Ved loven skabes der mulighed for at føre kontrol med opkøb af fast ejendom i tilfælde, hvor køberen ikke har bopæl her i landet, eller hvor køb foretages af selskaber, foreninger og institutioner m. m., der ikke har hjemsted her i landet.

Således bestemmes det i § 1, at personer, der ikke har bopæl i Danmark, og som ej heller tidligere har haft bopæl her i landet i et tidsrum af i alt 5 år, kun med justitsministerens tilladelse kan erhverve adkomst på fast ejendom her i landet. Det samme gælder selskaber, foreninger og andre sammenslutninger, offentlige eller private institutioner, stiftelser og legater, der ikke har hjemsted i Danmark, samt udenlandske offentlige myndigheder.

Det er herefter alene erhververens tilknytning til landet gennem bopælen her, der har betydning, hvorimod statsborgerforholdet er uden betydning. Den fremmede statsborger, der har sit faste varige hjem her i landet, har som hidtil fri adgang til at købe fast ejendom her.

Da de anførte bestemmelser i overvejende grad tager sigte på erhvervelse ved køb, er der i § 2 gjort undtagelse fra hovedreglen for erhvervelser ved arv eller gennem ægteskab eller gaver mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje. For sådan erhvervelse er justitsministerens tilladelse ufornøden.

For den køber, der i medfør af § 1 skal have tilladelse til erhvervelsen, gælder ifølge § 3, at tilladelsen skal søges inden 6 måneder fra overdragelsens tidspunkt, medmindre ejendommen forinden er overgået til en anden ejer. Hvis ansøgning ikke indgives, meddeler justitsministeren ejeren pålæg om at afhænde ejendommen inden en af ministeren fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år. I tilfælde af en ejendoms overtagelse til brugeligt pant meddeles der under samme omstændigheder panthaveren pålæg om inden nævnte frist at lade ejendommen sælge ved tvangsauktion eller fravige pantet (§ 8).

Ved at sidestille overtagelse af pant til brugelighed med erhvervelse af adkomst (§ 4) og ved at bestemme, at aftaler om langvarige brugs- eller lejeforhold, der må antages at være indgået i omgåelsesøjemed, skal anses for ugyldige (§ 9), er mulighederne for at omgå lovens bestemmelser søgt imødegået.

Herudover indeholder loven regler om fremgangsmåden ved anmeldelse til tinglysning af erhvervelsesdokumenter (§ 6) og om straf (§ 10), og endelig bestemmes det i § 11, at loven optages til revision i folketingsåret 1961-62.

Om baggrunden for denne lovgivning anførte justitsministeren ved lovforslagets fremsættelse bl. a. følgende:

„Det vil være almindeligt kendt, at der i det sidste par år i stigende omfang har meldt sig udenlandske liebhavere til fast ejendom, navnlig sommerhuse og sommerhusgrunde, her i landet, og der har i dagspressen været omtalt planer om opkøb af større arealer i naturskønne egne med henblik på at udnytte den udenlandske efterspørgsel. Det kan ikke undre, at denne efterspørgsel og de stedfundne salg har vakt betydelig opmærksomhed. Vi lever jo i et land, der kun har begrænsede arealer tilovers til ferieformål, og den forhøjede levestandard har i forbindelse med den udvidede adgang til ferie og fritid medført, at landets egne indbyggere i stigende omfang søger ud i de frie naturområder. Der er allerede på flere steder knaphed på egnede grunde, og man må påregne, at denne udvikling vil fortsætte med forøget fart.

På baggrund heraf har regeringen fundet det rimeligt, at der indrømmes landets egne indbyggere en vis fortrinsstilling ved erhvervelse af fast ejendom."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 139 stemmer; 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.