L 69 Forslag til lov om ændring af lov om hjemmeservice.

(Ændring af den bidragsberettigede persongruppe m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven reducerer pr. 1. januar 2004 hjemmeserviceordningen til at være forbeholdt ældre og førtidspensionister. Denne indskrænkede brugerkreds vil fremover maksimalt kunne få 6.000 kr. i kvartalet i bistand pr. husstand til hjemmehjælp mod tidligere 10.000 kr.

Fremsættelsen af lovforslaget var bl.a. begrundet i et ønske om mindskelse af statstilskuddet. Regeringen forventede, at det hidtidige tilskud på godt 300 mio. kr. pr. år ville blive reduceret til et årligt tilskud på ca. 80 mio. kr.

Regeringen ønskede desuden, at brugere af kommunal hjemmehjælp fremover kunne få midler til at købe privat hjemmehjælp, hvis de ikke ønskede hjemmehjælpen udført af kommunale medarbejdere. Man forventede, at dette ville blive et nyt arbejdsområde for den trængte hjemmeserviceindustri.

Lovforslaget vedtaget med 71 stemmer (V, DF, KF, RV og KD) mod 45 (S, SF og EL).
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Frode Sørensen (S), Colette L. Brix (DF), Carina Christensen (KF), Ole Sohn (SF), Naser Khader (RV) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)