Ved loven foretages en lang række ændringer i retsplejeloven, hvoraf de vigtigste, der står i forbindelse med de nye regler om sagføreres møderet for højesteret, om ændring af sagførerbetegnelsen i dens forskellige former til advokat, om voteringsordningen i højesteret samt om nordiske sagføreres møderet i danske retter, vil blive anført eller refereret nedenfor, mens mindre ændringer og ændringer, der nærmest er af redaktionel karakter, forbigås.
Om den vedtagne lovs indhold anføres følgende:
1. Udtrykket sagfører, også hvor det indgår i andre ord i retsplejeloven, ændres — med få undtagelser — til advokat. De hidtidige højesteretssagførere, overretssagførere, landsretssagførere eller sagførere ved underret bevarer retten til at benytte den hidtidige titel, men de kan endvidere anvende betegnelsen advokat enten i forbindelse med eller i stedet for den hidtidige titel. Fra lovens ikrafttræden den 1. juli 1958 kan de nævnte titler, hvori indgår navnet „sagfører", ikke opnås, men titlen bliver herefter for alle, der får bestalling, „advokat".
2. Retsplejelovens kapitel 12 (§§ 119-130) får følgende nye affattelse:
Kapitel 12. Advokaters beskikkelse og adgang til at benytte fuldmægtige m. m.
§ 119. Advokater beskikkes af justitsministeriet. Beskikkelse meddeles på begæring enhver, som har indfødsret, har opnået 25 års alderen, ikke er ude af rådighed over sit bo, ifølge pålidelige vidnesbyrd har ført en retskaffen vandel og har bestået juridisk embedseksamen med mindst 2. karakter af 1. grad. For den, der har bestået juridisk embedseksamen med ringere karakter, kan justitsministeren fravige den nævnte eksamensbetingelse, når ganske særlige forhold taler derfor.
Endvidere skal den pågældende i 3 år have været i virksomhed som professor i retsvidenskab, dommer, statsadvokat, politimester, politiinspektør, politiadvokat, auditør, anklager ved underret, kontorchef under Københavns politi, fuldmægtig i dettes kontor for politisager, fuldmægtig under en ret, autoriseret eller statsansat fuldmægtig hos en dommer eller en politimester eller stadig som autoriseret fuldmægtig hos en advokat med møderet for landsret eller som medhjælper hos en statsadvokat have deltaget i behandlingen af retssager.
Til udbringelse af de i 2. stk. omhandlede 3 år kan medregnes den tid, den pågældende som autoriseret fuldmægtig hos en advokat uden møderet for landsret har deltaget i dennes forretninger, derunder behandlingen af retssager, eller har været retsskriver. Den, der har været fuldmægtig på et amtskontor, sekretær ved en landsret, sø- og handelsretten i København eller Københavns byret, sekretær i Københavns overpræsidium, politikommissær med kommando, ekspeditionssekretær i Københavns politis kontor for straffesager eller fuldmægtig i dettes politikontor, kan medregne i alt 2 års virksomhed i sådan stilling.
Til udbringelse af de omhandlede 3 år kan virksomhed i forskellige af de i 2. og 3. stk. nævnte stillinger sammenlægges.
Den, der mod eget ønske er fjernet fra en af de fornævnte tjenestemandsstillinger på en sådan måde, at den almindelige pensionsret er gået tabt eller indskrænket, kan ikke medregne den pågældende tjenestemandsvirksomhed som grundlag for meddelelse af beskikkelse.
§ 120. For beskikkelse som advokat erlægges en afgift af 200 kr., der tilfalder statskassen.
Forinden beskikkelsen udleveres til vedkommende, har han at underskrive en højtidelig forsikring om, at han med flid og troskab vil udføre de sager, der betros ham, og at han i det hele samvittighedsfuldt vil opfylde sine pligter som advokat. Formen for denne erklæring fastsættes af justitsministeren.
§ 121. Bortset fra det i § 1 a omhandlede tilfælde kan udøvelse af advokatvirksomhed ikke forenes med noget dommer- eller retsskriverembede, noget embede som rigsadvokat eller statsadvokat, nogen øvrighedspost eller ansættelse i politiets tjeneste, ej heller med noget tjenesteforhold hos en amtmand, dommer, politimester eller retsskriver. Hvorvidt for øvrigt nogen offentlig statstjenestemand tillige kan udøve nogen advokatvirksomhed, bestemmes af justitsministeren.
Ønsker en advokat, som befinder sig i nogen af de stillinger, med hvilke udøvelse af advokatvirksomhed i almindelighed er uforenelig, i et enkelt tilfælde at overtage udførelsen af en retssag, skal dette dog ikke være ham forment, når han dertil erholder sine foresattes tilladelse.
§ 122. Ingen advokat må samtidig have kontor i flere underretskredse.
Advokater, som har oprettet kontor mere end ét sted inden for en underretskreds, og som ved gennemførelsen af en ændret retskredsinddeling ellers på grund af reglen i 1. stk. ville udelukkes fra at fortsætte dermed, kan af justitsministeriet opnå tilladelse til fortsat at have kontorer i hidtidigt omfang.
§ 123. Enhver advokat er berettiget til at give møde for underret samt for Københavns sø- og handelsret i sager, som i medfør af §§ 224-25 ville høre under underret.
For den særlige klageret er ligeledes enhver advokat berettiget til at give møde.
§ 124. Mødeberettiget for landsret samt for Københavns sø- og handelsret i sager, som i medfør af §§ 224-25 ville høre under landsret, er enhver advokat, der har bestået juridisk embedseksamen med mindst 2. karakter af 1. grad.
Endvidere skal den pågældende i 3 år have været i virksomhed som advokat eller i en af de i § 119, 2. stk., nævnte virksomheder, dog at kun halvdelen af den tid, han har været i virksomhed som kontorchef under Københavns politi, fuldmægtig i dettes kontor for politisager, fuldmægtig under en ret eller autoriseret eller statsansat fuldmægtig hos en dommer eller politimester, kan medregnes til udbringelse af de 3 år. § 119, 4. og 5. stk., finder tilsvarende anvendelse.
Endelig skal den pågældende have bestået en prøve for landsretten.
§ 125. Den i § 124 nævnte prøve består i, at den pågældende for en landsret udfører 3 med mundtlig domsforhandling sluttende sager, som han selv må forskaffe sig, og af hvilke mindst 2 er borgerlige, deraf i alt fald den ene for sagsøgeren. Prøven er bestået, når hans udførelse af disse sager af landsretten kendes forsvarlig. Sådan prøve kan ingen underkaste sig oftere end 2 gange, og ingen får adgang til prøven, forinden han har fremlagt justitsministeriets tilkendegivelse om, at han efter bestået prøve opfylder betingelserne for møderet for landsret.
§ 126. Mødeberettiget for højesteret er enhver advokat, der er mødeberettiget for landsret, når han til højesterets justitskontor har indgivet anmeldelse bilagt med en tilkendegivelse fra justitsministeriet om, at han i 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og med en erklæring fra vedkommende landsret om, at han er øvet i procedure.
En advokats møderet for højesteret bortfalder, dersom højesteret skønner, at vedkommende har vist sig uegnet til at procedere for højesteret, men kan dog generhverves ved rettens beslutning derom.
§ 127. Ingen advokat kan give møde eller lade møde for en ret, der beklædes af en enkeltdommer, med hvem advokaten er gift eller er beslægtet eller besvogret i anden grad af sidelinjen eller nærmere.
§ 128. Under mundtlig forhandling i domssager for landsret, Københavns sø- og handelsret i sager, der i medfør af §§ 224-25 ville høre under landsret, og for højesteret er det ikke advokater tilladt at give møde ved en anden, medmindre denne er en advokat, der ville være berettiget til selv at møde for vedkommende domstol i den pågældende sag. Dog skal det være advokater tilladt ved enhver uberygtet person at fremsætte og begrunde begæring om sagens udsættelse på grund af forhold, hvorved advokaten selv hindres i at give møde.
§ 129. Uden for mundtlig forhandling i domssager for landsret, Københavns sø- og handelsret i sager, som i medfør af §§ 224-25 ville høre under landsret, og for højesteret samt uden begrænsning for underret og sø- og handelsretten i sager, der ifølge de nævnte paragraffer ville høre under underret, er det advokater tilladt uden særlig angivelse af grund at lade møde for sig ved deres autoriserede fuldmægtige.
Med angivelse og på rettens eller modpartens forlangende bevisliggørelse af lovligt forfald kan advokater under de i denne paragraf omhandlede rettergangsforetagender give møde ved enhver uberygtet myndig person.
De til møde for landsret berettigede advokater kan derhos lade møde ved mundtlig forhandling i domssager for landsret og uden begrænsning for sø- og handelsretten ved deres autoriserede fuldmægtige, for så vidt der af justitsministeriet er meddelt disse tilladelse dertil. Sådan tilladelse gives af justitsministeriet, når den pågældende foruden at opfylde eksamensbetingelserne i § 124, 1. stk., i mindst 2 år som autoriseret fuldmægtig hos en til møde for landsret berettiget advokat stadig har deltaget i behandlingen af retssager, særlig ved møde under mundtlig forhandling i domssager. Tilladelsen gælder dog kun for 2 år.
§ 130. Enhver advokat er berettiget til at have en autoriseret fuldmægtig, der skal være uberygtet og have bestået juridisk embedseksamen. Autorisationen meddeles af dommeren i den underretskreds, i hvilken vedkommende advokat har kontor, i København af byrettens præsident.
3. Retsplejelovens § 218,1. stk., får følgende nye affattelse: Domme og kendelser skal ledsages af grunde. Andre beslutninger af retten eller rettens formand behøver ikke at begrundes, medmindre sådant særligt er foreskrevet. I. højesteretssager samt i borgerlige landsretssager, der behandles uden medvirken af sø- eller handelskyndige dommere, jfr. § 6, 3. stk., skal dommen eller kendelsen indeholde oplysning om de forskellige meninger under afstemningen vedrørende såvel resultatet som begrundelsen med angivelse af de pågældende dommeres navne.
4. Som nyt stk. 3 i retsplejelovens § 260 indføjes:
Når det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes forsvarligt, kan retten tillade, at der mødes ved advokat fra andet nordisk land.
5. Ved en overgangsbestemmelse fastsættes endelig, at den, der ved lovens ikrafttræden den 1. juli 1958 har beskikkelse som højesteretssagfører, overretssagfører, landsretssagfører eller sagfører ved underret (underretssagfører), bevarer sin hidtidige møderet. Den, der uden at være højesteretssagfører har erhvervet ret til at give møde for højesteret i sager, som han har udført i foregående instans, skal endvidere være berettiget til at møde for højesteret som omhandlet i § 126 uden at indgive nogen anmeldelse derom til retten.
I rigsdagssamlingen 1952-53 blev såvel i folketinget som landstinget spørgsmålet om højesteretssagførerprøvens afskaffelse drøftet, og fra begge tings side henstilledes til justitsministeren, at der foretoges en undersøgelse af, om det var rimeligt at opretholde prøven.
Efter at justitsministeriet havde indhentet erklæring fra højesteret og Sagførerrådet om spørgsmålet, overvejede justitsministeriet at fremsætte forslag om afskaffelse af prøven, således at landsretssagførere efter 5 års virksomhed fik almindelig møderet for højesteret. Under den offentlige debat om disse problemer henstillede imidlertid en række fremtrædende jurister, at spørgsmålet blev underkastet en fornyet prøvelse i et udvalg af sagkyndige. Et sådant udvalg blev nedsat i marts 1955, og det fik bl. a. også til opgave at overveje spørgsmålet om voteringen i højesteret.
Af det sagkyndige udvalgs betænkning, der blev afgivet i november 1956, fremgår, at der blandt udvalgets 4 medlemmer var enighed om, at de hidtil gældende regler om sagføreres møderet for højesteret burde ændres; men der var ikke enighed om, hvilke ændringer der burde foretages. 2 af udvalgets medlemmer foreslog, at prøven afskaffedes, og at der indførtes almindelig møderet for højesteret for landsretssagførere med 5 års anciennitet. De 2 andre medlemmer frarådede prøvens afskaffelse, men foreslog en række lettelser i den faktiske adgang til at gennemføre prøven.
Med hensyn til voteringsordningen i højesteret var der i udvalget enighed om, at der burde indføres en ordning, hvorefter der efter den offentlige og mundtlige retsforhandling skulle følge en rådslagning i retten for lukkede døre, at der efter denne rådslagning skulle finde en mundtlig votering sted, og at de mundtlige enkeltvoteringer skulle offentliggøres i navngiven stand og udgøre eller træde i stedet for den hidtidige domsbegrundelse. Derimod kunne der ikke opnås enighed om, hvorvidt offentligheden — således som det f. eks. er tilfældet i Norge — skulle have adgang til direkte at påhøre den mundtlige votering. To af udvalgets medlemmer var stemt herfor, hvorimod udvalgets formand foreslog, at den mundtlige votering stadig blev afgivet for lukkede døre, mens dommernes enkeltvoteringer offentliggjordes under navn og udgjorde domsbegrundelsen. Udvalgets sidst tilkomne medlemmer deltog ikke i denne del af betænkningen.
Ved fremsættelsen af lovforslaget redegjorde justitsministeren udførligt for de hidtil gældende regler om højesteretssagførerprøven og voteringen i højesteret og for det nedsatte udvalgs ovenfor refererede stilling til disse spørgsmål. Højesteret havde i en erklæring bestemt frarådet prøvens afskaffelse, men havde tilsluttet sig de af de to medlemmer af det sagkyndige udvalg foreslåede lettelser i adgangen til at gennemføre prøven. Endvidere oplyste ministeren, at et flertal inden for Sagførerrådet gik ind for at afskaffe prøven.
Justitsministerens forslag angående højesteretssagførerprøven gik ud på afskaffelse af denne og på, at der skulle gives landsretssagførere, der havde været i virksomhed som sådanne i 5 år, almindelig møderet for højesteret. Han motiverede forslaget herom således:
„Højesteretssagførerprøven medfører for en part en stærk begrænsning i valget af, hvilken sagfører der skal møde for ham i en højesteretssag. Hvis han ikke vil lade sig repræsentere af den sagfører, som har mødt for ham i landsretten, er han nødt til at antage en af de få højesteretssagførere, medens han ikke kan vælge en landsretssagfører, selv om denne måtte have nøjere kendskab til parten og hans livsvilkår og til sagens lokale, økonomiske eller sociale baggrund.
Det må også fremhæves, at det er overordentlig vanskeligt for landsretssagførere, der ikke er ansat på et højesteretssagførerkontor, at få de fornødne prøvesager. Denne vanskelighed afhjælpes ikke tilstrækkeligt ved de lettelser, som foreslås af de to udvalgsmedlemmer, der vil opretholde prøven, og den har til følge, at ikke alle kvalificerede har samme adgang til at blive højesteretssagførere.
Det må dernæst tillægges vægt, at langt den overvejende del af sagførerstanden går ind for at afskaffe højesteretssagførerprøven. Jeg kan ikke se, at de indvendinger, der er rejst imod at afskaffe højesteretssagførerprøven, er af så væsentlig betydning, at prøven bør bevares.
Man har især henvist til, at procedurens kvalitet for højesteret skal sikres, og at det har stor betydning at afskære unødvendige appeller til højesteret. Hertil kan jeg anføre, at det næppe kan siges, at højesteretsproceduren stiller væsentligt større krav til sagførerne end landsretsproceduren, og langt de fleste landsretssagførere vil være i stand til at procedere i højesteret på tilfredsstillende måde, når de har været i virksomhed som landsretssagførere i 5 år og fået erklæring fra landsretten om, at de er øvede i procedure. I denne forbindelse skal jeg pege på, at lovforslaget udvider højesterets nuværende, kun i beskedent omfang benyttede adgang til at fratage en landsretssagfører mødeberettigelsen for højesteret i egne sager til at gælde alle landsretssagførere, der efter forslaget får almindelig mødeberettigelse for højesteret. Jeg mener endvidere, at det er fejlagtigt at antage, at der vil forekomme flere unødvendige appeller til højesteret, fordi erfarne landsretssagførere får almindelig møderet for højesteret."
Vedrørende spørgsmålet om voteringsordningen i højesteret oplyste ministeren, at også dette spørgsmål havde været forelagt højesteret til udtalelse. I rettens udtalelse var der delte meninger om spørgsmålet, men ingen af dommerne havde udtalt sig imod, at dommernes navne fremtidig skal optages i dommen. Justitsministerens forslag gik ud på, at højesteretsdommernes enkeltvoteringer afgives i et lukket retsmøde, men derefter offentliggøres under navn derved, at de anføres i dommen i stedet for domsbegrundelsen efter de hidtil gældende regler.
Lovforslaget indeholdt endelig regler om nordiske sagføreres møderet. Denne del af forslaget fremsattes i tilslutning til Nordisk Råds forhandlinger om gennemførelse af nordiske statsborgeres retlige ligestilling. Efter de hidtil gældende regler kunne kun danske sagførere møde som sagførere eller forsvarere ved domstolene her i landet. Efter forslaget kan også sagførere fra de andre nordiske lande give møde for parter i danske domstole både i borgerlige sager og i straffesager, såfremt retten under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder finder det forsvarligt.
Ved 1. behandling udtalte Edel Saunte (S), at de ændringer i retsplejeloven, man gennemførte i 1932 om udvidet møderet for landsretssagførere i højesteret, kun kunne anses for midlertidige. Den ved retsplejeloven indførte mundtlige procedure var dengang endnu ikke helt gennemprøvet, og en række sagførere, der var vant til den skriftlige form, havde svært ved at tilpasse sig den mundtlige procedure. Principielt var procedureformen i landsret og højesteret nu af samme karakter, og efter hendes opfattelse burde den være lige omhyggelig og grundig i begge retter. Proceduren i landsretten kunne endog i visse henseender stille større krav til sagførerne, idet den umiddelbare bevisførelse i landsretten medfører, at sagføreren ofte uden forberedelse må tage hensyn til nye oplysninger, mens man ved tilrettelæggelsen af en højesteretsprocedure på forhånd er bekendt med det faktiske materiale. Hun fandt det ejendommeligt, at højesteret var modstander af prøvens afskaffelse. En landsretssagfører med 8 års praksis kunne jo procedere sine egne og sin fuldmægtigs sager for højesteret, og dette sker i 30 pct. af samtlige højesteretssager, men en landsretssagfører kunne ikke i højesteret procedere en sag, som en kollega har procederet i landsretten. Om det var egne sager eller ej, kunne ikke være kriterium for egnethed til højesteretsprocedure. Hun fandt, at den hidtil gældende ordning var uheldig, idet højesteretssagførertitlen i praksis i manges øjne medfører særlige kvalifikationer også uden for proceduren, f. eks. på det forretningsmæssige område; dette var uheldigt af konkurrencemæssige grunde, også fordi sagførere nu om dage måtte specialisere sig og derfor ikke kunne dække hele sagførernes virksomhedsområde. Hun kunne ikke tro, at afskaffelse af prøven ville medføre en forøgelse af antallet af sager i højesteret; enhver sagfører har jo pligt til ikke at påtage sig sager, som de ikke mener er egnede til forelæggelse for højesteret. Hun anbefalede på sit partis vegne forslaget om afskaffelse af højesteretssagførerprøven, og det samme gjaldt justitsministerens forslag om voteringen i højesteret og om nordiske sagføreres møderet.
Helga Pedersen (V) oplyste, at der i venstre ikke var enighed om lovforslaget. Dele af partiet kunne tilslutte sig, at højesteretssagførerprøven blev afskaffet af grunde som anført af justitsministeren og socialdemokratiets ordfører. Andre medlemmer i venstre, deriblandt hun selv, var yderst betænkelig ved justitsministerens forslag. Disse medlemmer henviste særlig til, at højesteret havde udtalt sig afgørende imod prøvens afskaffelse; ingen var nærmere eller mere egnet til at skønne over disse ting, og det forekom hende meget dristigt at gå imod landets højeste domstol, der havde udtalt, at den foreslåede ordning var uforsvarlig og bestemt måtte frarådes. Der måtte bortses fra standsmæssige og konkurrencemæssige interesser i dette spørgsmål, og alene retsplejens tarv måtte være afgørende. Hendes parti kunne tiltræde de dele af lovforslaget, der vedrørte voteringen i højesteret og nordiske sagføreres møderet.
På sit partis vegne gik Poul Møller (KF) skarpt imod forslaget om højesteretssagførerprøvens afskaffelse. Han var utilfreds med, at justitsministeren ikke havde imødekommet en af det sagkyndige udvalg fremsat anmodning om at få beskikket et nyt medlem fra det retsvidenskabelige fakultet, efter at fakultetets repræsentant var afgået ved døden. Han fremhævede, at højesteret var gået imod prøvens afskaffelse, og at de to landsretspræsidenter havde udtalt, at landsretssagførerprøven ikke var egnet som tilstrækkeligt grundlag for tilladelse til uden begrænsning at procedere for højesteret. Erklærede sig villig til i et udvalg at undersøge den foreslåede nye voteringsordning og gav tilslutning til forslaget om nordiske sagføreres møderet.
Lannung (RV) gav tilslutning til ændringen om nordiske sagføreres møderet og gav udtryk for tilfredshed med de bestræbelser, de nye voteringsregler indeholder i retning af at opnå en mere udførlig og bedre domsbegrundelse; han ville gerne i et udvalg drøfte enkeltheder vedrørende denne del af forslaget. Om højesteretssagførerprøven udtalte han, at det var påkrævet, at denne sag blev taget op. Personlig kunne han tiltræde prøvens afskaffelse, men ikke alle i hans parti delte denne opfattelse. Hans hovedindvending mod prøven var, at det er urimeligt, at en jurist, der først har taget sin embedseksamen, derefter haft 3-5 års læretid som fuldmægtig og endelig været aktiv sagfører i adskillige år, skulle aflægge prøve omtrent som en anden elev. Prøven favoriserede i øvrigt de sagførerfuldmægtige, der er ansat hos højesteretssagførere, idet kun disse uden store vanskeligheder kan skaffe sig de fornødne prøvesager for højesteret. I sit indlæg rejste han spørgsmålet om en ensartet titulatur for alle sagførere, og den naturlige titel ville efter hans skøn være „sagfører", evt. „advokat".
Helge Madsen (DR) ønskede, at lovforslaget blev drøftet grundigt i et udvalg, hvorefter hans parti ville tage stilling til det, efter at yderligere oplysninger var blevet indhentet.
Aksel Larsen (DK) takkede justitsministeren for lovforslaget og håbede, at det måtte få en let og hurtig gang gennem tinget; han tilsagde sit partis medvirken hertil.
Efter at justitsministeren udførligt havde besvaret en række spørgsmål fra ordførerne, blev lovforslaget henvist til udvalgsbehandling.
Af udvalgsbetænkningen fremgår, at udvalget foranledigede indhentet erklæringer fra de to landsretspræsidenter om voteringsordningen ved landsretterne og fra de juridiske fakulteter ved Århus og Københavns universiteter angående såvel højesteretssagførerprøven som voteringsordningen ved højesteret.
Udvalgets drøftelser resulterede i, at der mellem justitsministeren og udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Poul Møller) opnåedes enighed om en række ændringsforslag, hvorom der henvises dels til udvalgets ordførers nedenfor i hovedpunkter refererede tale ved 2. behandling, dels følgende flertalsudtalelse i betænkningen:
„Et flertal (udvalget med undtagelse af Poul Møller) kan tiltræde lovforslagets bestemmelser om afskaffelse af højesteretssagførerprøven, men således at der gives højesteret adgang til at meddele den pågældende advokat, at hans møderet er bortfaldet, hvis han efter højesterets skøn har vist sig uegnet til at procedere for højesteret. Højesteret kan efter forslaget give denne meddelelse efter afslutningen af en hvilken som helst sag, hvori den pågældende har procederet for højesteret.
Denne nye ordning tilsigter naturligvis ikke at bevare højesteretssagførerprøven blot på en anden måde, men udvalgsflertallet mener, at det af retsplejemæssige hensyn må anses for nødvendigt, at højesteret har adgang til at hindre uegnede procedører i at give møde for højesteret. Efter udvalgsflertallets opfattelse vil det i almindelighed være rimeligt, at bestemmelsen, således som den lignende bestemmelse i retsplejelovens § 127, stk. 2, vedrørende landsretssagførere, der møder i egne sager, først anvendes, når advokaten efter gentagen procedure har vist sig uegnet til at procedere for højesteret, men udvalgsflertallet har erkendt, at en advokats forelæggelse af én sag kan være så ringe, at højesteret alene heraf kan bedømme den pågældende advokats muligheder som procedør. Ved udøvelsen af sit skøn over den pågældendes egnethed som procedør vil højesteret være frit stillet og heller ikke bundet af den af højesteret hidtil anvendte lempeligere vurdering af landsretssagførere, der har mødt i egne sager (jfr. højesterets skrivelse af 28. november 1957, pkt. 2, bilag 6).
Det bemærkes i øvrigt, at der i udvalget har været enighed om, at landsretterne kun bør meddele en advokat tilkendegivelse om, at han er „øvet i procedure", såfremt han har procederet i rimeligt omfang og på forsvarlig måde.
I forbindelse med drøftelsen af spørgsmålet om højesteretssagførerprøvens afskaffelse har man i udvalget overvejet indførelse af en ensartet betegnelse for alle sagførere.
Det nævnte flertal i udvalget foreslår herefter indførelse af fællesbetegnelsen „advokat", dog således at de nuværende højesteretssagførere, landsretssagførere, overretssagførere og sagførere ved underret (underretssagførere) har ret til fortsat at anvende deres nuværende titel.
Med hensyn til voteringsordningen i højesteret har højesteret i den nævnte skrivelse af 28. november 1957 bl. a. udtalt, at en ændring, bestående i, at dommernes navne skal angives i dommene, „ikke møder nogen modstand i højesteret ... at en sådan ophævelse af dommeranonymiteten vil kunne danne udgangspunktet for en udvikling i retning af større udførlighed i domspræmisserne ...". Udvalget foreslår herefter alene en ophævelse af højesteretsdommernes og i borgerlige sager landsdommernes anonymitet, således at domme og kendelser fremtidig skal indeholde oplysning om dommernes navne.
Hele udvalget forventer, at disse nye voteringsbestemmelser vil medføre, at retternes afgørelser fremtidig affattes så klart og udførligt, at såvel retsvidenskaben som det praktiske retslivs folk ved læsning af disse afgørelser i højere grad end hidtil kan finde vejledning til løsning af vanskelige juridiske problemer. For det praktiske liv er det af meget stor betydning, at afsagte domme ikke kræver en indgående fortolkning, men direkte giver udtryk for de overvejelser, der har ført til dommens resultat.
Hele udvalget er enigt i de foreslåede bestemmelser om nordiske sagføreres møderet.
Hele udvalget er videre enigt om at foreslå, at loven først skal træde i kraft den 1. juli 1958."
Mindretallet i udvalget (Poul Møller) fandt det fortsat betænkeligt at ophæve kravet om en prøve for at opnå almindelig mødeberettigelse ved højesteret og stillede derfor ændringsforslag, der tog sigte på at bevare prøven med en række lempelser. En ved landsretten mødeberettiget skulle ifølge ændringsforslagene kunne indstille sig til prøven efter 3 års forløb mod hidtil 8 år, prøvetiden foresloges forlænget fra 1½ til 3 år og det krævede antal sager formindsket til 3 mod hidtil 4.
Ved 2. behandling fremhævede udvalgets ordfører, Edel Saunte (S), at der under udvalgsarbejdet var opnået enighed om følgende spørgsmål:
Formuleringen af reglerne om votering i højesteret og landsretterne i borgerlige sager, indførelse af advokattitlen, indførelse af nordiske advokaters møderet i danske retter, ophævelse af advokaters pligt til at anmelde kontorsted, bemyndigelse for justitsministeren til at kunne give tjenestemænd tilladelse til at drive advokatvirksomhed (hidtil kongen), ophævelse af advokatfuldmægtiges pligt til at have bopæl på det sted, hvor deres principal har kontor, og endelig reglen om, at justitsministeren, hvis en advokatbestalling deponeres, skal kunne bestemme, om vedkommende fremtidig skal være berettiget til at føre sin titel.
Specielt vedrørende voteringsordningen erklærede ordføreren, at formålet med de ændrede voteringsregler var at skaffe klarhed over, hvilke praktiske omstændigheder der var oplyst i sagen, og hvilke retlige betragtninger dommerne, herunder dissentierende dommere, havde lagt til grund for deres afgørelse. Hun understregede, at udvalget opfattede den af repræsentanten for højesteret afgivne udtalelse om, at ophævelse af anonymiteten kan medføre en forbedring af dommene, som et positivt løfte fra højesteret og ikke, således som det måske kunne fortolkes, som et fromt ønske fra rettens side. Såfremt de nævnte forbedringer med hensyn til oplysninger i dommene ikke indtrådte, ville det utvivlsomt være nødvendigt, at folketinget på ny overvejede voteringsbestemmelserne.
Med hensyn til højesteretssagførerprøvens afskaffelse, der var tiltrådt af udvalgets flertal, fastholdt hun sine principielle udtalelser fra 1. behandling og udtalte, at der ved de foreslåede overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser ikke var gjort uret over for nogen i dette spørgsmål.
Helga Pedersen (V) mindede om, at der i hendes parti var delte meninger om, hvorvidt højesteretssagførerprøven burde ophæves, men når hun nu kunne anbefale at stemme for ændringsforslagene og for lovforslaget, skyldtes det ikke, at hun var blevet overbevist om, at regeringsforslaget varetager retsplejemæssige hensyn i samme grad som den hidtil gældende lov eller indebærer en billigere retspleje for borgerne. Der havde imidlertid ikke været politiske muligheder for opnåelse af et bedre resultat, og hun anså de foreslåede ændringer for forbedringer af det oprindelige forslag. Hun understregede i den forbindelse, at der i udvalget var enighed om, at det er vigtigt, at der vedrørende lovforslag af denne art er enighed eller dog det størst mulige flertal. Hun anbefalede at stemme imod Poul Møllers ændringsforslag.
Poul Møller (KF) kunne, som det fremgår af det foran optrykte uddrag af udvalgets betænkning, give tilslutning til de af udvalget stillede ændringsforslag bortset fra ændringsforslagene om højesteretssagførerprøvens afskaffelse. Vedrørende højesteretssagførerprøven tilsluttede han sig højesterets udtalelse om, at retsplejens tarv i det væsentlige ville være behørigt varetaget, hvis man gennemførte en ordning gående ud på, at prøven — i lempet skikkelse — opretholdtes som betingelse for almindelig møderet for højesteret, men uden nogen særlig betegnelse knyttet hertil. Han anbefalede de af ham stillede ændringsforslag, der var udtryk for en sådan ordning, og han opfordrede til at stemme imod flertallets ændringsforslag vedrørende dette problem.
Lannung (RV), Helge Madsen (DR) og Aksel Larsen (DK) tilsluttede sig på deres partiers vegne udvalgets flertalsindstilling og anbefalede at stemme imod de af Poul Møller stillede forslag.
Uden for ordførernes række udtalte Thestrup (KF), at han ikke kunne stemme for de af hans partis ordfører stillede mindretals- ændringsforslag, hvorimod han var enig med udvalgets flertal og den motivering, som udvalgets ordfører havde givet for flertalsindstillingen.
Justitsministeren udtalte sig i sin svartale om ændringsforslagene i betænkningen. Om indførelsen af advokatbetegnelsen sagde han, at han ville have foretrukket betegnelsen sagfører, men at han meget vel kunne se, at der kunne anføres grunde for at foretrække advokatbetegnelsen, der er internationalt kendt og vel også har en vis nordisk klang.
Om højesteretssagførerprøvens afskaffelse udtalte ministeren, at det for ham havde vejet tungt, at der allerede under den hidtil gældende ordning mødte landsretssagførere i henved en tredjedel af de sager, der pådømtes af højesteret. Han troede ikke på, at man ved ophævelsen af prøven udsatte sig for flere unødvendige appeller til højesteret, og ej heller på, at den udvidede møderet ville blive misbrugt.
Vedrørende ændringerne i voteringsordningen beklagede han, at hans oprindelige videregående forslag var blevet afløst af den efter hans opfattelse halve løsning, som ophævelse af dommeranonymiteten repræsenterer. Han ville have tillagt en offentlig votering eller i hvert tilfælde en offentliggørelse af de enkelte vota særlig betydning med hensyn til forbedret domsaffattelse. Imidlertid delte han udvalgets håb om, at den nu foreslåede voteringsordning ville føre til klarere og udførligere domspræmisser. Han anbefalede at stemme for de af udvalget og udvalgets flertal stillede ændringsforslag og at stemme imod de konservatives ændringsforslag om højesteretssagførerprøvens bevarelse.
Ved afstemningen forkastedes mindretallets hovedændringsforslag med 72 stemmer mod 20, mens 22 medlemmer undlod at stemme. Samtlige ændringsforslag stillet af udvalget eller dets flertal vedtoges.
Lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling, og i udvalgets tillægsbetænkning indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af Poul Møller og Ninn-Hansen) lovforslaget til vedtagelse i den skikkelse, det fik ved 2. behandling. Mindretallet indstillede lovforslaget til forkastelse, og ved 3. behandling motiverede Poul Møller dette standpunkt med, at han betragtede afskaffelse af højesteretssagførerprøven som lovforslagets hovedpunkt, og da hans parti her var uenig med flertallet, anbefalede han at stemme imod lovforslaget, uanset at det indeholdt en række ændringer på andre områder, der måtte betragtes som fremskridt.
Lovforslaget vedtoges med 117 stemmer mod 20 (KF med undtagelse af Thestrup; fra venstre stemte Federspiel imod loven).