L 177 Forslag til lov om teknologioverførsel m.v. ved offentlige forskningsinstitutioner.

Af: Videnskabsminister Helge Sander ()
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Udvalget for Videnskab og Teknologi (UVT).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven giver et universitet eller en sektorforskningsinstitution mulighed for at stifte og eje ét selvstændigt aktieselskab til teknologioverførsel samt være medejer i et eller flere aktieselskaber til teknologioverførsel, der er stiftet af andre offentlige forskningsinstitutioner.

Endvidere kan aktieselskaber stiftet efter lovens § 4 oprette aktie- eller anpartsselskaber til modning af enkelte opfindelser. Aktieselskaber, der er stiftet efter lovens § 4, og som er tilknyttet sektorforskningsinstitutioner, kan dog alene oprette modningsselskaber i aktieselskabsform.

Formålet med lovforslaget var at styrke konkurrenceevnen ved at fremme omsætningen af ny viden og teknologi mellem offentlige forskningsinstitutioner og erhvervslivet, herunder etablering af nye forskningsbaserede virksomheder. For at opfylde formålet fik offentlige forskningsinstitutioner mulighed for at stifte og eje selvstændige selskaber for teknologioverførsel.

Et andet formål med lovforslaget var at underbygge samarbejdet mellem offentlige forskningsinstitutioner, fonde og foreninger. Forslaget erstattede de hidtidige bestemmelser om universiteternes samarbejde med fonde og foreninger, som fulgte af den tidligere universitetslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 22. december 1999.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KD) mod 1 (EL).
Partiernes ordførere
Flemming Damgaard Larsen (V), Niels Sindal (S), Jesper Langballe (DF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Margrethe Vestager (RV) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)