F 11 Hvad kan statsministeren oplyse om arbejdet i Globaliseringsrådet indtil nu og planerne for arbejdet fremover?

Af: Ole Sohn (SF) og Steen Gade (SF)
Til: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 2005-06
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:

V 28. Af Steen Gade (SF), Kim Mortensen (S) og Marianne Jelved (RV).

Fremsat 24-01-06 ...... FF 3100
Bortfaldet 24-01-06 ...... FF 3125

V 29. Af Svend Erik Hovmand (V), Bent Bøgsted (DF) og Per Ørum Jørgensen (KD).

Fremsat 24-01-06 ...... FF 3103
Vedtaget 24-01-06 ....... FF 3125

V 30. Af Per Clausen (EL).

Fremsat 24-01-06 ...... FF 3117
Bortfaldet 24-01-06 ...... FF 3125

Fuld tekst:

V 28:

»Folketinget understreger vigtigheden af, at Danmarks globaliseringsstrategi ikke alene fastlægges ud fra, hvad der skaber job og velstand i Danmark, men i lige så høj grad ud fra, hvad der løser de fælles globale problemstillinger. Derfor opfordres regeringen til at udarbejde en sammenhængende strategi, hvis mål er:

- en mere retfærdig fordeling af muligheder i verden, miljømæssig bæredygtighed, markedsadgang for ulandene, respekt for menneskerettighederne og udvikling af demokrati,

- at inddrage EU,

- at øge den danske bistand ud over væksten i BNP samt opbygge en global ramme for fred, sikkerhed og miljø,

- at satse på ressource- og miljøvenlig teknologiudvikling,

- at øge investeringen i forskning og innovation samt sikre alle uddannelse, der fremmer den enkeltes dygtighed, kreativitet og selvstændighed,

- at skabe job til alle, med særligt fokus på de grupper, der risikerer deres job som følge af den globale arbejdsdeling.«

V 29:

»Globaliseringen rummer store udfordringer og muligheder for det danske samfund. For at ruste Danmark til globaliseringen opfordrer Folketinget regeringen til at udarbejde en offensiv strategi, som bl.a. sigter på

- at forbedre det danske samfunds evne til at skabe nye job gennem en god konkurrenceevne for danske virksomheder, en stærk iværksætterkultur samt innovation i så vel den private som den offentlige sektor,

- at skabe bedre muligheder for opkvalificering af nye job,

- at højne det faglige niveau i folkeskolen,

- at sikre alle unge en ungdomsuddannelse,

- at øge antallet af unge, der får en videregående uddannelse, og

- at styrke forskning og udvikling.

Strategien skal forstærke Danmarks konkurrencekraft og sammenhængskraft. Folketinget understreger det mål, at Danmark fortsat skal være blandt de rigeste lande i verden og samtidig et helt og trygt samfund uden store økonomiske og sociale skel.«

V 30:

»Danmarks globaliseringsstrategi skal baseres på global retfærdighed, lige muligheder for alle og miljømæssig bæredygtighed. Det kræver en strategi, der

- bryder med EU's og USA's politik over for ulandene, sikrer ulandene mulighed for selv at bestemme deres økonomiske politik, fastholde offentlig service efter eget ønske samt mulighed for at begrænse de vestlige landes og multinationale selskabers adgang til deres markeder og giver dem fri adgang til vores markeder,

- øger Danmarks ulandsbistand - i første omgang til 1,5 pct. af BNI samt gældseftergivelse for ulandene,

- stopper udstødning, nedslidning og stress på det danske arbejdsmarked gennem bedre fordeling af arbejdet,

- satser massivt på uddannelse - herunder efteruddannelse,

- styrker forskningen - særlig den frie,

- omlægger og reducerer Danmarks ressourceforbrug - bl.a. ved en massiv omstilling til vedvarende energi,

- udfaser farlige kemikalier og satser på økologisk omstilling af produktionen og

- sætter åbne standarder og open source-software i centrum i vores it-strategi.«

Afstemning:

V 29 vedtaget med 59 stemmer (V, DF og KF); 39 (S, RV, SF og EL) stemte hverken for eller imod.

V 28 og V 30 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Svend Erik Hovmand (V), Kim Mortensen (S), Bent Bøgsted (DF), Marianne Jelved (RV), Per Ørum Jørgensen (KF), Steen Gade (SF) og Per Clausen (EL)