Ved loven forlænges den i lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger, § 24, stk. 1, fastsatte frist fra 1. juli 1956 til 1. juli 1958.

Bestemmelsen lyder herefter således:

„For sådanne varer og ydelser, som er opført på en af monopoltilsynet efter forhandling med vedkommende enkeltvirksomheder eller organisationer offentliggjort fortegnelse, må i tiden indtil 1. juli 1958 prisforhøjelser, der skal anmeldes i henhold til § 6, jfr. § 7, stk. 2, ikke sættes i kraft uden monopoltilsynets godkendelse."

Efter det oprindelige lovforslag, der var mere vidtgående end den endelige lov, skulle den citerede bestemmelse erstattes af følgende bestemmelser:

,,Prisforhøjelser, der skal anmeldes i henhold til afsnit III, må ikke sættes i kraft uden monopoltilsynets godkendelse.

Såfremt det under hensyn til indtjeningsforholdene indenfor en branche skønnes rimeligt, kan monopoltilsynet for branchen som helhed bestemme, at efter den 1. marts 1956 indtrådt eller indtrædende stigning i virksomhedernes lønomkostninger fremtidig skal bæres af virksomhederne."

Som begrundelse herfor anførtes i bemærkningerne til lovforslaget:

„Efter de gældende bestemmelser i § 24 kan prisforhøjelser, der skal anmeldes i henhold til monopollovens § 6, jfr. § 7, stk. 2, ikke uden monopoltilsynets godkendelse sættes i kraft for sådanne varer og ydelser, som er opført på en af monopoltilsynet efter forhandling med vedkommende enkeltvirksomheder eller organisationer offentliggjort fortegnelse.

Ved fremsættelse af monopollovforslaget forudså man tilstande med nogenlunde rolige prisforhold og mente det derfor forsvarligt at begrænse gyldigheden af bestemmelsen til I år efter lovens ikrafttræden. Imidlertid er prisudviklingen forløbet væsentligt anderledes end forudset. Den senere tids prisstigninger i forbindelse med tendensen til fortsatte prisstigninger nødvendiggør, at monopoltilsynet fortsat kan have kontrol med prisforholdene, og at denne kontrol udvides til hele det af loven omfattede område.

Endvidere har man fundet det påkrævet at give tilsynet mulighed for at begrænse virkningerne af lønstigninger i sådanne tilfælde, hvor indtjeningsforholdene gør dette rimeligt. Tilsvarende bestemmelser har været optaget i tidligere prislove, senest i lov nr. 233 af 25. maj 1951."

Ifølge lovforslaget skulle endvidere den nævnte lovs § 13 (angående adgang for monopoltilsynet til at foreskrive faktureringspligt overfor videreforhandlere samt mærkning eller skiltning med pris for nødvendige forbrugsvarer) udgå af loven. Begrundelsen herfor var, at bestemmelsen ville blive overflødig, hvis § 5 i det samtidig fremsatte lovforslag om indseende med priser gennemførtes (hvilket ikke skete).

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om indseende med priser (jfr. herom nærmest foregående sag) og henvistes til samme udvalg som dette.

I betænkningen stillede socialdemokratiets og det radikale venstres udvalgsmedlemmer et af handelsministeren tiltrådt ændringsforslag, hvorefter lovforslaget skulle affattes i overensstemmelse med, hvad der foran er anført.

I betænkningen hedder det:

„Et mindretal indenfor flertallet (de socialdemokratiske medlemmer af udvalget) beklager, at det ikke har været muligt at opnå tilslutning til den foreslåede ændring af monopollovens § 24.

Et andet mindretal indenfor flertallet (det radikale venstres medlemmer af udvalget) har ikke fundet tilstrækkelig begrundelse for den foreslåede ændrede affattelse af monopollovens § 24, stk. 2, og gør iøvrigt opmærksom på, at monopoltilsynet ved sin afgørelse af, om en anmeldt prisforhøjelse skal godkendes, allerede efter loven vil kunne tage hensyn til indtjeningsforholdene.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke tiltræde flertallets indstilling, da der ikke siden monopollovens vedtagelse i foråret 1955 er sket noget, som kan forrykke forudsætningerne for det dengang sluttede forlig om loven.

I anledning af den udtalelse, der er fremsat af det radikale venstres medlemmer af udvalget, gør mindretallet opmærksom på, at der ikke i monopolloven findes bestemmelser, der giver hjemmel for at behandle lønforhøjelser som de i foråret gennemførte anderledes end andre omkostningselementer.

Mindretallet indstiller herefter lovforslaget til forhastelse."

Ved 2. behandling vedtoges flertallets ændringsforslag, der gik ud på at give lovforslagets tekst en ny affattelse, med socialdemokraternes, de radikales og kommunisternes stemmer mod venstres, de konservatives og retsforbundets.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 89 stemmer (S, RV og DK) mod 67 (V, KF og DR).