Ved loven stilles i overensstemmelse med reglerne i § 17, stk. 1, i statshusmandsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 224 af 25. maj 1960 (årbog 1959-60, side 172), de fornødne midler til gennemførelse af statshusmandsloven til rådighed for finansåret 1962-63.
De i lovens § 1, stk. 1, omhandlede rådighedsbeløb af jordfonden er fastsat til samme beløb som i udlånsloven for finansåret 1961-62.
De i lovens § 1, stk. 2, omhandlede rådighedsbeløb af statskassen er i overensstemmelse med en af statens jordlovs- udvalg afgiven indstilling fastsat således:
til lån til jordkøb, opførelse eller overtagelse af bygninger, el-installation og etablering m. m. i henhold til statshusmandslovens § 30, jfr. §§ 31, 33 og 50 (en nedsættelse på 7 mill. kr. i forhold til den tidligere udlånslov) .................................... 8 mill. kr.
til lån til erhvervelse af tillægsjord, opførelse af bygninger og etablering i henhold til statshusmandslovens § 30, jfr. § 34 (en forhøjelse på 2 mill. kr. i forhold til den tidligere udlånslov)
.......................................................................... 5 mill. kr.
til tillægslån og etableringslån i henhold til statshusmandslovens §§ 55 og 56 (en forhøjelse på 1 mill. kr. i forhold til den tidligere udlånslov) .......................................................... 2 mill. kr.
til lån i henhold til statshusmandslovens § 59 (uændret) .......................................................................... 0,5 mill. kr.
til lån i henhold til statshusmandslov ens §§ 60 og 61 (uændret)
.......................................................................... 0,4 mill. kr.
til anlæg af adgangsveje i henhold til statshusmandslovens § 45, sidste punktum (uændret) ................................... 0,3 mill. kr.
til tilskud i henhold til statshusmandslovens § 63 (uændret)
.......................................................................... 25 000 kr.
Loven indebærer i alt en nedsættelse på 4 mill. kr. i forhold til udlånsloven for finansåret 1961-62. Baggrunden for loven er, at der forudses en væsentlig nedgang i antallet af nyoprettede brug på privat indkøbt jord. På den anden side regnes der med en øget udlånsvirksomhed til supplering af mindre brug.
Under hensyn til jordprisernes fortsatte stigning er i § 2, stk. 1 a og b, i overensstemmelse med en af statens jordlovsudvalg afgiven indstilling maksimumsbeløbene for lån til jordkøb fastsat således: til nye selvstændige landbrug 25 000 kr., undtagelsesvis 30 000 kr., til nye selvstændige gartnerier og havebrug 12 000 kr., undtagelsesvis 20 000 kr.
Under hensyn til stigningen i byggeomkostningerne er i § 2, stk, 1, i øvrigt i overensstemmelse med en af statens jordlovsudvalg afgiven indstilling fastsat følgende ændrede maksimumsbeløb: for lån til opførelse af bygninger til nye selvstændige landbrug 75 000 kr., til større landbrug dog undtagelsesvis 85 000 kr., til opførelse af bygninger til gartnerier 70 000 kr., til opførelse af drivhuse 35 000 kr. og til overtagelse, til- og ombygning af bygninger på stamparceller 85 000 kr.
Der har hidtil været fastsat et størstebeløb for opførelse af bygninger til mindre landbrug, et størstebeløb for større landbrug og et størstebeløb for større landbrug i undtagelsestilfælde. Da denne opdelingsmåde skønnes mindre hensigtsmæssig som følge af udviklingen henimod større brugsenheder og dermed større bygninger er der nu alene fastsat et størstebeløb for landbrug i almindelighed og et størstebeløb for større landbrug i undtagelsestilfælde.
Endvidere er i § 2, stk. 2, efter indstilling af statens jordlovsudvalg størstebeløbet for lån til supplerende tekniske installationer forhøjet med 1 000 kr. til 8 000 kr.
I lovens § 4, stk. 1, er nu lån ydet af Dansk Landbrugs Realkreditfond optaget blandt de i nævnte stykke omhandlede lån (kredit- og hypotekforeningslån samt sparekasselån ydet alene mod pant i ejendommen), for hvilke pantebrevet for statslånet står tilbage, for så vidt samtlige i henhold til statshusmandsloven i ejendommen indestående statsmidler er sikret inden for 120 pet. af pantets ejendomsværdi.
Denne bestemmelse indføjedes under 3. behandling af lovforslaget efter forslag af landbrugsministeren i folketingsudvalgets tillægsbetænkning. Forslaget var tiltrådt af hele folketingsudvalget. Bestemmelsen får virkning også for lån ydet på de i § 4, stk. 1, i udlånslovene for 1960-61 og 1961-62 omhandlede vilkår samt for ældre statshusmandslån, der ved konvertering er undergivet tilsvarende lånevilkår, jfr. lovens § 7.
Lovens øvrige bestemmelser svarer til bestemmelserne i den tidligere udlånslov.
Lovens § 6 fornyr den i den tidligere udlånslovs § 6 indeholdte bemyndigelse for landbrugsministeren. I henhold til denne bemyndigelse har landbrugsministeriet ved cirkulære af 15. maj 1961 efter forhandling med finansministeriet fastsat retningslinjerne for beregning af renteefterbetalingskravet bl. a. i tilfælde af lånkonvertering.
Lovforslaget gennemførtes med støtte af regeringspartierne, venstre og socialistisk folkeparti. Niels Ravn (KF) fandt under lovforslagets 1. behandling, at lovforslaget ikke var i pagt med udviklingen. Ved sin støtte til udstykninger ville loven kunne komme til at fremme fejlinvesteringer. Ganske vist var lovforslaget på visse områder et skridt i den rigtige retning, idet der nu skulle stilles færre penge til rådighed til oprettelse af nye brug, samtidig med at der var øgede muligheder for lån til tillægsjord, men det ville være rigtigst at stille denne lovgivning i bero, indtil der forelå en betænkning fra landbokommissionen. Bækgaard (Uafh.) udtalte sig på linje hermed.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 103 stemmer mod 28.