Lovforslaget var et led i den række af forslag, som den nye regering umiddelbart efter sin dannelse fremsatte for at stabilisere den økonomiske situation og fremme en rimelig prisudvikling. Om baggrunden for den række foranstaltninger, regeringen foreslog, henvises til omtalen af lovkompleksets hovedforslag, forslag til lov om et stabiliseringslån, foran side 348.

Loven går ud på at give § 24, stk. 1, i lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger, jfr. lov nr. 136 af 25. maj 1956, følgende affattelse:

„Prisforhøjelser, der skal anmeldes i henhold til afsnit III, må ikke sættes i kraft uden monopoltilsynets godkendelse."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsministeren:

Som anført i bemærkningerne er monopollovens gældende ordning den, at prisforhøjelser for visse varer og ydelser ikke kan sættes i kraft uden monopoltilsynets godkendelse. Disse varer er i henhold til monopollovens § 24 opført på en særlig liste, og listen omfatter i øjeblikket omkring et halvt hundrede varegrupper samt visse håndværksfag og liberale erhverv.

Det foreliggende lovforslag foreslår listen udvidet til at omfatte alle varer, der er undergivet konkurrencebegrænsninger. Dette vil betyde en væsentlig forøgelse af de på listen opførte varer, idet betydningsfulde varegrupper som f. eks. sæbe og vaskemidler, landbrugsmaskiner og symaskiner herefter vil komme med.

Lovforslagets bestemmelser vil medføre en mere effektiv kontrol med fremtidige prisforhøjelser, men forslaget tilsigter ikke nogen ændring i den linje, at monopoltilsynet ikke skal gribe ind på områder, hvor priserne reguleres af den fri konkurrence."

Ved 1. behandling anbefalede Per Hækkerup (S) lovforslaget under henvisning til handelsministerens begrundelse for lovforslaget ved dets fremsættelse.

Thorkil Kristensen (V) meddelte, at venstre ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet forudsætningerne for det forlig, der ved monopollovens vedtagelse blev indgået mellem de fire gamle partier, ikke var ændret på det område, lovforslaget omhandler. De prismæssige forhold er stort set de samme som ved lovens modtagelse, og det var et vigtigt led i det indgåede forlig, at der ikke skulle være permanente bestemmelser i loven om forudgående godkendelse af prisforhøjelser. Han fandt i øvrigt, at kravet om forhåndsgodkendelse af prisforhøjelser i alle tilfælde vil medføre en unødvendig udvidelse af det administrative arbejde, og at systemet ville blive tungt og dyrt at arbejde med.

Weikop (KF) erklærede sig ligeledes som modstander af lovforslaget af tilsvarende grunde som anført af venstres ordfører. Når handelsministeren havde begrundet forslaget med, at man ville sikre en stabil prisudvikling, ønskede han dertil at bemærke, at ingen, da monopolloven i 1955 blev vedtaget, forestillede sig, at der ikke skulle kunne komme prisudsving både i den ene og den anden retning. Det var i øvrigt hans partis opfattelse, at der ikke kan opnås nævneværdig indflydelse på varepriserne gennem en regulering, når der ikke er knaphed på varer, og denne opfattelse fremgik også af samordningsudvalgets betænkning. Det var Weikops opfattelse, at handelsministeren ligefrem havde været tvunget til at fremsætte lovforslaget på grund af den aftale, der var indgået mellem regeringspartierne inden regeringens dannelse. I øvrigt henstillede han til handelsministeren, der som følge af regeringsdannelsen skulle udnævne et nyt medlem til monopolrådets forretningsudvalg, at benytte lejligheden til at afskaffe forretningsudvalget, idet monopolrådets overvejelser og drøftelser derved ville blive langt friere.

Baunsgaard (RV) anbefalede den foreslåede lovændring, som han mente kunne få en stor psykologisk virkning, idet der ubestrideligt ville være forskel på at foretage prisforhøjelser, hvis nødvendighed forud skal dokumenteres, og på at foretage prisforhøjelser uden forhåndsgodkendelse. Over for den af Thorkil Kristensen og Weikop hævdede opfattelse, at der ikke kunne ændres i det ved monopollovens vedtagelse indgåede forlig, erklærede han, at et sådant forlig ikke kan binde uden hensyn til den udvikling, der finder sted, og uanset hvilken tilrettelæggelse af de økonomiske forhold regering og folketing tvinges til at tage stilling til.

Tholstrup (DR) havde under ]. behandling af lovforslaget om udbyttebegrænsning anbefalet lovforslaget som middel til standsning af prisstigninger og inflation.

Aksel Larsen (DK) anbefalede lovforslaget og kunne kun beklage, at regeringen ikke også på andre områder, f. eks. med hensyn til almindelig priskontrol, gik i den retning, som lovforslaget angav.

Handelsministeren fandt, at det i almindelighed måtte være en praktisk fremgangsmåde, at man, når man overhovedet er under kontrol, forudgående får prisforhøjelser godkendt fremfor at risikere bagefter at skulle nedsætte priserne. Hertil kom, at virksomhederne selv er herrer over, om de skal være under tilsyn, nemlig gennem de trufne aftalers karakter. Det var yderligere hans opfattelse, at forliget fra monopollovens vedtagelse kun kan binde en vis tid. Han udtalte i øvrigt, at gennemførelse af lovforslaget ikke i sig selv ville medføre nogen udvidelse af det administrative apparat, idet man alligevel må foretage disse undersøgelser. Over for den indvending, at det ikke var det rigtige tidspunkt at foretage lovændringen på, anførte ministeren, at ingen kan vide, hvordan prisforholdene udvikler sig om blot et par måneder.

Efter yderligere nogen debat om nødvendigheden af på nuværende tidspunkt at gennemføre lovændringer blev lovforslaget henvist til behandling i et udvalg, hvis flertal (regeringspartiernes medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse uforandret, mens mindretallet i udvalget (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Om de i udvalget førte drøftelser gav ordføreren, Per Hækkerup (S), ved 2. behandling følgende redegørelse:

„Vedrørende forhandlingerne i udvalget og de oplysninger, udvalget modtog af den højtærede handelsminister, skal jeg nævne, at udvalget særlig var interesseret i at få klarhed over, hvor mange virksomheder, hvor store områder af erhvervslivet der vil blive berørt ved gennemførelsen af den foreslåede ændring i monopolloven. Den højtærede handelsminister har oplyst, at i henhold til de nugældende regler er ca. 126 enkeltvirksomheder og 92 sammenslutninger, omfattende ca. 20 000 virksomheder, underkastet den forudgående priskontrol. Når det foreliggende lovforslag bliver gennemført, vil fremtidig — efter det skøn, der foreligger i monopoltilsynet — 356 enkeltvirksomheder og 347 sammenslutninger, omfattende godt 48 000 virksomheder, være underkastet den forudgående godkendelse.

Det fremgår videre af svaret på et spørgsmål, der var stillet i udvalget om erfaringerne med den gældende bestemmelse i monopolloven — hvor der jo i et vist omfang kræves forudgående godkendelse — at der i den knap 2-årige periode, hvor loven har været gældende, har været ca. 100 sager af denne karakter; af disse 100 sager er 72 blevet undersøgt, og af disse 72 har der i 21 tilfælde været tale om at forhandle om den prisfastsættelse, de pågældende havde foreslået. Det fremgår altså heraf — og det var den højtærede handelsministers konklusion — at en ændring i loven, sådan som det foreliggende lovforslag tilsigter, ikke vil betyde uoverkommelige administrationsudgifter, men at man regner med, at hvad enten denne ændring gennemføres eller ikke, vil monopoltilsynets administrationsapparat stort set være det samme."

Som ordfører for sit parti anbefalede Per Hækkerup lovforslaget under hensyn hertil og til dets forebyggende virkning over for prisstigninger.

Da Thorkil Kristensen ikke kunne være til stede, fungerede Anker Lau (V) som ordfører for venstre. Han udtalte, at udvalgsbehandlingen ikke havde ændret hans partis holdning til lovforslaget, og under henvisning til Thorkil Kristensens udtalelser ved 1. behandling meddelte han, at venstre ville stemme imod lovforslaget.

Weikop (KF) udtalte, at udvalgsbehandlingen havde bekræftet hans opfattelse, at handelsministeren var bundet af aftale mellem regeringspartierne til ikke at foretage ændringer i lovforslaget, uanset at det ikke er blevet dokumenteret, at monopolloven ikke er tilstrækkelig eller ikke tilfredsstillende for forbrugerne. Han fastholdt, at handelsministerens begrundelse for lovforslaget, nemlig den at ville skabe stabile priser, ikke kunne holde. Under udvalgets drøftelser var det blevet oplyst, at monopoltilsynets personale nu skal udvides, og det undrede ham, at ministeren, det radikale venstre og retsforbundet tog så let på en sådan udvidelse. Sluttelig udtalte han, at man burde være forsigtig med at indgå forlig med socialdemokratiet og det radikale venstre, når disse partier et år efter — og efter hans mening uden skellig grund — søgte at tilsidesætte eller i hvert fald ændre loven og nu 2 år efter gør noget tilsvarende.

Baunsgaard (RV) og Aksel Larsen (DK) anbefalede som ved 1. behandling lovforslaget til vedtagelse.

Handelsministeren oplyste, at der i princippet ikke finder nogen udvidelse sted af det arbejde, monopoltilsynet skal foretage, idet det allerede er sådan, at enhver anmeldelse om nye priser skal gennemarbejdes, blot skal der nu finde en forhåndsgodkendelse sted, hvoraf følger, at arbejdet skal udføres lidt hurtigere. Det afgørende er, at sagerne i alle tilfælde skulle behandles. Uanset om lovforslaget vedtages eller ej, ønsker monopoltilsynet, at dets personale udvides, da der er meget arbejde.

I anledning af, at der havde været ytret bekymring for, at lovændringen ville føre til en forsinkelse af afgørelserne, sagde ministeren, at man også kunne være bekymret over den måde, det hidtil var foregået på, idet det har kunnet ske, at en prisforhøjelse er blevet underkendt, hvorefter der så måtte foretages en prisnedsættelse. Det kunne i hvert fald ikke være nogen rationel fremgangsmåde.

Ved lovforslagets 3. behandling fremkom der ikke nye oplysninger.

Lovforslaget blev vedtaget med 90 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 49 (V og KF).