Loven, der gennemførtes i nær forbindelse med den i samme samling vedtagne varemærkelov (se nærmest foregående sag), hviler ligesom denne til dels på principper, der har været drøftet mellem de nordiske lande og inden for varemærkekommissionen. Selve forbindelsen mellem de to love fremgår i øvrigt klart af fællesmærkelovens § 2, hvori det fastslås, at de i varemærkeloven indeholdte regler, hvis intet andet følger af bestemmelserne i fællesmærkeloven, skal gælde for fællesmærker, for så vidt og i det omfang de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse. Fællesmærker skal således i princippet behandles efter samme regler som varemærker, jfr. også varemærkelovens § 43, og dette gælder f. eks. med hensyn til enerettens indhold, kollisioner, registreringshindringer og fornyelser.

Loven, der således kan siges at supplere varemærkeloven med et for fællesmærker nødvendigt sæt af særregler, træder i stedet for den hidtil gældende lov om fællesmærker, lov nr. 102 af 7. april 1936, og har følgende indhold:

§ 1. Foreninger af erhvervsdrivende kan i overensstemmelse med varemærkelovens §§ 1-3 ved registrering eller brug erhverve eneret for deres medlemmer til at benytte særlige kendetegn for varer eller arbejds- og tjenesteydelser, som medlemmerne tilbyder i deres virksomhed.

Offentlige myndigheder samt sådanne stiftelser og andre juridiske personer, organisationer eller sammenslutninger, som fører kontrol med eller fastsætter normer for varer eller arbejds- og tjenesteydelser, kan på tilsvarende måde erhverve eneret til særlige kendetegn til benyttelse for de varer eller arbejds- og tjenesteydelser, der er genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat.

Kendetegn, som omfattes af denne lov, kaldes fællesmærker.

§ 2. Hvis ikke andet følger af bestemmelserne nedenfor, gælder for fællesmærker de i varemærkeloven indeholdte regler, for så vidt og i det omfang de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse.

§ 3. Anmeldelse af et fællesmærke til registrering indgives skriftligt til direktoratet for patent- og varemærkevæsenet. Anmeldelsen skal foruden de i varemærkelovens § 17 nævnte oplysninger indeholde angivelse af de for mærkets benyttelse fastsatte bestemmelser.

Godkendes anmeldelsen, indføres disse bestemmelser i registeret. Senere ændringer i bestemmelserne skal af mærkets indehaver inden 3 måneder anmeldes til direktoratet for patent- og varemærke væsenet til indførelse i registeret.

§ 4. Overdragelse af et registreret fællesmærke kan kun registreres, såfremt mærket ikke skønnes egnet til i den nye indehavers hånd at vildlede offentligheden.

§ 5. Registreringen af et fællesmærke kan ophæves ved dom, såfremt forhold svarende til de i varemærkelovens § 25 og § 36 angivne måtte indtræde, såfremt mærket strider mod almene samfundsinteresser, eller såfremt ændringer i bestemmelserne for mærkets benyttelse ikke behørigt anmeldes til registeret.

Sag kan anlægges af enhver, der har interesse deri, dog kan sag til ophævelse af registreringen af et fællesmærke som stridende mod almene samfundsinteresser alene anlægges af handelsministeren.

§ 6. I sager om indgreb i retten til fællesmærker skal kun mærkets indehaver anses som søgsmålsberettiget. Krav om erstatning kan nedlægges ikke blot for den skade, som måtte være påført mærkeindehaveren, men også for den skade, der måtte være tilføjet de til mærkets benyttelse berettigede.

§ 7. Fællesmærker registreres i fællesmærkeregisteret, der føres som en særlig afdeling af varemærkeregisteret.

Handelsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om indgivelse og behandling af anmeldelser til fællesmærkeregisteret, om registerets indretning og førelse, om registreringernes bekendtgørelse samt om afgifter for anmeldelser, ekspeditioner, udskrifter m. v.

§ 8. Bestemmelserne i denne lov træder i stedet for lov nr. 102 af 7. april 1936 om fællesmærker. De i henhold til nævnte lov af 1936 registrerede fællesmærker forbliver i registeret, uanset om de ikke opfylder betingelserne i nærværende lov for at kunne registreres som nye mærker.

På fællesmærker, der er registeret i medfør af ovennævnte lov nr. 102 af 7. april 1936, finder den i varemærkelovens § 16 omhandlede registrering i vareklasser først anvendelse ved registreringens fornyelse.

§ 9. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved kongelig anordning. Loven skal dog senest sættes i kraft den 1. oktober 1960.

De ved lovens ikrafttræden foreliggende uafgjorte anmeldelser behandles efter den hidtidige lovgivnings bestemmelser, medmindre anmelderen ønsker anmeldelsen overført til behandling efter nærværende lov.

For Grønlands og Færøernes vedkommende fastsættes tidspunktet for lovens ikrafttræden ved kgl. anordning, hvorved tillige kan fastsættes sådanne afvigelser fra lovens bestemmelser, som forholdene måtte tilsige.

Disse bestemmelser gennemførtes med tilslutning fra samtlige partier i folketinget; men der var i det oprindeligt fremsatte lovforslag yderligere foreslået følgende bestemmelse:

„Ved dom kan registreringen af et fællesmærke ophæves og benyttelse af et fællesmærke forbydes, såfremt benyttelsen af mærket medfører urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelse.

Sag kan anlægges af direktøren for patent- og varemærke væsenet, af monopoltilsynet samt af Danske Husmødres Forbrugerråd."

Forslaget var motiveret med, at monopoltilsynet ved undersøgelser af visse branchers forhold var blevet opmærksom på, at fællesmærkeordninger i visse tilfælde kan medføre uheldige virkninger. Da eneretten til sådanne fællesmærker tilkommer medlemmerne af de organisationer, der har ladet mærkerne registrere, kan disse fællesmærkeordninger i praksis medføre en konkurrencebegrænsning af tilsvarende art som en eksklusivaftale, idet de uden for organisationerne stående erhvervsdrivende afskæres fra at deltage i omsætningen af de med fællesmærkerne forsynede varer. Dette forhold kan efter omstændighederne medføre sådanne skadelige virkninger, som omhandles i monopollovens § 11, uden at det er muligt at imødegå dem ved hjælp af monopollovens regler, fordi eksklusivtilstanden beror på den retsbeskyttelse, der tilkommer registrerede fællesmærker.

Regeringen havde været enig med monopoltilsynet i, at der burde være mulighed for at imødegå forhold af denne art, hvis de kunne medføre urimelige tilstande inden for en branche, hvorfor nævnte bestemmelse var medtaget i det fremsatte lovforslag. Forslaget stødte imidlertid under lovforslagets 1. behandling på stærk modstand fra venstres og det konservative folkepartis ordfører, der ikke alene fandt bestemmelsen overflødig, men også rejste tvivl om dens grundlovsmæssighed samt dens forenelighed med Pariserkonventionen.

Under det påfølgende udvalgsarbejde blev der gennem handelsministeren indhentet udtalelse fra justitsministeriet og udenrigsministeriet om de to sidste spørgsmål; angående de modtagne svar udtaltes i den af udvalget afgivne betænkning følgende:

„Justitsministeriet har i skrivelse af 20. februar d. å. givet udtryk for den opfattelse, at de ejendomsindgreb, der hjemles i lovforslagets § 6, hører til dem, der kan foretages uden iagttagelse af reglerne i grundlovens § 73.

Udenrigsministeriet har i skrivelse af 23. februar d. å. efter indhentet responsum fra ministeriets rådgiver i folkeret, professor, dr. jur. Max Sørensen, givet udtryk for,

„at der ikke kan påvises klar uforenelighed mellem lovforslagets § 6 og nogen udtrykkelig bestemmelse i konventionen om beskyttelse af den industrielle ejendomsret, men at man ikke ganske kan afvise den betragtning, at den foreslåede regel er uforenelig med konventionens ånd og grundtanke."

Endvidere har udenrigsministeriet udtalt,

„at det ikke kan udelukkes, at gennemførelsen af nævnte bestemmelse i udlandet vil kunne medføre handelspolitiske foranstaltninger, der vil kunne skade danske eksportinteresser."

Under hensyn til disse udtalelser er det anset for rigtigst at lade lovforslagets § 6 udgå og i stedet i § 5 indføje en bestemmelse, der giver hjemmel for ophævelse ved dom af registreringen af et fællesmærke, når dette strider mod almene samfundsinteresser En sådan bestemmelse vil være i ordret overensstemmelse med Pariserkonventionens art. 7 b, stk. 2."

Videre udtalte udvalget i betænkningen:

„Fællesmærkeordningen medfører i sig selv en eksklusivtilstand, som det er fællesmærkelovgivningens formål at beskytte. Normalt vil man herigennem sikre berettigede erhvervsinteresser, men i ganske særlige tilfælde kan fællesmærkebeskyttelsen komme i strid med almene samfundsinteresser. Om dette er tilfældet, vil herefter bero på domstolenes vurdering i det enkelte tilfælde.

Der er efter forhandling i udvalget opnået enighed om, at sag til ophævelse af fællesmærke, som er stridende mod almene samfundsintersser, kun kan anlægges af handelsministeren."

Ved lovforslagets 2. behandling drejede forhandlingerne sig næsten udelukkende om betydningen af, at den som § 6 i det oprindelige lovforslag foreslåede bestemmelse var blevet fjernet og erstattet af en adgang for handelsministeren til at anlægge sag til ophævelse af registreringen af et fællesmærke, som strider mod almene samfundsinteresser. Om betydningen af den nye bestemmelse udtalte Gideon (V) bl. a. følgende:

„Jeg ønsker derfor at slå fast, at denne bestemmelse, som det også er udtrykt i betænkningen, må tages meget snævert. Der kan i hvert fald ikke være tale om, at bestemmelsen kan dække det område, som tilsigtedes dækket af den oprindelige § 6 i lovforslaget. Dette følger allerede deraf, at udenrigsministeriet har advaret imod gennemførelsen, og deri må ligge, at man ikke ved denne tilføjelse kan få en lovbestemmelse, der på anden måde dækker § 6.

Jeg vil desuden i denne forbindelse anføre og understrege, at vi har lagt vægt på den enighed, der er opnået om påtalebemyndigelsen. Vi har lagt vægt på, at det alene bliver handelsministeren, der kan rejse tiltale efter denne bestemmelse. Jeg tror, det er meget nyttigt, at det er blevet således. Jeg tror, at efter det, der er passeret, vil ikke alene den nuværende handelsminister, men også fremtidige handelsministre være meget forsigtige med anvendelsen af den omtalte bestemmelse."

Lignende betragtninger blev fremsat af Weikop (KF), hvorimod ordførerne for de øvrige partier gav udtryk for den opfattelse, at også den nye bestemmelse i § 5, hvorefter registreringen skulle kunne ophæves ved dom efter derom af handelsministeren anlagt sag, var indsat med henblik på, at den skulle kunne anvendes i påkommende tilfælde. Handelsministeren udtalte herom ved forhandlingens slutning følgende:

„§ 6 var oprindelig sat ind i lovforslaget for at udfylde et hul i monopolloven. Den nye bestemmelse i § 5 er sat ind af samme grund. Den er mindre hensigtsmæssig til opnåelse af formålet, men det er altså den eneste grund til, at den er der, og derfor vil jeg gerne understrege, at den også må kunne anvendes til dette formål."

Lovforslaget blev med den foran nævnte ændring samt nogle ændringer af formel karakter ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 155 stemmer.