Efter den gældende lovgivning opkræves der 3 forskellige afgifter af de motorkørende, nemlig omsætningsafgift een gang for alle i forbindelse med indregistrering af personbiler og motorcykler, en årlig vægtafgift af samtlige indregistrerede køretøjer og en afgift på benzin.

Til bedømmelse af de byrder, som pålægges de fleste erhververe af nye personmotorkøretøjer, må endvidere tages i betragtning den gældende „bevillingstilsagnsordning" eller „dollarpræmieringsordning", selvom den falder udenfor motorbeskatningens område. Efter denne ordning kan den, der ikke hos automobilfordelingsnævnet opnår indkøbstilladelse til et personmotorkøretøj, dog erhverve ret til køb af et sådant køretøj mod at indkøbe og til direktoratet for vareforsyning aflevere et „bevillingstilsagn", hvorved den pågældende bebyrdes med en særlig udgift på 80 pct. af vedkommende køretøjs cif-importpris.

De her omhandlede 3 lovforslag var resultatet af overvejelser, der havde fundet sted med henblik på en revision af den samlede lovgivning vedrørende motorbeskatningen, efter at motorafgiftskommissionen den 21. maj 1954 afgav 2. del af sin betænkning, omhandlende lovgivningen om motorafgifterne.

Der var i motorafgiftskommissionen almindelig enighed om, at vægt- og benzinafgiften burde opretholdes, omend med forskellige ændringer i forhold til det gældende system. Hvad angår omsætningsafgiften, var kommissionens flertal af den opfattelse, at omsætningsafgiften måtte ses som en valutaregulerende foranstaltning, idet den normalt vil virke hæmmende på efterspørgslen efter nye motorkøretøjer; dens størrelse måtte derfor afpasses i overensstemmelse med landets øvrige økonomiske politik.

Ved de fremsatte lovforslag fulgtes i vidt omfang de synspunkter, der ligger til grund for motorafgiftskommissionens betænkning. Dog havde regeringen — den almindelige økonomiske situation taget i betragtning — ikke fundet tiden inde til at foreslå en sådan nedsættelse i de samlede motorskatter, som ville blive følgen af kommissionens udkast vedrørende vægtafgiften og benzinafgiften.

De foreliggende lovforslag byggede følgelig på, at det nuværende samlede årsprovenu af motorbeskatningen, der for 1956-57 kan anslås til omkring 640 mill. kr., skulle opretholdes uændret.

I overensstemmelse med det samtidigt af ministeren for offentlige arbejder fremsatte forslag til lov om tilskud til de offentlige veje var det fundet rettest, at både opkrævningen af motorafgifter og finansieringen af vej udgifter skulle indpasses som led i landets almindelige økonomiske politik, således at der hvert år på finansloven blev truffet bestemmelse om, hvilket beløb af motorafgifterne der skulle henlægges til vejfonden til bestridelse af de årlige vejudgifter. I de 3 lovforslag var det derfor foreslået, at alle 3 slags afgifter skulle indgå i statskassen.

Om indholdet af dette lovforslag, der fremsattes og behandledes i folketinget sammen med Forslag til lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m.v. og Forslag til lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., skal anføres:

Afgifterne af benzin, ialt 56 øre pr. liter, opkræves i henhold til 1) lov nr. 132 af 29. juni 1927 om afgift af benzin, jfr. lov nr. 45 af 14. marts 1955, § 1 (ordinær afgift, 34 øre p. l), 2) lov nr. 45 af 14. marts 1955, § 2 (tillægsafgift, 20 øre pr. l), 3) lov nr. 115 af 8. april 1932, § 6 (Storstrømsbroen m. m., 1 øre pr. l) og 4) lov nr. 191 af 17. april 1941, § 4 (motorvej fra Rødby Havn m. m., 1 øre pr. l). Tillægsafgiften indgår på sædvanlig måde i statsindtægterne, medens de øvrige afgifter er bestemt til vejarbejder.

I lovforslaget var det foreslået at samle de fire benzinafgifter til een afgift, og det var tillige foreslået, at denne afgift i sin helhed skulle indgå i statskassen, jfr. bemærkningerne i indledningen. Som nævnt ved omtalen af lovforslaget om vægtafgift foresloges afgiften ansat til 51 øre pr. liter. Udfra et skønnet benzinforbrug på 725 mill. liter afgiftsberigtiget benzin i finansåret 1956-57 kunne den foreslåede afgift anslås at ville indbringe ca. 370 mill. kr. årlig.

I lovforslaget var med forskellige tekniske og redaktionelle ændringer iøvrigt optaget de gældende bestemmelser i benzinafgiftsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 251 af 8. juli 1954.

Under hensyn til det stærkt stigende antal råolieprodukter var det foreslået, at spørgsmål om, hvorvidt en vare var afgiftspligtig efter loven, skulle forelægges af finansministeriet for et af finansministeren nedsat nævn, bestående af 3 medlemmer, hvoraf en skulle være dommer og en teknisk kyndig. Nævnets afgørelser var endelige. I sager, hvor der efter nævnets skøn krævedes branchemæssig indsigt, tilforordnedes der nævnet to branchekyndige.

Nogle i lovforslaget indeholdte bestemmelser om adgang for administrationen til at tilstå kreditordning uden sikkerhedsstillelse og om tilbagebetaling af erlagt benzinafgift, anvendt i visse motorkøretøjer, gennemførtes under samlingen ved lov nr. 163 af 13. juni 1956, se foran side 132.

1. behandling af de 3 lovforslag foretoges under eet. På socialdemokratiets vegne gav Kai Jensen tilslutning til lovforslagene.

From (V) tog stærkt afstand fra dem og erklærede, at forhandlingerne i udvalget måtte foregå på et helt andet grundlag end det foreslåede. Han resumerede venstres stilling i følgende punkter: 1) at alle motorafgifter går til vejformål og de ikke må være større, end vejformålene måtte betinge, for tiden 300 mill. kr., 2) at disse 300 mill. kr. til veje dækkes af en vægtafgift og en benzinafgift med 125 mill. kr. på vægtafgiften og 175 mill. kr. på benzinafgiften, 3) at vægtafgiften opkræves efter motorkommissionens skala og progression med visse ændringer for enkelttilfælde, 4) at afgiften på dieselbiler fastsættes sådan, at den udfra nationaløkonomiske hensyn animerer til at udvide antallet af disse, 5) at omsætningsafgiften opretholdes, men afvikles, såsnart forholdene gør det muligt, og at provenuet placeres i statsregnskabet som en brofond, og 6) at der gives lempelser for invalider, og at de får lettere adgang til at aflægge deres køreprøver.

Poul Claussen (KF) erklærede, at det konservative parti var af den opfattelse, at motorkørslen burde betale afgifter til dækning af udgifterne til veje og dertil hørende trafikale behov, men at motorkørslen iøvrigt burde være fri for tiltale. Han erkendte, at omsætningsafgiften havde en vis valutarisk betydning og derfor vel også i den nærmeste fremtid en vis berettigelse. Vægtafgiftsforslaget måtte underkastes mange og gennemgribende ændringer, før de konservative kunne støtte det. Forhøjelserne og afgifterne af dieseldrevne biler ville medføre en urimelig belastning af den kollektive bustrafik i byerne og nødvendiggøre meget store takstforhøjelser. Med hensyn til benzinafgiftsforslaget fandt han, at ministeren havde fulgt rent fiskale formål, og det ville herefter være svært at motivere fritagelsen af jernbaner, flyvemaskiner og motorbåde for afgift.

Skytte (RV) erklærede, at hans partis principielle stilling var, at motorafgifterne skulle bruges til vejformål. Partiet kunne derfor ikke tiltræde forslaget om, at afgifterne skulle gå i statskassen, men ønskede dem samlet i vejfonden for at tilkendegive, at de i det lange løb skulle komme vejene tilgode. Han kunne ikke se det berettigede i den foreslåede omlægning af afgifterne fra benzinafgift til vægtafgift og savnede en dokumentation af forudsætningen om tunge køretøjers større vejslid.

Også Fuglsang (DK) foretrak at lade motorafgifterne være, hvad de formelt hidtil havde været, afgifter beregnet til dækning af vejudgifter, og at deres størrelse tilpassedes behovet herfor.

Tholstrup (DR) kunne støtte kommissionens princip, at vejudgifterne betales af dem, der slider mest på vejene. Han ønskede omsætningsskatten afviklet hurtigst muligt, benzinafgiften halveret og vægtafgiften reduceret i overensstemmelse med kommissionens udkast navnlig med hensyn til dieselbiler, således at de samlede afgifter kommer til at stå i forhold til vejudgifterne, og navnlig ønskede han, at de indkomne midler ikke gik i statskassen, men i vejfonden, som han ønskede opretholdt som en realitet.

Finansministeren fremhævede i sin svartale, at den økonomiske situation ikke tillod en nedsættelse af den samlede motorbeskatning som foreslået fra flere sider. Han forstod ikke, at det skulle være nødvendigt at lave en så stærk sammenkædning af vejudgifter og motorafgifter, og mente, at man på fornuftig måde måtte kunne blive enig om, hvad det var nødvendigt og rimeligt at give til vejene o. s. v.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, som ikke afgav betænkning.