L 48 Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund.

(Implementering af aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og A.P. Møller - Mærsk A/S om efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Behandlet sammen: L 48 og L 62.

Efter 1. beh. henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Efter 2. beh. henvist til fornyet behandling i Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Loven ændrer lov om anvendelse af Danmarks undergrund på to punkter:

- Tidsrummet for en allerede meddelt tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter kan forlænges også ud over 50 år, når særlige omstændigheder taler herfor.

- Tidsrummet for en ny tilladelse til indvinding af kulbrinter kan meddeles for en længere periode end 30 år, dog højst 50 år, når særlige forhold gør det påkrævet.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget først og fremmest var at give økonomi- og erhvervsministeren mulighed for at implementere en aftale med A.P. Møller - Mærsk A/S om forlængelse af eneretsbevilligen til 2042.

Forslaget skulle ses i sammenhæng med redegørelse nr. R 2, beslutningsforslag nr. B 7 og lovforslag nr. L 62. Der henvises til omtalen af disse forslag.

Lovforslaget vedtaget med 96 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KD) mod 10 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Peter Christensen (V), Ole Stavad (S), Svend Auken (S), Aase D. Madsen (DF), Mikkel Dencker (DF), Helle Sjelle (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Morten Homann (SF), Martin Lidegaard (RV) og Keld Albrechtsen (EL)