L 29 Lov om ændring af lov om udførsel af kød m. m.

Af: Landbrugsminister Karl Skytte (RV)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 196 af 16-06-1961
Ved loven ændres § 6, stk. 2, i lov nr. 215 af 16. juni 1958 om udførsel af kød m. m. således, at den deri foreskrevne revision udsættes i 2 år og først foretages i folketingsåret 1962-63.

Ved lovforslagets fremsættelse havde landbrugsministeren foreslået en fuldstændig ophævelse af revisionsbestemmelsen, hvilket han begrundede med, at der ikke i den siden lovens ikrafttrædelse forløbne tid var indhøstet erfaringer, som kunne begrunde en ændring af lovens bestemmelser.

Af den af udvalget afgivne betænkning fremgik det imidlertid, at der havde været udtrykt betænkeligheder over den foreslåede fuldstændige ophævelse af revisionsbestemmelsen, og landbrugsministeren havde derfor i forståelse med udvalget foreslået det fremsatte lovforslag ændret således, at der i stedet for en ophævelse af revisionsbestemmelsen kun blev tale om en toårig udsættelse af den ved loven foreskrevne revision.

Herudover udtalte dog både det konservative folkepartis og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget, at de nok ønskede loven om udførsel af kød opretholdt som en ren kontrol- og kvalitetslov, men at de tog afstand fra dens nuværende § 3 med de deri indeholdte handelspolitiske bemyndigelser.

I den mellem 2. og 3. behandling afgivne tillægsbetænkning stillede socialistisk folkepartis medlem et ændringsforslag om indføjelse af en bestemmelse i loven om udførsel af kød, hvorefter der skulle nedsættes et 17 mands udvalg, over for hvilket landbrugsministeren skulle redegøre for de mere betydende foranstaltninger, der gennemføres i medfør af lovens bestemmelser.

Dette ændringsforslag forkastedes ved 3. behandling, hvorefter lovforslaget vedtoges med 76 stemmer (S, V og RV) mod 4 (Uafh.), mens 26 medlemmer (KF og SF) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), Søren Jensen (V), Niels Ravn (KF), Aksel Larsen (SF), Jens Peter Jensen (RV) og Iver Poulsen (U)