F 39 Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Til: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 2005-06
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:

V 84. Af Kristian Thulesen Dahl (DF).

Fremsat 01-06-06 ...... FF 8018
Vedtaget 01-06-06 ...... FF 8118

V 85. Af Marianne Jelved (RV), Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF) og Line Barfod (EL).

Fremsat 01-06-06 ...... FF 8054
Bortfaldet 01-06-06 ..... FF 8118

Fuld tekst:

V 84:

»Folketinget konstaterer, at der er blotlagt eksempler i ældreplejen, som er åbenbart uacceptable. De ældre skal have gode og værdige forhold.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forhandlingerne med kommunerne at sikre, at der igangsættes de tiltag, som betyder, at der i alle dele af landet sikres ældre gode og værdige forhold.

Folketinget konstaterer, at der i de kommende år er behov for at tilføre ældreområdet flere ressourcer samt sikre ansvarlige ledelser i alle dele af ældreplejen, herunder at der sikres ældre bedre klagemuligheder, når forhold er uacceptable.«

V 85:

»Idet Folketinget konstaterer,

- at kvaliteten af de offentlige serviceydelser mange steder er utilstrækkelig grundet regeringens snævre økonomiske realvækstramme,

- at der som følge heraf er brug for et kvalitetsløft, bl.a. når det gælder plejehjem og ældreomsorg i øvrigt, daginstitutioner, folkeskoler, ungdomsskoler og de svageste grupper,

- at de nye regionskommuner er etableret med helt utilstrækkelige økonomiske rammer,

- at der er brug for en markant styrkelse af forebyggelse og genoptræning, ikke mindst på arbejdsmiljøområdet,

opfordrer Folketinget regeringen til at sikre en højere vækstramme for den offentlige service.«

Afstemning:

V 84 vedtaget med 66 stemmer (V, DF og KF); 51 (S, RV, SF og EL) stemte hverken for eller imod.

V 85 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Jens Rohde (V), Helle Thorning-Schmidt (S), Kristian Thulesen Dahl (DF), Marianne Jelved (RV), Villy Søvndal (SF), Line Barfod (EL), Høgni Hoydal (TF), Lars-Emil Johansen (SIU), Anfinn Kallsberg (FF) og Kuupik Kleist (IA)