I rigsdagssamlingen 1952-53 fremsatte justitsministeren i folketinget det af forfatningskommissionen udarbejdede forslag til lov om rigsdagens ombudsmand (årbog 1952-53, side 463).

Lovforslaget kom til første behandling og blev henvist til udvalg. Efter at udvalget havde afgivet betænkning, vedtoges lovforslaget ved anden og tredie behandling i folketinget med de af justitsministeren stillede og af udvalget tiltrådte ændringsforslag (årbog 1952-53, side 467). Forslaget nåede imidlertid ikke at komme til behandling i landstinget inden rigsdagssamlingens slutning, hvorfor det bortfaldt.

Lovforslaget genfremsattes i samlingen 1953-54 i den form, det havde fået i folketinget, bortset fra at ordet „rigsdagen" overalt i forslaget var erstattet med „folketinget" og at ikrafttrædelsesbestemmelsen var ændret, således at klager angående forhold, der er opstået efter ikrafttrædelsen af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953, skulle kunne indgives til ombudsmanden. Endelig var i § 15 revisionsfristen ændret fra folketingsåret 1955-56 til 1956-57.

Ved lovforslagets genfremsættelse udtalte justitsministeren bl. a.:

„Inden fremsættelsen har jeg ladet forslaget forhandle med repræsentanter for de fire anerkendte tjenestemandsorganisationer. Det blev herunder fra tienestemandsside fremført, at man stadig fandt løsningen med en ombudsmand uheldig. Man anså endvidere det forhold, at ombudsmanden ikke vælges på bestemt tid, men kan afskediges, hvis han ikke længere nyder folketingets tillid, for lidet stemmende med, at han i udøvelsen af sit hverv skal være uafhængig af folketinget. Tjenestemændene ville foretrække, at ombudsmanden blev valgt for et bestemt tidsrum og ikke kunne afskediges før udløbet af dette.

I disse betragtninger kan jeg ikke være enig. Det er jo meningen, at ombudsmanden skal være folketingets tillidsmand overfor administrationen, og det er derfor naturligt, at han må vælges af hvert nyvalgt folketing, og at han kan afskediges, hvis folketinget mister tilliden til ham. Under de forudgående forhandlinger om forslaget i forfatningskommissionen har det da også været en forudsætning fra alle sider, at ombudsmanden kun skal kunne virke, sålænge han nyder folketingets tillid.

Jeg har derfor ikke ment, at der var grundlag for at ændre forslaget på dette punkt."

Organisationernes repræsentanter lagde, efter hvad ministeren oplyste, afgørende vægt på, at der blev tilvejebragt „hjemmel for, at de tjenestemænd eller andre, over hvem der klages med urette, kan få rimelige udgifter til bisidder eller forsvarer erstattet af det offentlige. Finansministeriet, der var repræsenteret under forhandlingen, lovede at tage dette spørgsmål under overvejelse, således at der eventuelt bliver foreslået en tilføjelse til tjenestemandslovens § 17, stk 3, idet det også på andre områder har været følt som en mangel, at man ikke har nogen bestemmelse i den retning."

Lovforslaget fik i folketinget en overvejende velvillig modtagelse, idet man var indstillet på, at bestemmelsen i grundlovens § 55 skulle føres ud i livet.

Under lovforslagets 1. behandling gjorde flere af ordførerne dog gældende, at det nye, man nu skulle prøve, kunne falde mer eller mindre godt ud, ligesom der blev peget på den tvivl om ordningens hensigtsmæssighed, som fra forskellige sider havde fundet udtryk i den offentlige debat, og man fandt det under henvisning hertil ønskeligt, at lovforslagets enkeltheder påny blev taget op til overvejelse i et udvalg. Resultatet af udvalgets arbejde blev, at udvalget nåede til enighed om at indstille lovforslaget til vedtagelse med nogle ændringer, som der — bortset fra enkelte rettelser af redaktionel karakter — er gjort rede for i betænkningen, i hvilken det hedder:

„Man har særlig drøftet spørgsmålet om adgangen til at klage over en dommer og hans personale enten til ombudsmanden eller til den særlige klageret.

Efter formuleringen af undtagelsesbestemmelsen i forslagets § 1, stk. 1, 2. punktum, falder dommernes embedsførelse i det hele udenfor ombudsmandens virksomhed. Der er ved betegnelsen „dommerne" alene tænkt på de egentlige dommere, hvis uafhængighed er sikret ved grundlovens § 64, og mod hvem sager om disciplinær forfølgning kan påkendes af den i retsplejelovens § 1 a omhandlede særlige klageret, men ikke på medlemmerne af administrative instanser, selvom de går under betegnelsen "retter", f. eks. landsskatteretten, invalideforsikringsretten o. lign. Under dommerens embedsførelse falder også hans bestridelse af hverv som formand for husdyrvoldgiftsretten, fredningsnævn eller andre hverv, der enten af lovgivningen direkte er henlagt til dommerne, eller hvor det for udøvelsen af hvervet er en almindelig betingelse, at vedkommende er dommer. Lægdommeres virksomhed vil falde udenfor ombudsmandens virksomhed, allerede fordi de ikke deltager i statens forvaltning, men alene har judicielle funktioner.

Efter de bemærkninger om forslagets § 1, som indeholdes i den af folketingets udvalg den 27. marts 1953 afgivne betænkning over forslag til lov om rigsdagens ombudsmand (rigsdagstidende, tillæg B. sp. 1285), hvilke bemærkninger udvalget kan tiltræde, falder dommerfuldmægtigenes virksomhed udenfor ombudsmandens område, når virksomheden består i at beklæde retten. Udvalget er af den opfattelse, at det også i disse tilfælde bør være muligt at fremsætte klage over en dommerfuldmægtig, og man har særlig haft opmærksomheden henvendt på spørgsmålet om adgangen til at indbringe sådanne klager for den særlige klageret.

Udvalget er blevet bekendt med, at klageretten ved dom af 5. september 1953 har taget en klage over en konstitueret dommer under påkendelse. I dette tilfælde drejede det sig om en tjenestemand, der var konstitueret på eget ansvar, og der foreligger vel ikke nogen senere stillingtagen til spørgsmålet om påkendelse af klager over tjenestemænd, der er konstitueret på den ordinære dommers ansvar, men der er efter justitsministeriets mening ikke anledning til at antage, at der ikke også i disse tilfælde skulle være adgang til at indbringe klager over den konstituerede dommer for klageretten. Heri er udvalget enigt.

Klager over dommerfuldmægtigenes administrative virksomhed og over dommerembedernes personale iøvrigt kan indbringes for ombudsmanden.

Efter retsplejelovens § 49 kan den, der anser sig for krænket ved en dommers utilbørlige forhold, kun fremsætte besværing herover til indbringelse for den særlige klageret, såfremt krænkelsen er tilføjet ham under møde for en ret. Udvalget finder det tvivlsomt, om denne begrænsning i klageadgangen bør bibeholdes efter indførelse af ombudsmandsinstitutionen, og har henstillet til justitsministeren at tage under overvejelse at stille forslag om en udvidelse af klagerettens kompetence, således at den kan påkende enhver klage over en dommers embedsvirksomhed og over dommerfuldmægtiges embedsvirksomhed i det omfang, klage ikke kan indgives til ombudsmanden.

Udvalget har fundet det rigtigst at fastsætte fristen i § 6 for indgivelse af klage til 1 år efter, at forholdet er begået. Såfremt der klages over, at en sag utilbørligt forhales, må fristen regnes fra ophøret af forsinkelsen.

Efter udvalgets opfattelse følger det af formuleringen af § 6, at enhver kan klage direkte til ombudsmanden uden at forelægge klagen for sine overordnede, selvom klageren er ansat i en tjenestemandsstilling eller indkaldt til aftjening af værnepligt.

Det er udvalget bekendt, at der mellem finansministeriet og statstjenestemændenes centralorganisationer er indledt forhandlinger om fastsættelse af regler, hvorefter der i modsætning til tidligere i et vist omfang kan ydes tjenestemænd godtgørelse for udgifter til bisidder m. v. under disciplinærsager, og udvalget har fundet det rimeligt, at tilsvarende regler skal gælde ved de af ombudsmanden foretagne undersøgelser, hvadenten de er rettet mod en tjenestemand eller mod andre, der virker i statens tjeneste. En hertil sigtende bestemmelse foreslås optaget i § 7.

For at der i lovforslagets § 10, stk. 1, ikke skal kunne lægges mere ind i ordene end tilsigtet, har man fundet en tydeliggørende ændring af bestemmelsen ønskelig.

I § 12, stk. 2, vil det efter udvalgets opfattelse være hensigtsmæssigt at foretage en ændring, hvorefter ikke selve folketinget, men et folketingsudvalg skal træffe afgørelse om, hvorvidt ombudsmanden kan varetage hverv i offentlige eller private virksomheder m. v. En tilsvarende ordning er i forvejen gældende, forsåvidt angår ministres bevarelse af hverv.

I § 13 foreslås af praktiske grunde foretaget en ændring angående fastsættelsen af lønningsforhold m. v. for ombudsmandens medhjælpere.

Udvalget har ment det rigtigt, at ikrafttrædelsesdatoen fastsættes til den 1. november 1954, og at de særlige overgangsbestemmelser i § 14, stk. 2, udgår."

Efter at ændringsforslagene ved 2. behandling var vedtaget uden afstemning, overgik lovforslaget til tredie behandling i følgende affattelse, der også blev lovens:

§ 1. Efter hvert folketingsvalg vælger folketinget en ombudsmand, som på folketingets vegne har indseende med statens civile og militære forvaltning. Dommernes embedsførelse falder i det hele udenfor ombudsmandens virksomhed.

Hvis ombudsmanden ikke længere nyder folketingets tillid, kan folketinget afskedige ham, hvorefter nyt valg af ombudsmand finder sted.

§ 2. Ombudsmanden, som ikke må være medlem af folketinget, skal have den juridiske uddannelse.

§ 3. Folketinget fastsætter almindelige bestemmelser for ombudsmandens virksomhed. løvrigt er han i udøvelsen af sit hverv uafhængig af folketinget.

§ 4. Ombudsmandens virksomhed omfatter ministrene, statens tjenestemænd og alle andre personer, som virker i statens tjeneste, jfr. dog § 1, stk. 1.

§ 5. Ombudsmanden har indseende med, om de i § 4 nævnte personer gør sig skyldige i fejl eller forsømmelse under udøvelsen af deres tjeneste.

§ 6. Klager over de i § 4 nævnte personer kan indgives til ombudsmanden af enhver. Klagen skal være navngiven og skal indgives inden 1 år efter, at forholdet er begået. Ombudsmanden afgør, om klagen giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Ombudsmanden kan også optage en sag til undersøgelse af egen drift. Enhver, som er berøvet sin personlige frihed, har ret til i lukket skrivelse at rette henvendelser til ombudsmanden.

§ 7. De i § 4 nævnte personer er forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger og til at fremlægge de dokumenter og protokoller, han i sit hvervs medfør forlanger.

Ombudsmandens krav på oplysninger i medfør af stk. 1 er undergivet begrænsninger svarende til retsplejelovens § 169, stk. 1 og stk. 3, § 170, stk. 1, hovedreglen i § 170, stk. 4, og § 749.

Såfremt ombudsmanden ønsker at fremme en klage over nogen af de i § 4 nævnte personer, skal klagen, medmindre aldeles afgørende hensyn til sagens oplysning taler derimod, snarest muligt forelægges den pågældende. Er denne tjenestemand, kan han til enhver tid forlange, at sagen overgår til behandling efter de i tjenestemandslovens § 17, jfr. § 18, fastsatte bestemmelser.

Ombudsmanden kan indkalde personer til for retten at afgive vidnesbyrd om forhold, som er af betydning for hans undersøgelse. Herom gælder retsplejelovens regler om efterforskningsforhør, jfr. retsplejelovens kap. 74. Retsmøderne er ikke offentlige. Den person, som en klage angår, er berettiget til selv og med bisidder at overvære sådanne vidneførsler. Justitsministeren giver regler for, hvem der kan optræde som bisidder. De for tjenestemænd til enhver tid gældende regler om afholdelse af udgifter til bisidder m. v. ved disciplinær forfølgning finder tilsvarende anvendelse.

§ 8. Ombudsmanden skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som han i sit hvervs medfør bliver bekendt med, såfremt hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet. Tavshedspligten ophører ikke, når han fratræder sin stilling.

§ 9. Ombudsmanden kan pålægge anklagemyndigheden at rejse forundersøgelse eller tiltale ved de almindelige domstole for forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, jfr. dog Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 §§ 16 og 60 (rigsretten).

Ombudsmanden kan pålægge vedkommende styrelse at rejse disciplinærsag.

Iøvrigt kan ombudsmanden altid overfor den pågældende fremsætte sin opfattelse af sagen.

§ 10. Får ombudsmanden kundskab om fejl eller forsømmelser af større betydning, som er begået af nogen af de i § 4 omhandlede personer, giver han meddelelse herom til folketinget og til vedkommende minister.

Ombudsmanden afgiver en årlig beretning til folketinget om sin virksomhed. Beretningen trykkes og offentliggøres.

Såfremt ombudsmanden giver meddelelse om en sag til folketinget eller en minister, eller han fremdrager en sag i sin årlige beretning, skal han i meddelelsen eller beretningen give oplysning om, hvad den, pågældende har anført til sit forsvar.

§ 11. Bliver ombudsmanden opmærksom på mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser, skal han give folketinget og vedkommende minister meddelelse herom.

§ 12. Ombudsmanden lønnes som højesteretsdommer på højeste løntrin. Derudover kan der efter omstændighederne tilstås ham et personligt tillæg. Han har ret til ventepenge og pension efter regler svarende til de i loven om vederlag og pension m. v. for ministre §§ 3-6 indeholdte bestemmelser.

Ombudsmanden må ikke uden samtykke af et udvalg, som folketinget har overdraget at træffe afgørelse herom, have hverv i offentlige eller private virksomheder, foretagender eller institutioner.

§ 13. Ombudsmanden antager og afskediger selv sine medhjælpere. Disses antal, lønning og pension fastsættes på samme måde som i folketingets forretningsorden bestemt for folketingets tjenestemænd m. fl. De med ombudsmandshvervet forbundne udgifter afholdes på folketingets budget.

§ 14. Denne lov træder i kraft den 1. november 1954.

§ 15. Denne lov forelægges folketinget til revision senest i folketingsåret 1956-57.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med enstemmig tilslutning fra alle sider.

Aksel Larsen (DK) havde dog ved 2. behandling givet udtryk for partiets beklagelse af, at dommerne ikke falder ind under loven. „Vi finder stadigvæk, at det ville være det eneste rigtige, og det forekommer mig også, at erfaringerne fra Sverige taler i den retning. På den anden side har jeg bemærket, at udvalget har henstillet til den højtærede justitsminister — det står i betænkningen — at overveje at stille forslag om en ændring af loven om klageretten, hvorved klagerettens kompetence udvides. Jeg må erkende, at hvis klagerettens kompetence udvides, er det muligt, at den vil kunne give en tilfredsstillende eller nogenlunde tilfredsstillende sikkerhed for befolkningen på dette felt." I tilslutning hertil omtalte taleren enkelte andre bestemmelser, som han kunne have ønsket anderledes.

Fra flere sider understregedes stærkt betydningen af, at man fandt den rette mand til ombudsmandshvervet. Bertel Dahlgaard (RV) udtalte herom:

„Folketinget skal nu til efteråret vælge en mand til denne post: der er uden tvivl meget, der afhænger af, om det bliver den rette mand, folketinget vælger: manden med den naturlige myndighed, manden med den sikre evne til at vurdere mennesker og forhold, og som derfor også kan skelne mellem stort og småt, og jeg vil gerne udtale håbet om, at der indenfor juristernes kreds kan findes en anset mand, som har lyst til her i Danmark at skabe den rette tradition for ombudsmandsinstitutionen, som allerede under forskellige former virker i andre nordiske lande."