taget stilling til enkernes og børnenes stilling. Administrationsapparatet, der var stillet forslag om, var for besværligt. Det ville være simplere, at de beløb, der skulle betales, opkrævedes over skattebilletten. Alle disse spørgsmål måtte der arbejdes med i udvalget, og Henry Christensen tilsagde på sit partis vegne en positiv indsats i så henseende.
Asger Jensen (KF) havde bemærket, at tillægspensionsbeløbet ikke skulle medregnes i de indtægter, der var afgørende for
folkepensionen. Det ville efter hans mening have været mere logisk at begynde med at fjerne folkepensionens nedslagsregler. Det var efter hans opfattelse også en fejl, at lovforslagets pensionssatser gav alle samme pension uanset størrelsen af den arbejdsindtægt, der lå til grund for pensionen. Der burde indføres en gradueret skala. Ligesom Henry Christensen fandt han det rigtigst, at der blev ydet tillægspension til alle, ikke blot til lønmodtagerne, og enke- og børnepensionsspørgsmålet måtte klares nu ved lovens tilblivelse. Asger Jensen sluttede med at henstille, at man overvejede, om ikke det nye administrationsapparat kunne placeres i provinsen.
Også Helge Larsen (RV) fandt, at dispensationsadgangen for funktionærer var for vidtgående. I øvrigt var det klart, at der måtte ske en tilsvarende forbedring af tjenestemændenes stilling. Hvad angik de selvstændigt erhvervsdrivende, var han ikke sikker på, at alle ville være interesseret i at deltage i tillægspensionsordningen. Hele dette spørgsmål måtte nøje undersøges. Principielt ønskede han imidlertid tillægspensionen udbygget således, at alle kunne være med, men spørgsmålets løsning forudsatte yderligere undersøgelser.
Chr. Madsen (SF) mente, at man burde forsøge at få arbejdsgiverne til at betale alle udgifterne ved tillægspensionen. Spørgsmålet om invalide-, enke- og børnepension måtte klares inden lovens vedtagelse. Fondsbestyrelsesreglerne betragtede Chr. Madsen som meget vigtige. Der måtte herigennem være mulighed for, at nogle af fondens midler kunne anbringes i billige lån til boligbyggeri, og den i lovforslaget anførte prioritetsorden for midlernes anbringelse burde ændres.
Iver Poulsen (Uafh) udtalte sig stærkt kritisk om lovforslaget. Det eneste lyspunkt var efter hans mening, at ordningen hvilede i sig selv. Han ville have interesse for lovforslaget, hvis det havde omfattet hele befolkningen. Der var befolkningsgrupper, f. eks. landbruget, hvis indtægter lå væsentlig lavere end lønmodtagernes indtægter, og de ville finde det urimeligt, at lønmodtagerne nu skulle have både folkepension og tillægspension. Hans parti ville ikke medvirke til at skabe nye økonomiske skillelinjer i befolkningen.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der stillede en lang række spørgsmål til arbejdsministeren. Udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelser optryktes i et særligt bilagshæfte, som udvalget afgav forud for betænkningen. I betænkningen stillede arbejdsministeren en række ændringsforslag, hvoraf de vigtigste er omtalt ovenfor i forbindelse med omtalen af lovens indhold. Endvidere stillede Chr. Madsen ændringsforslag vedrørende forhøjelse af pensionsbeløbene, forbedring af den af arbejdsm inisteren foreslåede enkepensionsordning og en bestemmelse om, at arbejdsgiverne skulle betale hele tillægspensionsbidraget.
I betænkningen beklagede et mindretal, bestående af venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget med undtagelse af Adolph Sørensen, at der ikke i udvalget havde kunnet opnås tilslutning til et arbejde for sådanne ændringer af forslaget, at der kunne gives alle borgere adgang til at blive omfattet af tillægspensionsordningen, i videst muligt omfang byggende på de i forslaget indeholdte principper. Mindretallet erkendte, at udarbejdelsen af sådanne ændringsforslag var tidkrævende, men mente, at regeringen i tide burde have foranlediget disse forhold afklaret, så folketinget kunne have taget stilling til en samlet løsning af
tillægspensionsproblemet. Mindretallet opfordrede regeringen til inden lovforslagets færdigbehandling ved hjælp af sagkyndig bistand at søge de hertil fornødne ændringsforslag udarbejdet.
Adolph Sørensen (KF) gjorde i en særudtalelse opmærksom på, at han ikke kunne tilslutte sig den af ministeren foreslåede ændring vedrørende ophævelse af dispensationsadgangen for personer, der i forvejen var tilsluttet en pensionsordning, og vedrørende indførelse af en enkepensionsordning.
Ved lovforslagets 2. behandling stillede Henry Christensen og Asger Jensen følgende forslag om motiveret dagsorden:
„Idet folketinget opfordrer regeringen til inden 3. behandling at udarbejde de ændringsforslag, der er fornødne for, at tinget kan tage stilling til en alle omfattende tillægspensionsordning, fortsætter folketinget behandlingen af lovforslaget."
Dette dagsordensforslag besvaredes af Hans Rasmussen og Helge Larsen med følgende dagsordensforslag:
„Idet folketinget konstaterer, at regeringen allerede har givet tilsagn om at fremsætte forslag om udvidelse af tillægspensionsord- ningen til at omfatte alle og om at fremskynde det forberedende udvalgsarbejde herom mest muligt, fortsætter folketinget behandlingen af lovforslaget om Arbejdsmarkedets Tillægspension."
I tilslutning hertil oplyste arbejdsministeren, at det var regeringens udtrykkelige ønske, at man skulle nå frem til en ordning som den, der er indført i Sverige, omfattende hele befolkningen. Spørgsmålet var imidlertid så omfattende, at det ikke var muligt at løse det i forbindelse med det fremsatte lovforslag, men der var nedsat et udvalg til undersøgelse af problemerne, og ministeren kunne oplyse, at dette udvalg havde påbegyndt sit arbejde, der ville blive fremskyndet. Udvalgets kommissorium havde folketinget haft lejlighed til at gøre sig bekendt med, idet kommissoriet var offentliggjort i det af folketingsudvalget afgivne bilagshæfte.
Efter at det af Hans Rasmussen og Helge Larsen stillede dagsordenforslag var vedtaget med 95 stemmer mod 67, hvorved det først stillede dagsordenforslag bortfaldt, vedtoges de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag, mens Chr. Madsens ændringsforslag forkastedes. Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag med 113 stemmer (S, KF, RV, SF (med undtagelse af Skræppenborg-Nielsen) og ministeren for Grønland) mod 5 (Uafh). 30 medlemmer (V, Skræppenborg-Nielsen (SF) og Rosing (Grønl.)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.