L 48 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristforlængelser m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pind (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Lovforslaget indebærer en række ændringer af retsplejeloven, der har til formål at forenkle dele af strafferetsplejen, bl.a. med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af politiets og anklagemyndighedens ressourcer.

Det foreslås for det første, at udtagelse af en blodprøve efter retsplejelovens regler om legemsindgreb kan foretages af en medhjælper, som en læge har delegeret opgaven til. Det foreslås for det andet, at anklagere i videre udstrækning end i dag skal kunne deltage i retsmøder om fristforlængelser via videoforbindelse og ikke kun, når der foreligger særlige grunde. For det tredje foreslås det, at retten skal bestemme, hvor en eventuel tolk skal befinde sig under retsmøder om fristforlængelser, når den sigtede deltager i retsmødet via videoforbindelse. For det fjerde foreslås det at gennemføre en forenkling og modernisering af reglerne om anklagemyndighedens påtalekompetence m.v.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2016.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (S, DF, V, EL, LA, RV, SF, KF), imod stemte 6 (ALT), hverken for eller imod stemte 0. EL stemte ved en fejl for forslaget.
Partiernes ordførere
Trine Bramsen (S), Peter Kofod (DF), Preben Bang Henriksen (V), Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA), Josephine Fock (ALT), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF) og Rasmus Jarlov (KF)