Loven, der træder i stedet for de 2 love fra 1937 om ægtebørn og om børn uden for ægteskab, er i vid udstrækning resultat af et fællesnordisk samarbejde.

Den umiddelbare årsag til, at spørgsmålet om nye regler blev optaget til behandling, var en henstilling fra de delegerede for nordisk lovsamarbejde i 1949 om, at de nordiske lande burde overveje muligheden for en ensartet løsning af de herhenhørende spørgsmål.

Efter modtagelsen af denne henstilling nedsatte justitsministeriet i henhold til kgl. resolution af 2. december 1949 en kommission med den opgave at overveje spørgsmålet om ændringer i lovgivningen om børn uden for ægteskab og eventuelt visse spørgsmål vedrørende ægtebørn. Tilsvarende kommissioner blev nedsat i Finland, Norge og Sverige, mens Island ikke har deltaget i samarbejdet. Kommissionerne foreslog i det væsentlige ensartede bestemmelser om affattelse af den såkaldte „pater-est-regel" og om betingelserne for at fastslå faderskab til børn uden for ægteskab. Den danske kommissions betænkning har dannet grundlag for loven, der dog på enkelte punkter afviger fra kommissionens forslag.

Ved revisionen er lovene om ægtebørn og om børn uden for ægteskab sammenarbejdet til én lov. Der vindes herved større overskuelighed, ligesom man ved at samle bestemmelserne i én lov fremhæver den principielle ligestilling af de to grupper af børn.

Loven afviger på væsentlige punkter fra de tidligere regler.

I det følgende omtales de vigtigste af ændringerne.

I lovens kapitel 1 (§§ 1-12) findes regler om faderskab og om rejsning af faderskabssag, i kapitel 2 (§§ 13-18) regler om barnets forsørgelse og om bidrag til barnets forsørgelse, undervisning, uddannelse m. v., i kapitel 3 (§ 19) regler om bidrag til udgifterne ved fødslen m. v. og i kapitel 4 (§§ 20-23) forskellige bestemmelser, herunder straffebestemmelser, ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

Ved lovens § 2, stk. 1, gennemføres en vis lempelse af den såkaldte pater-est-regel, den regel, hvorefter ægtemanden normalt anses som fader til de børn, som kan være avlet under ægteskabet. Bestemmelsen er sålydende: „Et barn, der kan være avlet under moderens ægteskab, anses som barn af ægtemanden. Dette gælder dog ikke, såfremt det godtgøres, at moderen har haft samleje med en anden, og det må antages, at barnet er avlet af denne, eller hvis det på grund af barnets arveanlæg eller af anden særlig grund kan anses som sikkert, at ægtemanden ikke er barnets fader." Ifølge den tidligere tilsvarende regel blev barnet anset som ægtebarn, medmindre det blev godtgjort, at ægtemanden ikke kunne være fader til barnet.

Ved fremsættelsen begrundede justitsministeren den nye regel med følgende bemærkning:

„Der kan her være grund til at stille domstolene noget friere ved bevisbedømmelsen, og dette gælder særlig i en ganske bestemt situation, som ikke så sjældent kommer frem til afgørelse. Jeg tænker her på de tilfælde, hvor moderen har haft samleje med en anden end ægtemanden, og hvor hendes ægteskab er blevet opløst måske netop på grund af dette forhold. Derefter har hun indgået ægteskab med den mand, som hun har stået i forhold til under ægteskabet, og som højst sandsynligt er barnets fader. I disse tilfælde vil som oftest alle interesserede parter være bedst tjent med, at barnet anses som barn af moderens nye ægtefælle — det bliver jo under alle omstændigheder ægtebarn. Den gældende lov giver imidlertid ikke tilstrækkelig hjemmel til at slække på beviskravene i denne situation. Dette er derimod tilfældet i den foreslåede formulering."

Endvidere fastsættes ved lovens § 5, stk. 2 og 3, bestemte frister for ægtemandens anlæg af sag til anfægtelse af faderskabet.

Bestemmelsen er sålydende:

„Sagen skal af ægtemanden anlægges inden 1 år efter, at han er kommet til kundskab om de omstændigheder, der antages at kunne begrunde en fralæggelse af faderskabet, og senest inden 5 år efter barnets fødsel.

Under de i retsplejelovens § 456 r, stk. 4, angivne betingelser kan landsretten dog tillade, at sag anlægges efter udløbet af de i stk. 2 nævnte frister."

Genoptagelse af sager om faderskab til børn uden for ægteskab falder ind under de tilsvarende regler i § 456 r i det samtidig gennemførte nye kapitel 42 a i retsplejeloven.

Efter de tidligere regler, der ikke indeholdt nogen tidsbegrænsning for rejsning af sag, er der forekommet tilfælde, hvor et barn, der i mere end 10 år har været betragtet som ægtebarn, er blevet frakendt denne stilling under en af ægtemanden anlagt sag. Selv om en ægtemand har en rimelig interesse i at kunne fralægge sig faderskabet til de børn, som han faktisk ikke er fader til, må det forekomme stødende, at denne adgang skal bestå uden nogen tidsmæssig begrænsning, og dette er baggrunden for de nye regler, der hilstes med tilfredshed fra alle partiers side under lovforslagets behandling i folketinget.

Det skal desuden nævnes, at der efter lovens § 14, stk. 3, fremtidig kan pålægges bidrag til barnets undervisning eller uddannelse indtil barnets 24. år mod tidligere indtil dets 21. år.

Endvidere er der i § 14, stk. 2, skabt hjemmel for, at overøvrigheden — i modsætning til hvad der gjaldt efter de tidligere regler — kan bestemme, at bidraget til en datter skal vedvare, selv om hun har indgået ægteskab.

Under lovforslagets 1. behandling udtalte Erna Sørensen (KF) og Petra Petersen (DK) i denne forbindelse ønsket om, at der som hovedregel skulle svares underholdsbidrag til barnets 21. år, hvis barnet var under uddannelse, idet man ikke fandt det tilstrækkeligt med bidraget til selve uddannelsen. Petra Petersen var derimod betænkelig ved reglen om bidrag til barnets uddannelse ud over dets 21. år, idet denne regel kunne virke for byrdefuld over for en mand, der havde giftet sig og fået kone og børn at forsørge.

I folketingsudvalgets betænkning udtaltes om spørgsmålet:

„Med hensyn til fortolkningen af den gældende lovs bestemmelser om bidrag til undervisning og uddannelse har justitsministeren over for udvalget oplyst, at bestemmelserne er blevet praktiseret således, at der ved bidragets fastsættelse ikke alene skal tages hensyn til de direkte omkostninger, der er forbundet med undervisningen eller uddannelsen, men også til de udgifter, der må afholdes til barnets ophold og forplejning. Udvalget forudsætter, at denne praksis opretholdes."

Den mest betydningsfulde ændring i forhold til de tidligere regler indeholdes i lovens § 6, der er sålydende:

„Som fader til et barn uden for ægteskab anses den, der inden for avlingstiden har haft samleje med moderen, medmindre der foreligger omstændigheder, som gør det lidet sandsynligt, at han er barnets fader.

Har moderen inden for avlingstiden haft samleje med flere mænd, kan en sagsøgt dog kun anses som fader til barnet, såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham end af en anden."

Reglen gav anledning til en større debat under sagens behandling i folketinget, og den fremtræder i en skikkelse, der i væsentlig grad afviger fra det af justitsministeren oprindelig fremsatte forslag til bestemmelsen, der var sålydende:

„Som fader til et barn uden for ægteskab anses den, der inden for avlingstiden har haft samleje med moderen, såfremt der ikke er rimelig begrundet tvivl om, at han er barnets fader.

Kan en sagsøgt ikke anses som barnets fader, bliver han at anse som bidragspligtig til barnet, såfremt han inden for avlingstiden har haft samleje med moderen, og det ikke må anses for udelukket, at han kan være barnets fader. Er flere sagsøgt under sagen, og kan ingen af dem anses som barnets fader, jfr. stk. 1, bliver den, hvis faderskab må anses for mest sandsynligt, at anse som bidragspligtig."

Denne affattelse var imidlertid ikke i overensstemmelse med kommissionens forslag, der i det væsentlige svarer til reglen i den gennemførte lov. Når justitsministeren på dette punkt ikke fulgte kommissionsforslaget, skyldtes det ifølge bemærkningerne til lovforslaget risikoen for, at reglen kom til at virke mod sin hensigt. Det kunne tænkes, at domstolene ville vige tilbage for at statuere, at der var væsentlig større sansynlighed for, at barnet var avlet af en af de sagsøgte, end for, at det var avlet af en anden af de sagsøgte. Når domstolene stod over for valget enten at dømme til faderskab eller at frifinde, var der mulighed for, at man ville vælge at frifinde i større udstrækning end under de tidligere regler, hvor alternativet til frifindelse var den for den sagsøgte mindre byrdefulde bidragspligt.

Under sagens 1. behandling udtalte K. Axel Nielsen (S), at han nok kunne se vægten af ministerens betænkeligheder, men at han mente, at disse betænkeligheder måtte vige i samme grad, som muligheden for med rimelig sikkerhed positivt at fastslå faderskab forøgedes. Det måtte i udvalget nærmere undersøges, om tiden var inde til at følge kommissionens forslag. Vagn Bro (V) lagde megen vægt på, at det i bemærkningerne til lovforslaget var udtalt, at den i 1937 indførte ordning i det væsentlige havde virket tilfredsstillende. Han mente, at den bestående risiko for en sagsøgt i en faderskabssag for at blive dømt som bidragspligtig var et værdifuldt moment under den hidtidige ordning, og han syntes derfor ikke, at det ville være urimeligt at bevare ordningen. Erna Sørensen (KF) udtalte sin tilfredshed med den af justitsministeren foreslåede regel. Det kunne blive en psykisk belastning for et barn at have flere bidragspligtige, og justitsministerens forslag betegnede derfor et fremskridt. Else Zeuthen (RV) ville foretrække, at man havde fulgt kommissionsforslaget. Der havde været en stærk udvikling inden for den lægevidenskabelige forskning, og resultatet heraf kunne måske yderligere formindske antallet af de få sager, i hvilke justitsministerens betænkeligheder ville have vægt. Ayoä Herbøl (DR), der udtalte sig på linje hermed, spurgte justitsministeren, om man fra Norge, hvor en regel svarende til kommissionsforslaget var gennemført allerede i 1956, havde indhentet oplysninger om virkningerne af de nye regler. Også Petra Petersen (DK) ville foretrække den af kommissionen foreslåede regel.

Justitsministeren erklærede sig villig til i udvalget at drøfte reglen. Den nye regel i Norge havde kun været i kraft 1 år, og man havde fra norsk side endnu ikke turdet udtale sig om virkningerne.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, i hvis betænkning det om spørgsmålet bl. a. udtaltes:

„Efter udvalgets anmodning er der fra retslægerådet tilvejebragt en erklæring til supplering af rådets udtalelser over for børnelovskommissionen, og retslægerådets formand, professor, dr. med. Harald Gormsen, har sammen med afdelingsleder ved retsmedicinsk institut, dr. med. K. Henningsen over for udvalget uddybet denne erklæring. Det blev herunder oplyst, at retsvidenskaben for tiden regner med en udelukkelsesprocent på 70, men at man nærer begrundet håb om, at dette tal vil stige. Der er desuden efter udvalgets anmodning indhentet udtalelser fra højesteret og advokatrådet."

Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds medlemmer af udvalget) foreslog § 6 ændret, således at betingelserne for at fastslå faderskab lempedes noget, og således at adgangen til at statuere bidragspligt bortfaldt.

„En af de vægtigste indvendinger mod den hidtil gældende ordning har" — anfører flertallet — „været, at den opdeler børn uden for ægteskab i 4 grupper efter faderskabssagens udfald (faderskab, én bidragspligtig, flere bidragspligtige, frifindelse). Denne opdeling i grupper med forskellig retsstilling er uheldig ikke mindst på grund af den psykiske belastning, som den kan medføre for børnene, navnlig i de tilfælde, hvor flere anses for bidragspligtige. Ordningen strider desuden mod det grundlæggende princip i lovgivningen, der går ud på at give børn uden for ægteskab en retsstilling, som i videst muligt omfang svarer til den stilling, ægtebarnet har. Efter lovforslagets § 6 bortfalder adgangen til at pålægge flere mænd bidrag til samme barn, og der bliver således tre grupper tilbage (faderskab, bidragspligt, frifindelse). Flertallet finder det imidlertid forsvarligt at gå et skridt videre og helt afskaffe begrebet bidragspligtige. I stedet for udvides adgangen til at fastslå faderskab noget, således at sagen skal falde ud til faderskab i en del tilfælde, hvor der efter forslaget ville blive bidragspligt. Efter forslaget skal en mand, der har haft samleje med moderen i avlingstiden, anses som fader, såfremt der ikke er rimelig begrundet tvivl om, at han er barnets fader. Efter ændringsforslaget kræves det kun, at der ikke foreligger omstændigheder, der gør hans faderskab lidet sandsynligt.

Formuleringen af ændringsforslaget er i meget nær overensstemmelse med § 21 i den norske lov af 21. december 1956 om børn uden for ægteskab. Der foreligger for udvalget en udtalelse fra det norske justits- og politidepartement om denne lovs anvendelse i praksis. Efter departementets opfattelse har det vist sig, at omtrent halvdelen af de sager, der efter tidligere ret faldt ud til bidragspligt, nu ender med faderskab, medens der i de øvrige sager sker frifindelse. Der kan dog næppe herfra med nogen sikkerhed drages slutninger om udviklingen i Danmark. Det må imidlertid forventes, at der vil komme nogen stigning i antallet af frifindelser. Flertallet forudsætter, at forsorgsloven ændres således, at der normalt vil blive ydet understøttelse i tilfælde, hvor faderskab ikke har kunnet fastslås.

Fordelene ved den i ændringsforslaget indeholdte ordning vil efter flertallets opfattelse være så betydelige, at de mere end opvejer de ulemper, der er forbundet med en eventuel stigning i antallet af sager, som ender med frifindelse. Som foran nævnt vil ordningen være i børnenes interesse, et forhold, der må tillægges afgørende vægt. Endvidere vil ordningen medføre, at der kun vil kunne pålægges en mand at svare bidrag til et barns underhold, til det er 18, eventuelt 24 år, såfremt der er en betydelig sandsynlighed for, at han er barnets fader. Flertallet finder ikke, at der med de fremskridt, der er gjort med hensyn til anvendelse af biologiske bevismidler i faderskabssager, fortsat er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde en ordning, hvorefter der kan påhvile en mand en for ham og eventuelt hans familie meget tyngende underholdspligt over for et barn, alene fordi han har haft samleje med moderen i avlingstiden. Endelig vil den af flertallet foreslåede ordning betyde, at dansk ret vil komme i overensstemmelse med norsk lovgivning som et første skridt på vejen mod nordisk retsenhed på dette område."

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) stillede en række ændringsforslag, hvorved den ved § 14 i lov om børn uden for ægteskab hjemlede ordning tilsigtedes opretholdt, og udtalte i tilslutning hertil:

„Mindretallet understreger, at det i bemærkningerne til lovforslaget anføres, at de i 1937 gennemførte regler i det væsentlige må siges at have virket tilfredsstillende. Derfor må man finde det lidet betryggende at forlade denne hidtil i hovedsagen tilfredsstillende ordning og tage skridtet over til kun at ville anerkende faderskab, skønt man må forudse, at resultatet vil blive et stort antal faderskabssager, hvor der vil ske frifindelse af de personer, der har været sagsøgt under sagen. Af oplysningerne fra Norge synes det at fremgå, at der foreløbig er sket frifindelse i ca. 1/3 af de sager, der har været anlagt ved retterne. Det tilføjes derhos, at de to andre nordiske lande, Sverige og Finland, end ikke tilnærmelsesvis har en så moderne lovgivning som den, vi har her i landet. Mindretallet frygter derfor, at dette „spring ud i luften" vil kunne virke hæmmende på en fælles nordisk lovgivning.

Til trods herfor har mindretallet erklæret sig villig til på lovforslagets grundlag at søge en overenskomst, der fremtræder som en mellemløsning, indtil de nye videnskabelige metoder måske gør det muligt at nå frem til det eftertragtede mål, at man i de allerfleste sager kan finde frem til den virkelige fader. Lovforslaget bygger på, at kan man ikke finde frem til faderen, vil en mand være at anse som bidragspligtig til barnet, såfremt han inden for avlingstiden har haft samleje med moderen og det ikke må anses for udelukket, at han kan være barnets fader. Det svage i lovforslaget er bestemmelsen i § 6, stk. 2, om, at er der flere sagsøgte under sagen, og kan ingen af dem anses for barnets fader, bliver den, hvis faderskab må anses for mest sandsynligt, at anse som bidragspligtig. Her vil man efter mindretallets mening stille domstolene en uløselig opgave, hvis fleres faderskab må anses for lige sandsynligt. Kunne man i disse tilfælde være gået med til at anse alle de lige sandsynlige fædre for bidragspligtige, kunne mindretallet have tilsluttet sig forslaget.

Da der ikke har været mulighed for selv om denne rimelige løsning at nå frem til forhandling endsige enighed, må mindretallet foreløbig foretrække den nuværende ordning, der jo efter lovforslagets egne bemærkninger har virket tilfredsstillende."

Ved sagens 2. behandling gav Erna Sørensen (KF) udtryk for, at man fra konservativ side ville have kunnet tilslutte sig det oprindeligt af ministeren fremsatte forslag, men at man efter flertallets ændringsforslag måtte indtage det standpunkt, som fremgik af mindretalsudtalelsen i betænkningen.

Efter at mindretallets ændringsforslag var forkastet og det af flertallet med ministerens tilslutning stillede ændringsforslag til § 6 tillige med nogle mindre væsentlige ændringsforslag — hovedsagelig af redaktionel karakter — var vedtaget, vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling med 83 stemmer mod 48, idet 2 grønlandske medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.